Weekendavisen den 16. juli 2021.
Det lykkelige Arabien. Christine Wunnickes kammerspilsroman om Carsten Niebuhrs møde med en persisk astronom er elegant og underfundig.
Christine Wunnicke: Damen med den bemalede hånd. 180 sider, 199,95 kr. Roman. Café Monde.
Den navnkundige geodæt, kartograf og videnskabelige polyhistor Carsten Niebuhr (1733-1815) fik med Thorkild Hansens formidable dokumentarroman Det lykkelige Arabien (1962) et værdigt litterært eftermæle. Senere udkom en skriftrække i Carsten Niebuhrs navn om den arabiske verden og islamisk kunst og kultur, begyndende med hans egen Reisebeskrivelse fra Arabien og Andre omkringliggende Lande, og afsluttende med Anne Haslund Hansens Niebuhrs Museum (Carsten Niebuhr Biblioteket, Forlaget Vandkunsten, 2003-16).
På den måde blev der 200 år efter den legendariske Den Arabiske Rejse (1761-67) taget hul på moderne udgivelser om den ekspedition, som kun bondesønnen fra Niedersachsen vendte hjem fra. Alle hans kolleger bukkede under for malaria, hvorefter han overtog deres opgaver.
Det var teologen og orientalisten J.D. Michaëlis fra universitetet i Göttingen, dengang dansk, der udklækkede ideen til ekspeditionen, som skulle indsamle viden om livet i Bibelens lande. Han skrev den omhyggelige instruks om, hvad der skulle undersøges, vejes, måles, beskrives, optegnes, indsamles og registreres derude – blandt andet ville han vide præcis hvor israelitterne gik over Det Røde Hav og hvor faraos hær druknede.
Til litteraturen om Carsten Niebuhr føjer sig nu den tyske forfatter Christine Wunnickes (f. 1966) indsigtsfulde og underholdende roman Damen med den bemalede hånd. Den rummer både et kosteligt portræt af den misliebige J.D. Michaëlis – der som empiriker heldigvis mente, at Bibelen kunne studeres videnskabeligt – og en på én gang intelligent og humoristisk fantasi om et tilfældigt møde på en trøstesløs ø i 1764 mellem ekspeditionsmanden fra Almanya (altså Tyskland) og en højtbegavet persisk astronom fra Jaipur på pilgrimsfærd til Mekka.
Musa al-Lahuri går i land på Gharapuri, også kendt som Elephanta, i bugten ud for Manbai (i dag Mumbai). Han bevæger sig gennem terrænet, der vrimler med aber og geder, og gennem en tunnel i klippevæggen kommer han ind i øens oldgamle hinduistiske huletempler, hvor enorme elefantfigurer (deraf øens navn) og et kæmpemæssigt trehovedet Shiva-relief er hugget ind i stenvæggene.
Så opdager han en arabisk klædt mand, der studerer reliefferne. Han har en slank metalstav af en halv arms længde, skrivebræt og papir:
”Det var ingen araber. Det så man af hans skæg. Det var fnugget, lysebrunt, helt igennem europæisk. Der sad en europæer midt inde i dette gudsforladte bjerg. Mester Musa slap sin sabel. Europæere var han ikke bange for. Manden havde løftet metalstaven og førte den tynde ende mod sit højre øje (…) Der sad en europæer på Gharapuri og studerede en indisk guds hjørnetænder gennem en europæisk kikkert. Musa var himmelfalden. Han trådte ud af kammeret og hilste den fremmede goddag på portugisisk.”
Begge er på afveje på øen, begge har brug for skibsfart til fastlandet, inden deres veje skal skilles, og mens de venter, slår de lejr i et skovklædt klippemassiv ovenpå templerne. Heldigvis er begge lidenskabeligt drevet af videbegær om alt mellem himmel og jord, bogstavelig talt. Perseren er sprogkyndig og Niebuhr taler godt arabisk. Men stemmer de to lærde mænds viden om verden overens?
Både og. Noget går lost in translation, men i gensidig respekt forsøger de at forstå hinanden bedst muligt. Da de taler om en himmelsk kvinde, de begge kender til, fremgår forskellene: Carsten Niebuhr kalder hende Cassiopeia, men Musa al-Lahuri kender hende som Damen-med-den-bemalede-hånd – og hendes himmelfylde er væsentlig større, end Cassiopeias, så da Niebuhr beskriver stjernebilledet, lyder der et suk fra Musa:
”Så lille. I ser hele det kvindemenneske i de par stjerner. Vi ser kun hendes bemalede hånd der.”
Carsten Niebuhr tænker sig om, og så konkluderer han: ”Vi glor alle sammen op i den samme himmel og ser forskellige billeder (…) Vi glor op og opfinder store figurer og hænger dem på himmelhvælvet. Jeg en kvinde og du en hånd, og hvad andre ser, det aner jeg ikke. Og så opstår der strid. Det er en ynk.”
Rammen er skåret skarpt og tydeligt: På en øde ø med et hinduistisk tempel, der hylder Shiva som verdens skaber, betragter to mænd, en kristen og en muslim, himlen og verden. Skønt alle forskelle er de to forbundet af en vilje til at vide og til at forstå natur og kultur på en måde, der både rummer plads til religion og videnskab. Men hinduernes hedenske oldtidsminder har de ikke høje tanker om. ”Inderne beder til alt,” siger Musa med foragt.
I romanens slutscene – mange år efter mødet på øen – taler Musa med sin intelligente øjesten af en datter, der snart skal føde sit femte barn og bemaler sin hånd, mens hun gør sig parat til barselsstuen. Samtidig er en ny sending bøger ankommet fra Europa, og datteren tager en af dem op: Voyage en Arabie, par C. Niebuhr. Da Musa så fortæller om sit møde med europæeren, flakker hans fortælling, og datteren griner af ham. Så viser hun ham ud af rummet, hun skal føde, kvinderne står klar.
Damen med den bemalede hånd er en videnskabsroman i slægt med Daniel Kehlmanns Opmålingen af verden om naturforskeren Alexander Humboldt og matematikeren C.F. Gauss, der trådte ind i videnskabshistorien få år efter Carsten Niebuhr.
Men Christine Wunnicke har sin helt egen underfundige stil og et elegant narrativt kunstgreb, der består i romanens iscenesættelse som et kammerspil. Hun skal blot bruge 176 sider på at tegne fulde kontrafejer af de to lærde mænd (den ene autentisk, den anden fiktiv), og dermed skaber hun både et litterært dobbeltportræt og et oplysningstidsbillede af to pionerer.
Christine Wunnicke er hermed fortjenstfuldt introduceret på dansk af det debuterende kvalitetsmikroforlag Café Monde og oversætteren Adam Paulsen, der former teksten flydende, ikke mindst med dialoger med en helt bevidst og velplaceret arkaiseret tone.