Weekendavisen den 21. oktober 2022
Atomur. Hvem er feminist og forfatter på den rigtige måde? I Sverige fyger det netop nu med beskyldninger om at lyve, stjæle, appropriere og mangle anstændighed.
De seneste uger har den svenske avis Expressen lagt spalteplads til et flot litterært mundhuggeri, som litteraturprofessor emerita Ebba Witt-Brattström satte i gang med et angreb på forfatteren Elisabeth Åsbrink.
Stridens æble er sidstnævntes nye biografi, Mitt stora vackra hat. En biografi över Victoria Benedictsson om den legendariske svenske forfatter Victoria Benedictsson (1850-88), der som emancipationskvinde brød ud af lillebyen i Skåne, hvor hun var gift med en ældre enkemand.
I København blev hun en del af det moderne gennembruds litterære miljø, hvor hun forelskede sig i den magtfulde, dominerende og forføreriske kritiker Georg Brandes. I 1888 skar Victoria brutalt halsen over på sig selv med en barberkniv. Hun ligger begravet på Vestre Kirkegård i København under en sten, der bærer hendes mandlige forfatterpseudonym: Ernst Ahlgren.
Striden mellem Ebba Witt-Brattström og Elisabeth Åsbrink står om divergerende opfattelser af seksualitetens betydning i Victoria Benedictssons tragiske og bemærkelsesværdige historie. Men det er ikke substansen, der er til debat. Det er forfattermetoden.
Ebba Witt-Brattström – som har en central position som forsker, forfatter og polemiker (ikke mindst i angreb på eksmanden Horace Engdahl fra Det Svenske Akademi og på Karl Ove Knausgård, som hun feministisk-ironisk typebestemte som Kulturmannen) – kritiserer nemlig Elisabeth Åsbrink for at sparke de døre ind, som en skare af forskere allerede har åbnet på vid gab. I et tidsskrift har Ebba set Elisabeth citeret for at den feministiske litteraturforskningen har gjort sig skyldig i en stadig fiksering på Victorias seksuelle liv. Den fiksering vil den nye biografi gøre op med.
Men ifølge den stridbare professor er den gal med kreditering af kilder, og litteraturhenvisningen er mangelfuld. Hun tøver ikke med at angribe Elisabeth Åsbrink og Mitt stora vackra hat (der er ikke tale om en stor og smuk hat, men et stort, smukt had) for appropriering og mangel på anstændighed. Desuden er bagsideteksten ”løgnagtig”, skriver hun, når den påstår, at dette er den første store biografi om Victoria Benedictsson i 70 år. Det er den rene og skære troldefabrik, raser Ebba Witt-Brattström (en troldefabrik er internettets upålidelige slyngelstuer, hvor falske profiler prøver at påvirke den politiske debat med alle mulige fabrikerede løgne).
I 1993 skrev hun selv sammen med sin kollega Christina Sjöblad programartiklen om Victoria Benedictsson i Nordisk Kvindelitteraturhistorie (redigeret af Elisabeth Møller Jensen), og i det hele taget er Victoria Benedictssons litteratur, liv og skæbne yderst velbeskrevet. Nogle mener endda, at hun er den svenske forfatter, der er skrevet flest bøger og forskningsartikler om.
Da Elisabeth Åsbrink tog til genmæle, var det med et dybt suk: ”Du kalder mig en trold, ikke nogen rigtig feminist, en der gør sig til og en tyv, Ebba Witt-Brattström. Fine ord fra en forsker, der gerne vil holde en høj standard for samtalen. Selv bliver jeg helt udmattet af forudsigeligheden. Allerede da jeg for to år siden begyndte arbejdet med biografien, vidste jeg, at der ville komme en eksplosion fra dig, fordi det sker med et atomurs regelmæssighed: Du har allerede gjort det.”
Elisabeth Åsbrink skyder altså igen mod Ebba Witt-Brattströms forsøg på at definere, hvad det er relevant og rigtigt i forskningen om Victoria Benedictsson: ”Desuden har Ebba Witt-Brattström eneret på det feministiske søsterskabs forvaltning af det litterære ikon,” polemiserer hun. Og så kommer næste modangreb:
”Du gør mig også skyldig i at mangle ‘et skamfuldt feministstempel’. Virkelig? Ingen har så vidt jeg ved stemplet mig, før du gør det nu, kære søster i kampen, som en skamfuld ikke-feminist. Du vil altså bestemme, hvem der er rigtig feminist, og hvem der er falsk. Det hele runger sørgeligt at fraktionsdannelser og snævertsynethed. Så mosbegroet, at jeg bliver helt træt. Til sidst: Er jeg en tyv? Biografer kan arbejde på forskellige måder. Skal historien om Victoria Benedictssons storslåede skæbne genfortælles med fodnoter og kildehenvisninger, eller skal det materiale, der er brugt i biografien, redegøres for separat i slutnoter og litteraturliste? Jeg har valgt den sidste vej. Rigtigt eller forkert – det kan vi diskutere. Men tyv? Jeg tager mig ikke ret til at lade raseriet veje tungere end simple fakta. Kort sagt: Jeg er ikke dig, Ebba. Heldigvis.”
I duplik til replik skærper Ebba Witt-Brattström sin kritik: Må man usynliggøre den grundforskning, man selv læner sig op ad? Hun vil gerne tro, skriver hun, at ”forskningsfobien” hos nye biografiforfattere handler om ubehjælpsomhed: ”Når det gælder Elisabeth Åsbrink er det beklageligt at hun ikke forklarer hvorfor hun springer over den forskning om Victoria Benedictsson, som hun helt åbenbart har draget nytte af. I stedet gentager hun sin løgn om at ”toneangivende” feministiske forskere (to!) vedblivende har forklaret Victoria Benedictsson som ‘seksuelt unormal’.”
PS. Undertegnede udgav i fjor en podcastfortælling om Victoria Benedictsson, og i en af episoderne var den ene af kontroversens stridsparter, Elisabeth Åsbrink, min gæst. På det tidspunkt var hun ved at skrive sin Victoria Benedictsson-biografi færdig, og sammen ledte vi efter (og fandt) det fhv. hotelværelse i Hovedvagtsgade, København, hvor Victoria begik selvmord i 1888. Denne opdagelse indgår i Elisabeth Åsbrinks bog, som i øvrigt er under oversættelse til dansk.