Den enfoldige selvmorder

Weekendavisen den 25. august 2017.

Mesterværk. Tarjei Vesaas ‘Fuglene’ er et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.

Tarjei Vesaas: Fuglene. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 310 sider, 300 kr. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé.

Den norske forfatter Tarjei Vesaas’ (1897-1970) bundsolide hjemstavnsprosa var måske nok rundet af Telemarksnatur og folkeliv, men hans indsigt i det menneskelige kendte ingen grænser, og bygderomanen Fuglene (1957), som nu udkommer nyoversat, er universel. Det er fra Tarjei Vesaas at fremragende norske forfattere som Roy Jacobsen og Jon Fosse har lært at skrive sådan en let formuldet, arkaisk prosa, der alligevel virker tidløs og moderne.

Mattis er 37 år, hans søster Hege er 40. De lever som småkårsfolk (begge forældre er døde for længst) i et beskedent hus i udkanten af en lille bygd, hvor Hege tjener til livets opretholdelse ved at strikke trøjer for folk. Mattis forsøger at skaffe daglejerarbejde, men hans hænder og tanker følges ikke ad, så alt går i fisk, end ikke ukrudtslugning i roemarken kan han finde ud af. Mattis er småtosset, enfoldig, en tuste, som de siger på norsk.

Men mens han kun har en svag sans for menneskenes verden, har Mattis et veludviklet naturregister, ja en oversensitiv kontakt med vejret og fuglene. Mattis er invaliderende angst for tordenvejr, han tyder sneppens fodaftryk i sandet og skriver svar med en pind, han identificerer sig og sin søster med to aspetræer (men hvem er så hvilket træ, da lynet slår ned?) og han er hele tiden opmærksom på fluesvampene, der skyder frem efter sommeren. Og så holder han øje med vandspejlet på søen, som på en gang tiltrækker og skræmmer ham, fordi han ikke kan svømme. Han har, tilskyndet af Hege, nedsat sig som færgemand med sin rådne robåd, og jobbet giver ham en vis værdighed, for han er god til at ro i lige linjer. Problemet er bare, at der aldrig er nogen, der skal færges over på den anden side. Faktisk har Mattis kun haft en kunde, som kom ud af trætykningen på den modsatte bred. Skovarbejderen Jørgen bliver en skæbnepassager, der bringer både lykke og uro i søskendehjemmet.

Tidligt i historien iagttager Mattis et sneppetræk (heraf romanens titel). Fuglene flyver ad en rute, de ikke har brugt før. Hvordan kan det være, spørger Mattis, at et sneppetræk kommer over et hus hvor det ikke har været før? Hege forstår ikke, hvad han mener. Men købmanden har et venligt svar til den enfoldige: ”Måske er det en unghane, der er begyndt for sig selv”. Lad os bare tage varsel i fuglene: Denne unghane symboliserer Mattis som han kunne have været, hvis det ikke lige var fordi.

Fuglene er spækket med drømme, determinationer og tegn, der skal tydes, både til lands, til vands og i luften, både i det konkrete liv og i Mattis forestillingsverden. Både psykoanalytikere, eksistentialister og Bibelkyndige vil finde at Tarjei Vesaas bruger velkendte motivkredse.

Mattis oplever søens falskhed da hans båd springer læk, og han, som ikke kan svømme, bliver reddet af to solbrune feriepiger. De tilbringer et eftermiddag på en lille holm, hvor manden bliver svimmel over at være i kvindeligt selskab, og han vender triumferende hjem til bygdens bådebro i det usandsynlige selskab. Til gengæld indser Mattis for sent sin fejl, da han kommer til at røbe sneppetrækket til en jæger. Også himlen er lunefuld.

Den naive Mattis er – beslægtet med Lennie i John Steinbecks Mus og mænd og Sven i Hasse Alfredsons Den enfoldige morder (filmatisering af En ond mand) – hele tiden opmærksomhed på andres skarphed. Tænk hvis han selv kunne være skarp i replik og handling? Men Mattis er en mand, der er skabt til godhed, men som også må finde en måde at beskytte sig selv. En drøm i romanens begyndelse har overbevist ham om, at tre ting i hans liv er under forandring. Og forandringer vil for den tryghedssøgende Mattis altid være en trussel.

Tarjei Vesaas mesterværk – oversat fra nynorsk til smukt dansk af Jannie Jensen og Arild Batzer – har højde, dybde og vingefang, et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter det gamle ord om, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på. For hvis han spørger Hvorfor er det sådan?, hvad er svaret så?

Fuglene er et kammerspil for to personer og naturen. Ud af naturen træder så den mystiske fremmede, manden fra skoven, og med ham kommer forandringen. Hvad skal naivt-nervøse Mattis gøre for at bryde sin søsters gunst overfor Jørgen? Hvad skal han gøre for at genoprette tingene, som de var? Hvad gør en unghane, der ikke vil starte for sig selv? Mattis udtænker en plan, og selvom man længe fornemmer, hvordan det nødvendigvis må ende, læser man med tilbageholdt åndedræt til sidste rørende side.