Weekendavisen den 16. december 2022
Kommentar. Vi mangler en ideologibefriet, dynamisk litteraturkanon med en cyklus som et folketingsvalg eller en slutrunde.
Nu skydes der atter med litteraturkanon. Denne gang i Sverige, hvor den borgerlige regerings planer om en autoriseret kanonliste over svenske klassikere har bragt sindene i kog. Og det tror da pokker, ideen kommer nemlig fra regeringens nationsglade støtteparti Sverigedemokraterne, der har en absolut misliebige politiske forhistorie, så pæne humanistiske svenskere mærker hensigten og bliver forstemt.
I denne uge kulminerede den svenske debat med en iskold skulder fra notabiliteterne i Det Svenske Akademi. Politikerne havde tiltænkt det begavede selskab en central rolle i udvælgelsen af værker, hvilket ville give god mening, for Akademiet har om nogen styr på litterær smag og intelligens. Men ikke på vilkår om de ville være med til at udpege de værker, der kunne indgå i en statslig kanon.
Mats Malm, der er Akademiets leder og talsmand, sagde til svensk presse, at en kanon er et kontrolinstrument og et begreb præget af magt og magtudøvelse: ”Vi i Det Svenske Akademi har ingen interesse i at bidrage til den type styrende dokumenter,” sagde han.
Debatten i Sverige er et ekko fra Danmark anno 2006. Dengang lancerede kulturminister Brian Mikkelsen også en kulturkanon, ivrigt supporteret af Dansk Folkeparti, som i mange år var Sverigesdemokraternes nærmeste affilierede. I flere udtalelser fik kulturministeren kædet kanonprojektet sammen med en værdikamp imod negativ indflydelse fra islam, hvilket betød at der aldrig blev ført nogen litterær debat om en kanons indhold og anvendelse. Til gengæld fik vi en ret så uforsonlig kulturdebat.
Dermed reproducerer Mats Malm de argumenter, der herskede i den danske debat. Jeg har lige læst min egen anmeldelse af Brian Mikkelsens Kulturministeriets Kulturkanon, der udkom i bogform i 2006. Jeg kritiserede kanonen for at være et gennemført forlorent politisk projekt for fornyet danskhed og nationalidentitet, og jeg glædede mig over at kanonudvalgenes formand, Jørn Lund, i den vedlagte dvd (udgav man virkelig dvd’er for bare 16 år siden?) medgav, at det er ”yderst agtværdigt” at være modstander af selve kanontanken.
Til bogudgivelsen havde kulturministeren selv skiftet en række gamle kanonargumenter ud med nye forblommede ord om, at kanonen var en ”en folkegave” og en ”en åbenbaring”, men muslimerne spøgte stadig i kulissen. ”Det er det, som de fremmede bør kende, hvis de vil forstå os. Det vi skal kende, hvis vi vil forstå os selv,” sagde han om kanonlisterne. Jeg spurgte, om en novelle af Klaus Rifbjerg og en flintdolk fra Hindsgavl kunne sikre sådan en forståelse. Mon ikke en politisk kanon om demokratiudvikling og socialhistorie ville fortælle en meget mere konkret historie om os danskere?
Kulturpolitisk under indflydelse af ideologisk nationalisme kan naturligvis ikke tolereres, heller ikke af borgerlige humanister og frisindede liberale. Derfor er et litterært kanonprojekt med rødder i Sverigedemokraternes have dømt til at mislykkes. Det minder for meget om noget, der blomstrer i Ungarn og andre nationalistiske stater.
Når det er sagt, må jeg tilstå, at jeg med årene er begyndt at omfavne kanontanken med en vis forsonlighed – under forudsætning af, at den er løsrevet fra en eller anden regerings ideologiske kulturkamp. Placeret som en ikke-politiseret civil instans under Kulturministeriet kan en kanonorganisation utvivlsomt være stimulerende for vores klassikerlæsning og litteraturbevidsthed.
En moderne kanon skal være åben for hidtil apokryfe skrifter. Jeg ønsker mig derfor en dynamisk litteraturkanon med en cyklus som et folketingsvalg eller en slutrunde. Hvert fjerde år bliver to-tre-fire nye værker optaget på kanonen. De gamle ryger ikke ud, men rykker måske til en bænkevarmerplads udenfor top ti. For skolelærere skal der være fuld valgfrihed i undervisningen. For alle os andre er der tale om inspiration til nye læseoplevelser.
Men hvordan organiserer man sådan en litteraturkanon? Først og fremmest hægter man den af det politiske niveau med en gedigen armslængde. Dernæst afsætter man en fair pose penge til projektudvikling og litteraturformidling (dog ikke på dvd).
Jeg forestiller mig at kulturministeriet inviterer to organisationer med forstand på kvalitetslitteratur i fortid og nutid til at holde krudtet tørt i den apokryfe kanon. Jeg anbefaler et samarbejde mellem Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Danske Akademi – litterært og befriet for en tilfældig kulturministers værdikamp.