Weekendavisen den 5. december 2022
Anklageskrift. Psykisk sårbarhed, selvskade og en MeToo-sag. Norsk romanforfatter har genantændt diskussionen om autofiktion.
En norsk psykiater er under anklage for at have forgrebet sig på en ung kvinde. Anklagen er fremsat i en roman og i et interview, og selvom mandens navn ikke nævnes i norske medier, spekuleres der grundigt.
Kort sagt skildrer romanen en midaldrende kvinde, som indser, at hun som ung i slutningen af halvfemserne var offer for et seksuelt overgreb, der blev begået af hendes venindes far, der var psykolog. Kvinden, Hilde Rød-Larsen, er nu selv forfatter, og hendes roman, Diamantaftener, udkommer nu på dansk på forlaget Gutkind, hvor Hilde Rød-Larsen selv har været ansat som forlagsredaktør. Desuden er hun litterær oversætter.
Romanen udkom på norsk i august, hvor den ikke påkaldte sig nogen større opmærksomhed. Men via en omvej til Danmark er den nu for alvor blevet opdaget i Norge. For to uger siden gav Hilde Rød-Larsen nemlig et optaktsinterview til Information, hvorefter debatten spredte sig som gnister i vissent græs.
I interviewet sagde hun, at hun først under arbejdet med romanen var blevet klar over, at hun skrev om sig selv. Da #MeToo brød ud, indså hun ikke, at hun selv som ung og sårbar havde været udsat for et overgreb (i romanen er kvinden fire-fem år yngre, da hun bliver forført af psykologen, end forfatteren selv var, da hun indledte et forhold til psykiateren). Nu har hun erkendt det, og hun har et budskab: Det er ikke skamfuldt at være offer. Skammen hviler alene på gerningsmanden.
Samtidig retter Hilde Rød-Larsen en skarp kritik mod sit forlag, Aschehoug, fordi de forsømte at lancere romanen som en fortælling med afsæt i forfatterens eget liv. Tværtimod, siger hun til avisen VG, bad forlaget hende om ikke at fortælle medierne, at hun selv havde været offer for sexuel udnyttelse. Aschehoug svarer, at de har udgivet romanen på grund af dens kunstneriske kvaliteter, og at de ikke har forsøgt »at skjule, at romanen har fællestræk med forfatterens egne erfaringer«.
Hilde Rød-Larsen ønsker altså sådan en journalistisk dækning af romanen, som mange andre forfattere (Karl Ove Knausgård, Vigdis Hjorth, Geir Gulliksen og Linn Ullmann) normalt har frabedt sig. Men hvad er egentlig mediernes rolle?
I en kommentar på nrk.no spørger litteraturjournalist Siss Vik:
»Har norske kritikere og kulturjournalister en slags pligt til at spørge forfatteren, om hen skildrer ægte begivenheder? Vi har gennem mange år fået at vide af forfatterne, at det er ufint at grave i spørgsmål om, hvorvidt handlingen er selvoplevet. En roman er en roman.«
Og alle vi, der skriver om litteraturen og dens forhold til virkeligheden, lister rundt om Diamantaftener som katten om den varme grød, mens vi overvejer den kritiske og journalistiske etik. Kardinalspørgsmålet er jo, hvem der er model for romanens overgrebsmand. Efter Hilde Rød-Larsens interview i Information er det blevet lettere for alle, der følger det norske samfunds- og kulturliv, at komme med et bud.
Diamantaftener kalder sig ‘Roman’ på omslaget, og ‘Tre fiktioner’ på titelbladet. Begge dele er sandt, men det sidste er mest retvisende. Som et raffineret triptykon af smuk prosa skildrer Hilde Rød-Larsen et langsomt og voldsomt indre sjæleopgør, hvor fortrængning viger for erkendelse.
Det begynder og slutter med førstepersonsfortællinger om den midaldrende kvinde Agnete, der tvinger tankerne bagud i tid, da hun pludselig begynder at tabe håret. I midten står hendes alter ego-historie i tredje person om den unge norske kvinde Marianne, der studerer på London School of Economics (hvor Hilde Rød-Larsen selv er uddannet fra).
Marianne tilbringer en påskeferie sammen med sin veninde Sarah hos hendes far, der bor i en lille landsby syd for Oxford, hvor han har sin praksis som terapeut. Med sit professionelle blik ser han, at Marianne er syg. Som barn sværmede hun for sygdom, hun sørgede altid for at slå sig, hun længtes efter at komme til skade, hun anglede efter andres omsorg, hun håbede kun at blive set.
Og psykologen ser hende. Ved første blik ser han, at hun sulter sig. Hans blik er et svar på hendes begær. Hans eget begær er derimod mere kødeligt. En nat inviterer han hende med ud i annekset, hvor han har sin konsultation. »Marianne. Søde Marianne. Du trænger vist til at blive passet på,« siger han indfølende.
Med få ord viser Hilde Rød-Larsen magtforholdet mellem de to. Marianne er “så lille bitte i hans arme”. Og så begynder det for alvor:
»Vil du det her, Marianne?« spørger han.
Hun vil, at han skal se og se og se.
»Jeg vil bare have, at du har det godt,« siger han og holder hendes ansigt med begge hænder, »at du skal folde dig ud. Men du er godt klar over, at det her skal blive mellem os, ikke?«
Hun nikker, synker.
Han kysser hende på hovedet, slipper hende og går hen til det lave skab med stereoanlægget ovenpå, åbner den ene låge og tager et stykke hvidt stof frem, et lagen. Han breder det ud over divanen. »Må jeg se på dig, Marianne,« siger han og tager forsigtigt fat i hendes natkjole. Og hun løfter armene op over hovedet.«
Forførelse eller overgreb? Han bruger ikke fysisk magt. Hun siger ikke fra. Hun er ikke forelsket i ham, hun er ikke tiltrukket af ham, men hun begærer hans blik. Han ved, at hun har brug for at blive set, anerkendt og beskyttet. Derfor havde scenen også været endnu mere uhyggelig, hvis replikken havde lydt »Må jeg se dig, Marianne?«, altså uden »på«. Til gengæld er effekten isnende, da den unge kvinde løfter armene over hovedet i underkastelse og overgivelse til den erfarne mand.
Han føler sig sikkert som en uimodståelig libertiner. Men han udnytter Mariannes sygdom. Selvom de ikke er i en etableret relation som behandler og patient, er magtrelationen asymmetrisk og amoralsk.
Når Hilde Rød-Larsen lader tredjepersonsfortællingen om Marianne stå i midten af rammefortællingen om Agnete, skaber det ikke kun en fri fortælleposition, hvor det erindrede og det fiktive kan slå følge. Der opstår også en reference til et diskret nøglested i Diamantaftener, hvor Agnete læser i sine gamle dagbøger. Hun noterer:
»Nogle steder bryder jeg tilsyneladende med de faktiske forhold i mine dagbøger ved at benytte mig af en tredjepersonsfortæller. Som her, fra dengang jeg var tolv: Tonje var tolv år gammel og gik i sjette klasse. Tonjes forældre var skilt, og hun boede hos sin mor. Hun så kun sin far en gang om måneden.«
Agnete, Tonje, Marianne. De er alle variationer af Hilde. Og dette citat fra den tolvåriges dagbog rummer, tror jeg, kimen til romanens underliggende centralmotiv: den fraværende far, der rejser meget med sit job. Gad vide, om det er denne far, hun søger en erstatning for? Faren har aldrig været nærværende nok til at se hende, så når en venindes far begunstiger hende med sit blik, går hun modstandsløst fortabt ind i hans favn.
Her træder jeg ud af romanen og ind i virkeligheden. Alle i Norge kender nemlig familienavnet Rød-Larsen. Hilde Rød-Larsens far er den berømte og kontroversielle topdiplomat Terje Rød-Larsen, der i begyndelsen af 90erne gik sine egne og højst utraditionelle veje for at skabe fredsforbindelser mellem israelere og palæstinensere, den såkaldte Oslo-aftale. Senere var han vicegeneralsekretær i FN og drev derefter sin egen tænketank, International Peace Institute. Her modtog han betydelige donationer fra den senere så skandaliserede amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, der i 2019 døde i en fængselscelle, mens han afsonede en dom for sexhandel med mindreårige i USA.
I 2020 kom det frem, at Terje Rød-Larsen af ukendte årsager havde en gæld til Jeffrey Epstein på 130.000 dollar, som han delvist havde tilbagebetalt via tænketanken. Han undskyldte for sin dårlige dømmekraft og trak sig tilbage.
Diamantaftener ekspliciterer ikke far/datter-forholdet med ét ord yderligere, men forfatteren støber flere gange sin pointe i granit: Hildes/Agnetes/Tonjes/Mariannes krisetilstand bunder i mangel på anerkendelse og denne dybe længsel efter at blive set.
Dagbogsnotatet fører os tilbage til den fraværende far, og den tanke strejfer mig, at romankarakteren Agnete og forfatteren Hilde Rød-Larsen måske ikke lider af to identiske slags skamfølelser. Man fornemmer et indlejret faderopgør i romanen.
Et vigtigt motiv i Diamantaftener er forholdet mellem selvskade og frisættelse. Da fortælleren var barn, var det et spørgsmål om synlige sår. Da hun var ung, handlede det om kropskontrol gennem sult. Det er stærkt og vedkommende stof. Men noget siger mig, at selvskade som lindring ikke er et overstået kapitel. For forfatteren selv handler det om at gøre op med offerfølelsen, siger hun, og romanskrivningen – samt ikke mindst interviewene – ligner den voksnes svar på barnets selvskade, en smerteventil.
Som samtidsroman er Diamantaftener smuk, troværdig og intens i sin skildring af moderne menneskers søgen efter tilværelsens ståsteder, ikke mindst når det handler om parforhold. Midt under en presseve når Agnete både at have ondt af sig selv, af barnets far og af jordemoderen. Og så dukker denne brutale tekst op:
»De første tre måneder blev jeg så alligevel et dyr. Mælken flød og flød, og min datter sugede og sugede, og alt omkring os var trusler. Mit hoved blev helt klart og stille, og kroppen overtog. Men hele tiden lod jeg, som om jeg var et menneske.«
Det, der slår hårdest her, er »og alt omkring os var trusler«. Denne frygtindgydende sætning er kernen i kampen, ja måske hele romanens sjælsrystende budskab: at man må nøjes med den onde lykke, hvis ikke man kan opnå den gode. Det er læren fra Tove Ditlevsen.
Sådan må man læse Diamantaftener, og sådan må romanens kompilation af kvinder lære at forstå duellen mellem lyset og mørket. Som det hedder i en ildevarslende passage, da den unge kvinde møder psykologen:
»Det, Marianne endnu ikke ved, er, at når den lille lampe, der bor inde i hende, får verden til at funkle som af diamanter, må hun forsigtigt forsøge at dæmpe den, måske bare lidt, og i hvert fald ikke skrue op og op og op og op for den, indtil pæren brænder ud. Så vil det føles, som om det aldrig vil blive lyst igen, som om lampen er ødelagt for altid. Aftenen før var blevet en diamantaften.«
Diamantaftener er en roman, der eksponerer et moralsk problem om den stærkes forførelse af den svage, men samtidig skaber den selv et moralsk dilemma med sin antydede anklage mod en slet skjult kendt mand. Måske misbrugte han sin magt. Måske oplevede han oprigtigt forholdet, som stod på med mellemrum over flere år, som frivillig sex mellem indforståede voksne mennesker.
Romankunsten har ret til at være nådesløs. Som Hilde Rød-Larsen selv har formuleret det i en kronik om sin bog: »Alle spørgsmål kan stilles i en roman, alt kan undersøges, alt kan holdes åbent. Kunsten er og skal være et grænseløst mulighedsrum. Ude i virkeligheden, derimod, i samfundet, i offentligheden og det enkelte menneskes liv, skal grænseløsheden ikke råde. Der skal normer og regler for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, vejlede os om, hvor grænserne går.«
Det er umuligt at være uenig. Men netop fordi grænseløsheden ikke må råde, er heller ikke en romanforfatter ansvarsfri. Samtidig er enhver forfatter naturligvis i sin gode ret til at fiktionalisere egne livserfaringer, hvad går litteratur ellers ud på?
Derfor udløser Diamantaftener – og reaktionerne på den – et par etiske hovedbrud: Hvordan kan vi kende sandheden om, hvad der skete mellem to voksne mennesker for mange år siden? Hvordan forsvarer man sig mod et anklageskrift i romanform?