Weekendavisen den 3. juni 2022
Putinroman. Kim Leines absurd aktuelle spændingsroman har en fiktiv version af Marie Krarup i hovedrollen. Siderne vender sig selv, men det er ikke særlig velskrevet.
Kim Leine: Karolines kærlighed. 450 sider, 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
Man sidder godt rundbarberet tilbage efter læsningen af Kim Leines nye roman, Karolines kærlighed, som er en absurd aktuel konspirationsthriller – og en stor triumf for klicheen om, at virkeligheden overgår fiktionen.
Vi er i 2013-14. Danmarks statsminister hedder Helle Thorning-Schmidt, Rusland har annekteret Krim, der er frygt for at det kan udarte til krig i Ukraine. Og så går der rygter om, at russernes troldehær af hackere kan påvirke den politiske debat og udfaldet af valg over hele verden.
I dette ustabile klima er et værdiskifte på vej i dansk politik. Den drivende kraft hedder Henrik Blicher, en nationalkonservativ rorgænger, som for at bekæmpe den venstresnoede og humanistiske kulturradikalisme har etableret et politisk parti, Demokratisk Alliance. Engang var det et protestparti, der blev beskyldt for ikke at være stuerent, men nu står det til en kæmpe valgsejr og regeringsmagt i koalition med V og K.
Henrik Blicher har trukket sig tilbage fra aktiv politik, og han kan både fejre sin 80 årsdag, guldbryllup, og forrygende meningsmålinger. Hans datter, Karoline, er partiets kronprinsesse. Hun arbejder som assisterende forsvarsattache på den danske ambassade i Moskva og taler flydende russisk. Hun har endnu ikke offentliggjort at hun vil stille op for Demokratisk Alliance, når valget bliver udskrevet, men alle ved, at næste generation Blicher står parat i kulissen, ligesom Henrik selv trådte i sin fars ideologiske fodspor. Mogens Blicher var en skarp og hvas reaktionær sognepræst, der kæmpede for de nationalkonservative værdier og imod moderniteten.
Karoline Blichers politiske program er dette: Stop for ikke-vestlig indvandring. Nultolerance overfor kriminelle indvandrere. Udvisning af imamer der spreder hadtale mod kristne danskere, misogyni, homofobi, jødehad og antidemokratisk propaganda, annullering af opholdstilladelser til uønskede personer, fratagelse af statsborgerskab for kriminelle, rydning af ghettoer osv. Og i en tid, hvor islam er den store svøbe og Kinas politiske og økonomiske magt vokser, mens USA’s indflydelse er vigende, rykker magtbalancen mod øst – og Danmark skal vælge side, før toget er kørt. Karoline Blichers budskab er, at vores nødvendige allierede, vores naturlige allierede, er Rusland under ledelse af Vladimir Putin.
I dette højspændte politiske klima placerer Kim Leine to intriger. Den ene er politisk, den anden er privat. Det hele væves sammen af Karolines relationer til to gamle studiekammerater fra slavistik på uni, hvor den ene nu er journalist og den anden efterretningsmand. Så bekvemt kan en forfatter jo gøre det for sig selv.
Den politiske intrige handler om Nordstream-gasledningen, der skal gå gennem Ukraine og alle de dertilhørende interesser i Rusland og Ukraine, i efterretningstjenesterne og i gasselskabet Gazprom.
Den private intrige handler om en tungt tabuiseret byrde fra Blicher-familiens fortid. Hvad foregik der egentlig i præstegården under besættelsen? Hvem var den jødiske familie, som i en periode boede hos pastor Blicher, da Henrik var dreng, og hvad blev der af dem?
Henrik Blicher og Karoline Blicher er utilslørede fiktionaliseringer af Søren Krarup og Marie Krarup, og fordi portrætterne er mere solidariske end satiriske, fungerer de absolut udmærket (flere bipersoner optræder under eget navn – for eksempel udenrigsminister Martin Lidegaard og Deadline-vært Martin Krasnik, mens romanens vigtigste medieperson er en fiktiv karakter fra en avis, der minder om Jyllands-Posten). Også partiet Demokratisk Alliance er skarpt kalkeret over Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard er skrevet ud af historien, men en Søren Espersen-skikkelse fylder godt.
Marie Krarups baggrund og ideologiske retorik gengives ganske nøjagtigt, ligesom den bog om den antisemitiske digter Valdemar Nielsen, som Henrik Blicher skrev i sin ungdom, er inspireret af den unge Søren Krarups debutbog fra 1960, der søgte at rehabilitere den nationalkonservative antisemitiske litteraturprofessor Harald Nielsen (Kim Leine kombinerer blot Harald Nielsen med den nazivenlige digter Valdemar Rørdam).
Det hører til Kim Leines litterære metode at gå nye veje og overraske sig selv og sine læsere, denne gang altså med en spændingsroman, der ganske disciplineret overholder genrens konventioner uden hverken at forny eller fordybe. Blikket for politik og medier er altovervejende overbevisende og interessant, og alle scener med tju-bang og skæg-og-blå briller, er desværre nok skrevet på den sikre side af sandsynligheden.
Karolines kærlighed varsles som første bind i en trilogi, og jeg – som i ni ud af ti tilfælde skuffes over en krimi, men elsker en gedigen spionroman – ser frem til forsættelsen, ikke mindst fordi Kim Leine nødvendigvis må skrive sig endnu tættere på vores akutte nutids politiske konflikter, og portrætterne af genkendelige politikere og mediefolk er ærlig talt ind-til-benet-underholdende. For folk i de to brancher er romanen oplagt sommerferielæsning, arbejde og afslapning i ét.
Af og til slår en kliché – eller ti – ud i lys lue, og hvad det rent skriveæstetiske angår, har Kim Leine tilsyneladende givet sig selv et frikvarter i umiddelbarhedens vold. Denne roman er ikke i den fjerneste nærhed af den sprogstyrke, der løftede hans historiske Grønlands-trilogi så højt. Det er altid ærgerligt, når en forfatter skriver under sit eget talentniveau, og bare fordi spændingsromaner er en pause i læserens hverdag, behøver det jo ikke at være det i forfatterens.
Men ok, jeg forsoner mig og overgiver mig, ikke mindst fordi romanens værdipolitiske resonansbund er så interessant. I lighed med Thorstein Thomsens roman Den der hvisker lyver (2006), der lukrerede på Ole Wivels ungdomsforvildelser som beundrer af Nazityskland, griber Kim Leines Krarup-inspirerede roman godt fat i de fejltrin, der gør, at nogen risikerer at havne på den forkerte side af historien – for nu at bruge en hyppigt brugt kliche.
Og apropos: Nogen vil måske anholde, at forfatteren kommer med ufine antydninger mod romanens modeller fra det virklige liv, når han skildrer tre Blicher-generationers kamp mod den kulturradikale modernitet, fordi dens konkrete udtryk er antisemitisk og kvasinazi. Men her må man medgive forfatteren ret til at digte både med og mod historien, og han skriver kun det, der er belæg for.
Mens mange forfattere placerer deres politikromaner i en nutidsnær fremtid, gør Kim Leine det stik modsatte. Hans håndgreb om den nutidsnære fortid er mindst lige så befordrende for den frie og frække fabulering. Og derfor er titlen, Karolines kærlighed, slet ikke så bovlam, som man måske skulle tro. Bare vent og se.
Kim Leine er en behændig spændingsforfatter. Det hele er vældig durkdrevent tænkt, håndværksprofessionelt udført og elementært spændende, både politisk, kriminalistisk og spionistisk. Siderne vender modstandsløst sig selv, men Karolines kærlighed er absolut ikke særlig litterær litteratur.