Weekendavisen den 17. juni 2022
Ståsteder. Geeti Amiri har skrevet en ægte emancipationsroman, men selv et stærkt sjælsdrama er ikke ubeskyttet mod en banaliserende skriveteknik.
Geeti Amiri: Mosaik. 432 sider, 249.95 kr. Gyldendal.
Gyldendal har et erklæret mål om at udgive flere forfatterstemmer med etnisk minoritetsbaggrund, og det er absolut honnet ambition, for naturligvis bør litteraturen afspejle den flerkulturelle samfundsvirkelighed (og jeg vil for eksempel gerne læse en roman af en forfatter med kinesisk baggrund, der kan skildre det notoriske parallelsamfund, som forsyner os med forårsruller, men hvor bliver den kinesisk-danske forfatter af?)
Geeti Amiri er en af de nye stemmer med blandingsbaggrund. Ganske vist har den etablerede samfundsdebattør tidligere skrevet om sit eget liv i en biografi, Glansbilleder (2016), men Mosaik er en roman, som utvivlsomt har bærende træk af det selvbiografiske, og den slags litteratur indbyder til at man læser bøgerne ”journalistisk” i stedet for ”æstetisk”.
Dunya er nyuddannet folkeskolelærer. Dansker med afghanske rødder. Bor sammen med sin bedsteveninde i en lille lejlighed på Nørrebro. Hendes hjerte banker for de udsatte elever på den københavnske vestegn, hvor hun selv er vokset op. Da hun var ung teenager forlod hendes far hjemmet, og Dunya mærker nu et voksende behov for at kende forældrenes historie. Hvordan levede de, før de kom som flygtninge til Danmark? Moren, der bor alene i Albertslund, klapper i som en østers.
Samtidig med at hun får gang i karrieren og viser mod og talent som lærer, drømmer Dunya om at finde en mand og stifte familie. Først møder hun sprogofficeren Philip, der taler dari og ved alt det om Afghanistan, som Dunya ikke selv ved. Men Philip er ikke parat til et etableret parforhold, så de glider fra hinanden. Men så kommer den flotte politimand Musayeb ind i billedet, også han dansk afghaner. Stormende forelskelse, idel lykke, bryllup, lejlighed i Køge – og så det store, smertelige sammenbrud, hvor alt det gode pludselig fordrives af ægtemandens jalousi, sociale kontrol og loyalitet overfor reaktionære traditioner, kultur og religion.
Men Dunya er en overlever. Skønt desillusioneret og selvirettesættende, fordi hendes drift mod at stifte familie gjorde hende blind og naiv, genoptager Dunya sit liv. Svækket, men ikke stækket. Og snart er hun af sted på et nyt kærlighedseventyr – og på den helt store dannelsesrejse i sin egen slægtshistorie, der både fører til Afghanistan og USA. Hun må, som hun siger med en af romanens utallige klicheer, ”finde mit eget ståsted i livet”.
Dunya er nem at holde af. Først fordi, hun er sej og idealistisk. Dernæst fordi hendes skæbnesvangre naivitet og troskyldighed i mødet med Musayeb er både fortvivlende og rørende. Og endelig fordi, hun ikke vil være det reaktionæres offer, og derfor generobrer sig selv som den emanciperede kvinde, hun oprindeligt havde været.
Jeg har ikke læst Geeti Amiris selvbiografi, Glansbilleder, så jeg ved ikke, hvordan hun omarbejder sit biografiske liv til fiktion. Men her er intet nyt under solen. Alt hvad romanen fortæller om kultursplittelse, eksilsorg, social kontrol og emancipation, ved vi i forvejen. I sidste fase, hvor den forsvundne fars historie som arkæolog bliver afdækket, er Mosaik maksimalt interessant (og, forstår vi på en note, også autentisk).
Geeti Amiri har beskrevet Dunja som et spejlfænomen. Hendes første kærlighedsaffære spejler det land, hun blev født i. Hendes mislykkede ægteskab spejler den tradition, hun har sekulariseret sig væk fra. Og hendes tredje kærlighed er en dansk mand, der er skilt fra en tyrkisk kvinde, og som hun dermed deler livserfaringer med.
På dette narrative skellet har Geeti Amiri applikeret en lang række planter og blomster, der snor sig gennem hele romanen med betydelig symbolsk ladning. Planterne dukker op som sindbilleder på alt, der er vigtigt i Dunjas liv, for eksempel livskraft og kærlighed, og – ikke mindst – som et symbol på hendes pædagogiske ambition om at hjælpe sine elever til at vokse og udvikle sig. Ved at følge romanens botaniske spor, kan man udlede dens budskab.
Portrættet af forfatteren på romanens ene flap, er tydeligvis taget i Rundetårns rundbuegang. Og netop Christian IV’s gamle observatorium i København spiller en symbolsk rolle i romanen, da Dunya tager sine elever med dertil og forklarer dem, at Rundetårn blev etableret som et sted for videnskabet i en tid, hvor religionen dominerede. Senere fortæller Dunya også sine slægtninge i Kabul, at Rundetårn er hendes yndlingssted.
Forfatterfotoets scene er udvalgt med en klar bevidsthed, og det skaber forbindelseslinjer mellem forfatter og fortæller. Men selvom den detektiviske udredning af forholdet mellem formel virkelighed og fiktionaliseret virkelighed er underholdende, kan den hverken bruges til at kvalificere eller diskvalificere litteraturen. Når man sætter romaner i vidneskranken, får man kun upålidelige svar, og autofiktionens mangeårige dominans har lært mig én ting: I mødet med en roman, hvor fortælleren er en (delvis) kalkerpapiraftegning af forfatteren selv, skal anmelderens konklusion alene hvile på en vurdering af romanens kvalitet som skrivekunst.
Så altså: Er Geeti Amiris Mosaik god eller dårlig? Den er desværre dårlig. Den er dårlig som skønlitteratur betragtet, fordi dens sprog er fattigt og fantasiforladt, af og til parodisk. Den er dårlig, fordi den rent dramaturgisk er skåret over forudsigelighedens læst. Den er dårlig, fordi selv et stærkt sjælsdrama ikke er ubeskyttet mod en banaliserende skriveteknik. En ægte emancipationsroman, der når den er bedst, har udmærkede skildringer af den afghanske diaspora i Danmark. Stærk nok som skæbnefortælling. Utilstrækkelig som skrivekunst.