Weekendavisen den 30. juli 2021.
En idealist. I et tidligt værk i Kjell Askildsens forfatterskab gør en oprører og fritænker op med forældrens religion.
Kjell Askildsen: Davids bror. 156 sider, 200 kr. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé.
Hen mod slutningen af Kjell Askildsens Davids bror fik jeg en pludselig frigørende tanke. Underligt nok handlede den om Kurtz, elfenbenshandleren, der ligger for døden i Congos jungle og hvisker: The horror! The horror!
Men hvorfor mindede Joseph Conrads klassiker Mørkets hjerte fra 1899 om idealernes sammenbrud i imperialismens tidsalder mig om Kjell Askildsens provinsroman fra 1956 om en ung mands stålsatte revolte mod religionen?
Forklaring følger, men først et par ord om romanens på én gang simple og komplekse handling: Frans er 17 år. Hans forældre er nøjsomme, troende folk. Stemningen i hjemmet er tynget af morens subtile forsøg på at gøre sin egen mindreværdsfølelse til et samvittighedsspørgsmål for hele familien. Atmosfæren er præget af skyld og skam, og kødets fristelser lurer bag hvert et hjørne.
En dag træder David ind ad døren. Frans kan dårligt kende ham igen. Det er hans ældre bror, som alle troede død for tre år siden. Han var flyttet hjemmefra til en anden by, hvor han forsvandt, og man antog, at David var en af de cirka firs ”idealister”, der var omkommet ved en studenterdemonstration mod ”ufrihedens håndlangere”.
Men nu er David tilbage, og de to brødre finder hinanden i en tøvende tilnærmelse og gensidig fortrolighed. De aftaler at tage på vandretur sammen, og væk fra hjemmet betror David sig til sin lillebror om sine år i eksil fra familien. Han er nu vendt hjem, fordi han lider af leukæmi og ikke har langt igen. Pludselig findes døden i Frans’ verden. Men på samme fodtur møder han en jævnaldrende pige. Også kærligheden findes. Det er ikke uden grund, at Kjell Askildsen lader romanens titel udpege Frans som den egentlige hovedfigur.
Det, der frisætter David fra den repressive kristendom, er bemærkelsesværdigt nok den tvivl, som man normalt ville se som et krisetegn. Her er vi så ved romanens pointe, der sikkert var chokerende for norsk pietisme dengang i 1956, og som stadig virker inderligt relevant i en global verden, hvor tro er moderne og religioner er magtfulde: Man kan kun være en idealist, oprører og fritænker, hvis man søger friheden gennem tvivlen.
Selvom David kender sin skæbne – og selvom han er fuld af anger over i et anfald af jalousi at have spyttet sin kæreste i ansigtet – er han ikke en mand med behov for forsoning. Slet ikke med forældrene og deres kristendom. Han bebrejder ikke moren hendes tro, og han vil ikke tage den fra hende, men heller ikke have del i den.
Og så er vi ved den scene fra romanens slutning, der fik mig til at tænke på Kurtz’ horror-replik. David ligger på sit yderste og afrunder sin eksistenskamp. Han har ikke brug for nogen gud, men moren appellerer til ham, det er ikke for sent at vende sig mod Jesus. Og så siger han:
”Åh, hvor denne tro på Gud gør menneskene svage, ynkelige! Forstår I ikke at jeg ikke ville tro selv om jeg kunne, jeg vil ikke, hvad har tro frembragt som tvivl ikke har… hvad skyldes alt det største, det mest ophøjede mennesket har frembragt? Tro? Nej, tvivlen, tvivlen…”
Mellem David og Kurtz findes intet fællesskab, intet udover at de begge er døende og holder dommedag over sig selv. Og så denne magisk tonede replik, der fordobler sig selv. Hele effekten ligger netop i den insisterende, nærmest hypnotiserende repetition: Tvivlen, tvivlen…
Kjell Askildsen havde blot udgivet en enkelt bog før Davids bror, som han skrev som 28 årig (han er 92 i dag), og det er første gang, den udkommer på dansk, naturligvis i Batzer & Co. fortjenstfulde formidling af norske klassikere. Det er interessant at se, at Kjell Askildsen allerede her havde grundlagt sin stramme minimalismeprosa, der viser at det stort tænkte og det stille sagte passer godt til hinanden.
Ungdommelig litterær pompøsitet – Davids navn betyder paradoksalt nok ”en mand efter guds hjerte” – er romanen ikke ganske fri for, men ikke desto mindre er der tale om en ganske fascinerende mærkelig milesten i nyere norsk litteratur med en raffineret æstetiske behandling af påtrængende etiske spørgsmål.