Weekendavisen den 14. oktober 2022
Konversationsleksikon
Gad vide om folk i landsbyen Kvislemark nær Næstved nogensinde tænker på, at de bor det sted, hvor en verdensberømt forræderens fjerne forfædre kom fra?
Det gør de næppe. Men Kvislemark hed i forne tider Quislemarke – som udsprang af ordet kwissæl, der betegnede en markforgrening ved et åløb – og herfra kom en slægt, der udvandrede til Norge. Med sig tog de slægtsnavnet fra det sjællandske: Quisling.
Quislingene slog sig ned i Øvre Telemark, hvor Vidkun blev født i 1887 som søn af en gejstlig øvrighedsperson og præstehistoriker. I 1920’erne var han en international humanitær hædersmand, derefter blev han fascineret af fascismen, og da tyskerne trampede op ad Karl Johan i Oslo den 9. april 1940, udråbte han sig selv som ministerpræsident. En landsforræder var født.
Helt så nemt var det dog ikke at kuppe staten. Nazisterne havde ikke fidus til Vidkun Quisling og hans parti Nasjonal Samling. Som forsvarsminister 1931-33 havde han spredt en historie om, at en ukendt gerningsmand havde kastet spansk peber i øjnene på ministeren. Sagen optog sindene, men blev aldrig opklaret.
Men i 1942 havde nazisterne brug for Quisling, og han mødte op, da der blev kaldt. Nu kunne han kalde sig norsk regeringsleder – men var blot en marionet på nazisternes nåde. Men for landsforræderi høster man ingen anerkendelse, og efter nazisternes kollaps, blev Vidkun Quisling henrettet af den stat, han havde dolket i ryggen. Navnet Quisling blev hurtigt synonymt med landsforræderi, og i referatet fra FN’s første generalfordsamling i januar 1946 kan man læse at det er vigtigt at skelne mellem ægte flygtninge og ”krigsforbrydere og quislinge”.
Fordi han blev en højreradikal klovn og forræder, glemmer man tit, at Vidkun Quisling engang havde været en hædersmand. I 1922 assisterede han den legendariske opdagelsesrejsende og diplomat Frithjof Nansen, der grundlagde det humanitære flygtningearbejde i Folkeforbundet (forløberen for FN).
Sammen kortlagde de to mænd katastrofeomfanget i det daværende Sovjetunionen, hvor hungersnøden bredte sig efter revolutionen, og Vidkun Quisling gjorde især en enorm indsats for hundredtusindevis af mennesker i Kharkiv-regionen i Ukraine – som netop dette efterår er scene for ukrainsk modoffensiv i krigen mod Rusland.
I 1922 giftede Vidkun Quisling sig med en russisk kvinde, Alexandra Andreevna Voronina, uden at der var store følelser på spil. Året efter forelskede han sig så i ukraineren Maria Vasiljevna Pasetchnikova, og hende giftede han sig også med, selvom ægteskabet fra året før ikke var opløst. På et tidspunkt boede han sågar sammen med begge sine hustruer på samme tid i Erling Skjalgssons gate 26 i Oslo. Efter krigen blev Maria (nu var Alexandra ude af historien) boede i lejligheden til sin død i 1980.
Da forræderen sad i fængsel og ventede på sin henrettelse, skrev han som en gal, for manden havde også sans for universets indretning og mente at kende til liv i rummet. Over 800 sider forenede han nu alle sine tanker under titlen Universismen. Som en dansk kritiker har skrevet: ”Quislings storværk skulle indstifte en ny verdensorden, skabe kollektive bevidsthedsforbindelser på tværs af planeter og galakser, etablere et nyt og kosmisk tusindårsrige (…) En del af teksterne er små prosalyriske stykker, nogle mere nøgterne argumenter for musikken som den højeste kunst, mens andre er forvirrede drømmesyn, hvor en guddommelig stemme taler i forfatteren.”