Weekendavisen den 16. juli 2021
Kommentar. Ti år efter den 22. juli på Utøya: De gode romaner problematiserer forestillinger om fællesskabet i stedet for at reproducere dem.
Pludselig er der gået ti år siden 67 politisk aktive unge blev likvideret af en højrenationalistisk karnevalsfigur på Utøya i Tyrifjorden, dertil døde to i flugtforsøg. I Oslo omkom otte personer ved en bombesprængning.
I de første uhyggelige dage efter tragedien søgte nordmændene – med os andre som empatiske vidner – trøst i en blanding af det verdslige og det åndelige. I en domkirke forvandlet til nationalt sorghus talte daværende statsminister Jens Stoltenberg storartet om at svare terroren igen med mere åbenhed og mere humanisme.
Men til at overskue tragediens naturel og den grænseløse ondskabs omfang, er der brug for andet, end en akut statsmandsidealismes trodsige og opbyggelige ord. Der skal psykologi, psykiatri, dokumentation, forskning og benhård jura til for at fastholde det, der skete og beregne terrorens konsekvenser, både for gerningsmanden, ofrene og samfundet som helhed. Men også kunsten og litteraturen trådte til i et forsøg på at fatte det ufattelige.
Digteren Cecilie Løveid skrev i 2013 et digt, hvor hun forestiller sig, at gerningensmanden som straf skal lejes ud til samtlige de familier, han har berøvet en søn eller datter. Iført sin gallauniform skal han tømme opvaskemaskiner, gå til fodboldtræning, synge i kor, gøre sønnernes og døtrenes pligter, og så skal han besøge hvert offer og sige undskyld: ”Han skal legge en kurv med fortid og en kurv med/ fremtid på graven”. Og, skriver Cecilie Løveid, som bekendt er han dømt til at se hver enkelt i øjnene – og som bekendt er der ingen som vil se ham i øjnene.
De tidligste romaner om terroren den 22. juli 2011 spejlede den store tragedie i den lille, og den private og personlige sorg i det kollektive traume, nemlig Eivind Hofstad Evjemos Velkommen til oss (2014) og Brit Bildøens i Sju dagar i august (2014). I disse romaner er familier i krise i terrorens skygge.
Også i Mattis Øybøs Elskere (2015) mister en kvinde livet i en bilulykke samtidig med, at bomben går af og likvideringerne finder sted. Kvindes hemmelige elsker kommer i kontakt med hendes tyveårige datter, og han indleder også et forhold til hende. Da de taler om den 22. juli, lægger hun afstand til et berømt tweet fra en af de overlevende: ”Når én mand kan forårsage så meget ondt, tænk så på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.”
Den unge kvinde mener, at det er tomme ord, ligesom rosedemonstrationerne i Oslo i dagene efter attentatet. Hvis der er én ting, som tragedien viser, siger hun, er det, at vi ikke er stærke sammen. Der var mange hundrede unge samlet på den ø. men hvad hjalp det de 69 som blev dræbt? De var ikke stærke, de var svage, de var dødsensangst, og med rette, siger hun. Og så tilføjer hun det hun kalder den eneste sande sætning: ”Når én mand kan forårsage så meget ondt, tænk så på hvor meget sorg han skaber.”
Chokket, sorgen og senfølgerne findes først og fremmest i de berørte familiers private rum, og tabene kan ikke erstattes af hverken statsmandstaler, præsteord eller kunsten. Men i vores fælles offentlighed er der også et chok, sorg og senfølger, som litteraturen forholder sig til. Ved at lade en fiktiv ung kvinde sige kritiske ord om en autentisk ung kvindes tweet, kan Mattis Øybø skabe en distance – ikke kynisk, men realistisk – til den populære idealisering af kærlighed og solidaritet. Det var, da romanen udkom, blot fire år efter likvideringerne og bomben, en modig litterær handling.
Enhver æstetisk fortolkning af et fællestraume udgør også en psykologisk bearbejdning, og derfor blev litteraturen om den 22. juli i Oslo akut vigtig på samme måde som litteraturen om den 11. september i New York. Som Mattis Øybø så fint viser, må romanforfatteren hellere problematisere forestillinger om fællesskabet frem for at reproducere dem. Men først og fremmest er terrorlitteraturen med til at vedligeholde en viden om det, vi gerne vil glemme, nemlig at det utænkelige hele tiden lurer lige om hjørnet, og at gerningsmanden, som man ikke nævner ved navn i Norge, var udstadset på samme måde som den groteske konspirationshær, der stormede Kongressen i Washington, altså en slange næret ved vor egen barm, en hjemmefødt hvid terrorist.
Mening i meningsløsheden finder man aldrig, men som de eksilerede, der må finde sig hjemme i hjemløsheden, må de traumatiserede lære at leve med deres traume. Og med at vi ikke nødvendigvis er stærke sammen. Skønlitteraturen og forfatterne findes, fordi fællesskabspåstande ikke er nok. Nogen skal pille i såret, mens det endnu bløder.