Weekendavisen den 25. maj 2022
Trilogi. Carl Frode Tillers labyrintiske hovedværk om den amnesiramte David er en moderne Candide-historie.
Carl Frode Tiller: Indkredsning I-III. I oversat af Karsten Sand Iversen, II og III oversat af Sara Koch, hhv. 345, 462 og 536 sider, pris pr. bind: 299,95 kr. Gutkind.
Hvem er jeg? Hvor stammer jeg fra? Hvad er min historie?
David kender ikke svarene, han lider af massivt hukommelsestab. Men måske kan skygger fra fortiden få ham til at huske igen? I en avisannonce opfordres alle, der har kendt David, til at skrive breve til ham om mennesker og begivenheder med betydning for hans liv.
Ungdommensvennen Jon, stedfaren Arvid og ekskæresten Silje svarer først. Derefter barndomsvennen Ole, endnu en ungdomsven, Tom Roger, og så den gamle Paula, der var jordemoder den nat, David blev født. Til sidst blander vennen Marius og ikke mindst ekskæresten Susanne sig i det stemmekor, der udgør Indkredsning I-III.
I en overvældende, overrumplende og raffineret litterær polyfoni lader Carl Frode Tiller (f. 1970) sine fortællestemmer cirkle David ind (som romanerne hedder på norsk: Innsirkling). Helt konkret bidrager hver stemme med et langt og åbenhjertigt brev til David, som vi læser side om side med en stor fortælling om brevskriverens eget liv. Dermed udgør trilogien et billede af det norske samfund i de årtier, hvor velfærden pumpes op af oliefelterne.
Trilogiens stilfulde flerstemmighed passer perfekt til afdækningen af romanens eksistentielle gåde: Hvem er David, manden med kongenavn og hukommelsestab? Og ikke mindst: Hvem er hans far? David er søn af en enlig mor, der kategorisk nægter at oplyse noget som helst om faderskabet. Farens fravær bliver derfor både et svigt og en slags undsigelse. Måske hænger hukommelsestabet og faderløsheden sammen? Da bind II slutter, lader Carl Frode Tiller en gedigen faderskabsbombe sprænge. Den accelererer romanens handling og intrige.
Det er ikke muligt at gengive forløbet gennem de godt og vel 1.300 sider. Med den enigmatiske og tavse David som hjulets nav, og venner og ekskærester, der betror sig til brevet, som hjulets eger, ruller historierne gennem steder og tider, fortælling følger på fortælling, nye personer træder ind på scenen, de samme begivenheder belyses fra forskellige vinkler, og helt nye dimensioner kommer til.
Undervejs i læsningen tænkte jeg tit, at jeg havde afsløret det svage punkt i Carl Frode Tillers romankonstruktion: Hvor sandsynligt er det egentlig, at Jon, Arvid og Silje osv. er så blændende brevskrivere? Det kan da ikke passe, at de alle kan fortælle og reflektere på så højt et sprogligt og stilistisk niveau. Men hen mod slutningen faldt min indvending til jorden.
Forklaringen er både simpel og smart, og det var – naturligvis – ikke mig, der havde gennemskuet Carl Frode Tiller, men Carl Frode Tiller, der havde gennemskuet mig. Som en anden illusionist misleder han vores opmærksomhed, og da David selv kommer til orde i bind III – ikke som brevskriver, men i form af en udskrift af hans samtaler med en psykiater, der har læst brevene – falder skællene fra øjnene. Aha, sådan hænger det hele altså sammen! Det er helt enkelt – og dybt kompliceret.
Gennem hele romanen afdækker Carl Frode Tiller med ubarmhjertig psykologisk indsigt rethaveriske og selvretfærdige mennesker. Som læser genkender man den selvhævdelse, man tit har mødt hos andre, og bedst som man gnægger over de det, må man pludselig slå blikket beskæmmet ned i mødet med sit eget spejlbillede.
Hen mod slutningen giver Davids amnesi mindelser om det værk, der katapulterede Claus Beck-Nielsen, den senere Madame Nielsen, ind i dansk litteratur. I en kunstnerisk undersøgelse af identitet og borgerskab, foregav han at have mistet hukommelsen, og hvad er et menneske, der intet ved om sig selv? En rengjort tavle uden bevidsthedsindhold, en tabula rasa, er en skræmmende tanke. Netop derfor er hukommelsestabet en fremragende drivrem for en roman, der vil tegne et flerfløjet menneskeportræt. Fortrængningens og glemslens jeg-uvished er eksistentielt interessant, og når forfatteren gør hovedperson til biperson og bipersoner til hovedpersoner, viser han, hvordan vores liv udfolder sig i samspil og modspil med andres, uden at vi selv nødvendigvis har adgang til kernen.
Omslagene på I og II, designet af Aina Griffin, viser et stiliseret mandehoved og et torsoparti, hvori vi fornemmer konturerne af kroppens skelet, byer, landskaber, forgreninger eller et floddelta. Men på bind III er hovedskallen kappet af, som hatten på et blødkogt æg, og på toppen ser vi silhuetten af en olieboreplatform.
Symbolikken er klar. Indkredsningen af David er også en indkredsning af Norge under indtryk af olien. Dykket i dybet er både psykologisk og sociologisk, og i trilogiens sidste bind, hvor brikkerne falder på plads, spiller nordmændenes plads i verden en central rolle. Skildringen af David og kæresten Susanne, der rejser rundt i Mellemamerika, er kostelig, for de har så travlt med at foragte andre backpackers, som de ser ned på som turister, mens de betragter sig selv som rejsende.
Indkredsning I-III udkom oprindeligt i Norge mellem 2007 og 2014. Første bind blev hurtigt oversat til dansk, men de to efterfølgende kom aldrig, og den daværende udgiver mistede tilsyneladende interessen. At forlaget Gutkind nu taget trilogien til sig, er særdeles anerkendelsesværdigt, og Sara Kochs nynorskoversættelse af II og III – i forlængelse af Karsten Sand Iversens oversættelse af I – er en kolossal præstation.
Carl Frode Tiller er en af de store kanoner i norsk samtidslitteratur, men ret så diskret i offentligheden, og herhjemme meget mindre kendt, end for eksempel Karl Ove Knausgård og Linn Ullmann, selvom hans roman Begyndelser (2018) er et sandt mesterværk.
Med trilogien om David fortjener Carl Frode Tiller at vinde mange, mange nye læsere, for Indkredsning I-III forener subtil præcision og menneskekundskab med voldsom fortællestyrke. Og jo, gåderne står for fald og alt bliver oplyst. Hvem, der indrykkede den instrumentelle annonce, åbenbarer sig et sted i værkets dyb.
Også romanenernes gennemgående negative stemning af angst og misantropi bliver hen ad vejen afløst af en tøvende og lidt mærkelig optimisme. Til sidst minder David ligefrem om Voltaires Candide, der efter at have kæmpet mod alverdens fortræd, til sidst indser, at han ikke lever i den bedste af alle verden, men at han skal skabe sit eget livs kvalitet ved at dyrke sin have.
Også David er opdraget til at tro, at han lever i den bedste af alle verdener, det velhavende Norge. Men da vi møder ham i den store kulminationsfortælling i III, er han en uforløst forfatter, der mangler sit gennembrud og slås med ægteskabets trivialiteter og en fordømmende svigerfamilie, som han kun kan skuffe.
Da David til aller sidst føjer de spredte stumper sammen til en helhed, bliver han dog ikke sit eget livs gartner, men han accepterer et tidstypisk job (jeg siger ikke hvilket) i det olierige Norge. På den måde fremstår Carl Frode Tiller som en bidende ironiker fra 2010’erne, ganske som Voltaire var det i midten af 1700-tallet.
Indkredsning I-III er måske nok et labyrintisk monster, hvor man misledes undervejs, men bliver hele tiden ført tilbage på hovedsporet, og når man har læst sig frem til målet i denne stort anlagte og imponerende driftsikre hvis-liv-fortalt-af-hvem-roman, har man gennemført et højdepunkt i nyere nordisk litteratur.
Læselykke, intet mindre.