De anderledestænkende

Weekendavisen den 18. august 2017.

Jerntæppefald. Interessante fodnoter i gensynet med Niels Barfoeds essays fra Østeuropa bag Jerntæppet fra umiddelbart før Murens fald.

Niels Barfoed: Hotel Donau. Essays fra det andet Europa. 288 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Da Niels Barfoeds Hotel Donau udkom første gang i 1988, var det med Poul Langes tidstypiske omslagsdesign med funky typografi og et sart koloreret foto anno dazumal. Det var så postmoderne, som det overhovedet kunne være.

Nu udkommer bogen så igen, og de 30 år kan ses. På omslaget er nu et sort-hvid-foto af Václav Havel, fotograferet af Niels Barfoed selv i 1986, da han i al hemmelighed skulle overrække Politikens og Dagens Nyheters Frihedspris til den tjekkiske forfatter i hans lejlighed i Prag. At dissidentdramatikeren blot tre år senere skulle blive præsident for Tjekkoslovakiet (den sidste inden landets deling), kunne ingen forestille sig. Men Muren faldt kort efter bogen udkom (men ikke derfor), folk blev frie, og Niels Barfoeds essays fra Østeuropa kan i dag læses som en slags sidsteøjebliksreportager fra kommunismens og koldkrigens usavnede verden af i går.

Det var en veludviklet kombination af menneskeretlig retfærdighedssans, litterær og politisk interesse og aktivistisk journalistisk tæft, der drev Niels Barfoed om bag Jerntæppet, hvor han fra land til land knyttede kontakter og venskaber med dissidenter – eller som han foretrækker at kalde dem: de anderledestænkende.

I Václav Havels lejlighed samles en flok fra den intellektuelle opposition til en improviseret prisoverrækkelse. Men naturligvis er efterretningstjenesten klar over, hvad der foregår, og Niels Barfoed bliver senere eskorteret ud af landet, skildret i en suverænt spændende reportage, hvis gribende pointe pryder bogens forside. For naturligvis blev den danske journalists kamera åbnet og hans film gennemlyst, men et enkelt fotografi skulle vise sig at overleve. Når vi nu ser det på omslaget af genudgivelsen, er det som at se gennem en sprække i Muren. Fotografiet fra 1988 er ikke kun et foto af en tænksomt talende mand i profil, det er et portræt af en tid, et sted, en epoke.

Niels Barfoed selv kalder Hotel Donau et blik ind i akvariet, lige før det brister. Men, siger han, der er hverken taget gamle fisk ud eller puttet nye i, og der er slet ikke skiftet vand. Hvad der adskiller Hotel Donau 2017 fra Hotel Donau 1988 er derfor primært en række yderst nyttige og opklarende fodnoter, der faktuelt understøtter teksten eller sågar problematiserer den – mest spændende (og uopklaret), da Barfoed synes helt chokeret over, at han i sin tid skrev, at han havde efterladt telefonnummeret til Václav Havels lejlighed i receptionen på sit hotel. ”Jeg nægter at tro det,” skriver han. ”Jeg håber at min hukommelse har spillet mig et puds”. Men i 1988, på to års afstand af begivenhederne, skrev han altså sådan uden overhovedet at studse over det.

I en anden opsigtsvækkende note virker Niels Barfoed frustreret, fordi han i en lang (og noget tør) tekst om DDR havde konstateret, at ”DDR hører til verdens ti førende industrinationer”. Han noterer: ”Jeg tør ikke garantere for, at jeg ikke er ført bag lyset her. Der var dengang på universiteter og i pressen, især den socialliberale, ofte en imødekommende trang til at give det hårdt pressede DDR en vis kredit og ikke føje unødig spot til skade i rapporteringerne.” Derefter tilstår Niels Barfoed, ærlig, ærgerlig og småflov, tror jeg, at en økonom, hvis navn han ikke kan huske, også irettesatte ham i et læserbrev sidst i 80’erne: ”Han var bedre hjemme i tallene og tog mig i skole for nogle af mine artikler om DDR”.

Andre nyskabelser fra 1988 til 2017 er et overflødigt forord af Uffe Ellemann-Jensen, en opklarende introduktion af Niels Barfoed selv, nogle småjusteringer i titlen (den gamle udgave kunne ikke bestemme sig til om den var et essay fra eller om det andet Europa, men nu er valget faldet klogelig på fra, for pointen er jo, at Niels Barfoed var der og mødte de anderledestænkende). Endelig er bogen nu tilegnet forfatteren Kirsten Thorup.

Hotel Donau er 30 år efter stadig en relevant reportagebog fra det Østeuropa, der ikke har forvaltet den frihed, der kom med Murens fald, specielt godt. Hvad Niels Barfoed fortæller os fra 80’erne er måske nok en smule musealt i dag. Men fortiden er vigtig for forståelsen af nutiden, og fodnoterne – især den om ikke at føje unødig spot til skade om DDR – kunne godt have båret og fortjent langt mere fylde og refleksion.