Weekendavisen den 10. juni 2022
Brevcensur. Genudgivelse af Tove Ditlevsens og Ester Nagels korrespondance er dybt problematisk.
Tove Ditlevsen og Ester Nagel: Tove og Ester – en brevveksling. 288 sider, 250 kr. Mikrobe.
Tove Ditlevsen-bølgen har bruset og beruset i mange år, og nu kommer endnu et nummer: en brevveksling mellem Tove og hjerteveninden og kollegaen Ester Nagel. Ved første øjekast ser det nyt og interessant ud. Tove og Ester – en brevveksling, hedder bogen. Det må vel være en slags fortsættelse af den berømte korrespondancebog mellem de to, Husmor og skribøse, som udkom i 1986. Men ak. Ved andet øjekast ser jeg, at der er tale om et genoptryk af selvsamme bog under ny titel, men det fremgår hverken af pressemeddelelse, bagsidetekst eller kolofon. Kun i bogens forord findes en diskret indrømmelse.
Undskyld mig, men det er ikke god publicistisk skik. Og jo nærmere, man ser på bogen, jo mere vokser synderegistret for det lille, nye forlag Mikrobe, der har det ædle formål at udgive ”bøger af/om kvindelige forfattere med høj litterær kvalitet”.
Tove og Ester – eller Husmor og skribøse – består af de breve fra Ester til Tove, som i 1976 dukkede op i dødsboet efter Tove Ditlevsen, og de breve, fra Tove til Ester, som Ester Nagel selv havde gemt (og glemt). Yderligere ti år efter, i 1986, udgav Ester Nagel brevene i en kommenteret udgave i samarbejde med litteraten Susanne Knudsen. Den oprindelige titel, Husmor og skribøse, som er et citat fra et af Tove Ditlevsens breve, tog kegler dengang i firserne, fordi den er så sprogligt sjov, og fordi den indrammer korrespondancens litterære og eksistentielle essens for veninderne som kvinder og kunstnere.
Ifølge et usigneret forord er der tale om en ”opdateret og udvidet” genudgivelse. Ja, på enkelte punkter er der tale om en udvidelse. Her er tilføjet et par breve og en kronik om Tove Ditlevsen, som Ester Nagel skrev i Berlingske Aftenavis (altså Weekendavisens stamavis) i 1959. Og så har Susanne Knudsens (nu Susanne V. Knudsen) og Ester Nagels efterskrift og noter fået en lidt anderledes placering. Det er alt sammen helt udmærket.
Men på andre punkter er der absolut ikke tale om en udvidelse, tværtimod. Den nye udgave mangler for eksempel den navneliste, som afsluttede Husmor og skribøse. Listen var en nøgle til identifikation af de personer, der omtales ved øgenavne m.m. i brevene, men nu er den slettet, og den forudsætningsløse læser sidder fortabt tilbage. Listen burde have været bevaret, ja gerne udvidet med en linje eller to med biografiske oplysninger.
Men særlig slemt står det til med den redaktionelle praksis i en enkelt sekvens, hvor udgiverne slet og ret udøver censur. I den oprindelige udgave skrev Susanne Knudsen således i sin efterskrift:
”Et sanseligt venskab – i ordets bredeste betydning – formidles igennem brevene. Brevformen tillader fortrolighed og følsomhed. I brevkulturen findes en tradition for, at følelser mellem kvinder kan komme til orde. ”Lesber” tager Tove Ditlevsen kraftigt afstand fra i et brev; men samtidig viser hendes breve en usikkerhed med hensyn til kærlighedens kønsgrænser. Hun spiller jaloux over for Ester Nagel. Jalousien kan læses som en overfladisk leg med ord; men måske også som udtryk for lyst til at vide alt om én, som du holder af?”
I den nye udgave er dette afsnit simpelthen slettet. Hvorfor nu det? Og til hvad henviser formuleringen om, at Tove Ditlevsen tager kraftigt afstand fra ”lesber”? Jeg huskede slet ikke at have læst noget som helst i den retning i Tove og Ester. Derfor begyndte jeg at lede efter ”lesber” i Husmor og skribøse, og bingo!
Den 23. august 1954 skriver Tove et brev til Ester. I et tidligere brev har hun undret sig over, at der bag på Esters breve står ”Ester Nagel, Saunte” som afsender. Sagen er at Ester er flyttet til byen Saunte ved Helsingør, men det er ikke rigtig gået op for Tove. Hun forestiller sig derimod, at Ester er flyttet sammen med Edel Saunte, den kendte politiker og kvindesagsforkæmper, og da sagens rette sammenhæng går op for hende, skriver hun:
”Så er min skumle mistanke m.h.t. Edel Saunte og dig altså ganske uberettiget, hvilket glæder mig, da jeg har hørt, at kvinder der ”lesber” skal være så ulykkelige.”
I den nye udgave, Tove og Ester, er denne passage imidlertid blevet slettet, slet og ret slettet. Den er erstattet af tre prikker, intet andet. Derfor er spørgsmålet nu: Hvorfor må passagen om ”lesber” fra brevet af 23. august 1954 ikke læses nu i år 2022? Hvad er det udgiverne frygter, siden den er klippet ud som med en brodersaks? Er det bare min skumle mistanke (for nu at bruge Toves eget udtryk om Ester og Edel og Saunte og Saunte), eller er de bange for, at den sakrosante Tove skal fremstå homofobisk?
I så fald er det en pinlig ængstelse, ja et overgreb på brevet som et autentisk udtryk for Tove Ditlevsens bramfrihed. Efter den slettede passage glider brevet i øvrigt over i Toves svar på et morsomt spørgsmål fra Ester: ”Har du nogensinde dvælet bag en fed damenumse?”
De to veninder taler altså med en betydelig frimodighed i brevene, også om krop og sex, og jeg finder intet spor af noget, som allerede i 1986 fik Susanne Knudsen til at sige, at Tove Ditlevsen tager ”kraftigt afstand” fra kvinder der ”lesber”. Det forekommer mig at være en vild overdrivelse. Men at slette afsnittet fra Toves brev er en vild overreaktion.
Ester Nagel og Tove Ditlevsen gøgler sig i brevene igennem tilværelses trængsler med en altafgørende overbærenhed og fordomsfrihed, og intet tilsiger, at Tove skulle have haft noget som helst imod lesbiske. Det eneste joken om ”Saunte” og ”Saunte” siger, er noget om hendes sprogbevidsthed og sans for slapstick.
Det er ansvarspådragende at censurere en tekst på denne måde, og det gør Tove og Ester til en udgivelse, som det er svært at stole på. Er der andre udklip i forhold til Husmor og skribøse, eller er dette en enlig, grim svale?
Endelig er det en dårlig idé, at bringe alle breve i moderne retsskrivning ”for at lette læsningen”. Herregud! Det er kun de første breve – fra før reformen 1948 – der bruger gammel retskrivning, og i Husmor og skribøse kan man se, hvordan de to brevskrivere faktisk omstiller sig til nye skriveformer allerede før reformen træder i kraft. Men denne interessante sprogtekniske transformation bliver man fuldkommen snydt for i Tove og Ester.
Jeg beklager at mine tekniske indvendinger tog fylde. Om brevvekslingen som sådan kan jeg kun sige: Den er et eminent og inderligt rørende kikkertsigte ind i de to forfatteres hverdage og deres indædte kamp for at være – forfattere. Mens Ester også vil frigøre kvinderne og redde verden, vil Tove bare gerne finde skrivefred, men uafbrudt er der en selvmedlidende ægtemand, en børneflok og en elendig økonomi i vejen, for ikke at tale om et skæbnesvangert uroligt sind. Som uofficielle regibemærkninger til et stormombrust forfatterliv, er Toves breve eminent dokumentation. Esters breve gnistrer af humor og livsduelighed, og de giver et skønt indblik i hendes og ægtefællen Halfdan Rasmussens tilværelser mellem bohemer og småborgere.
Tove og Ester havde fortjent en meget bedre genudgivelse end denne bog, der har hjertet på rette sted, men desværre er præget af dybt problematiske valg.