Hvedekornet døde

Weekendavisen den 27. juni 2014.

Selvbegravelse. Artefakter fra 50 års arbejde ligger nu under mulde på Odin Teaterets gård.

Da Odin Teatrets 50-års fødselsdag forgangne søndag blev markeret med en performance i tre afsnit – fordelt over formiddag, eftermiddag og aften, repræsenterende fremtid, fortid og nutid – kunne forskere i odinologi vende et blad i historien om det verdensberømte teater fra Holstebro.

Det begyndte i Holstebros kønne bypark, Lystanlægget, hvor Odin Teaterets navnkundige leder, Eugenio Barba, havde samlet alle de medvirkende teatergrupper fra Holstebro Festuge i én stor karnevalistisk og kalejdoskopisk fejring under overskriften Hvis hvedekornet ikke dør.

Titlen er hentet fra Evangelisten Johannes: “Sandelig, sandelig siger jeg jer, dersom hvedekornet ikke falder til jorden og dør, bliver det ene, men hvis det dør, bærer det megen frugt.” Med andre ord: Kun ved at gå til grunde, kan man skabe nyt liv. Det er der sandsynligvis ikke mange, der skænker en tanke i parken, hvor folk flokkes foran de mange medvirkende, der i en lind strøm defilerer ind på den skrånende plæne, der er draperet af et enormt, smørtgult klæde, der bølger som en kornmark i vinden.

Det hele er en mild og morsom blanding af teaterperformances, glad lokalamatørisme og en masse etnisk kitch med balinesere og afrikanere. Hvor sødt er det ikke, da de kenyanske dansere og de danske balletpiger bytter bastskørter og tylskørter med hinanden og danser i rundkreds med hinanden i hænderne, sort-hvid, sort-hvid, sort-hvid!

Men hvad sker der, hvis hvedekornet ikke dør, sådan som spørgsmålet lyder i performancens titel? Ja, så kan kornet ikke sætte ny frugt, så opstår intet nyt. Og med hvedekornets tunge, klare symbolik er tonen slået grundigt an for eftermiddagens forestilling for særligt inviterede på Odin Teaterets gård lige udenfor byen, hvor jubilæet bliver markeret med en forestiling, der kun bliver opført denne ene gang.

Clear Enigma er en yderst kompliceret sag, der finder sted bag teaterets bygningskompleks. Her ligger en udtørret branddam, der er blevet dækket af et scenegulv, hvor den indiske gruppe Ashtanga Kalan Pulluvan Pattu siden de tidlige morgentimer har været i gang med et ritual, der skal kulminere i Eugenio Barbas initiation til en slangekult, så vidt jeg forstår. Vi sidder os lytter til gruppens enerverende repetitioner af chanting og nærmest hypnotisernede bjælder, mens inderne, som (igen så vidt jeg forstår) ikke er skuespillere, men medlemmer af en religiøs kult af en slags, rører maste palmeblade sammen med kokosmælk til vælling og lader deres små olielamper kysse ild på fakler.

Så pludselig bryder en gonggong monotonien, og alle vender sig mod den fjerne del af området, hvor en massiv bunke af jord ligger side om side med en stor afdækning af grå presenning. Det ligner noget, der er kylet til side på en byggeplads, men intet er hvad, det giver sig ud for. Intet er tilfældigt, alt er enigmatisk. Også det dybe, kvadratiske hul i plænen overfor jordbunken. Her skal hvedekornet dø, så noget nyt kan opstå.

Mens inderne chanter videre i endnu et par timer, udfolder Odin Teatret nu en performance, der sammenbinder en lang række af teaterets forestillinger fra årene, der er gået. Brudstykker og scener gennemspilles, genopføres og citeres i en strømmende kavalkade, og det hele samler sig til et levende og forgængeligt mindemonument, der stråler af usentimental stolthed, en historiefortællende odinsk revue med prægtige kostumer og vilde tableauer, kryptiske sange og tung symbolik fra alle hjørner af verdenshistorien, kulturhistorien og mytologierne.

Mens Samuel Beckett lod Winnie betragte verden fra sin møgbunke, gør Odin Teateret jorden til centrum for alt, der begynder og alt, der slutter. Ud af jordens skød fødes fortællingerne, bag presenningen skjuler sit et skib (fra Odin Teaterets forestilling Talabot) inden alt med cyklisk logik vender tilbage til udgangspunktet. Det hele kulminerer nemlig i en slags rituel ofring af de kostumer og rekvisitter, der netop har været brugt i den store performanceantologi over 50 års forestillinger. Mens inderne messer videre i baggruden, kyler Odin-folket nu deres jordiske teatergods ned i det dybe hul, som jordbunken er skabt af. I en frenetisk rus løber de rundt og sletter deres egne spor, og til sidst kaster de massegraven til.

Af jordbunke er du kommet, til jordbunke skal du blive, tænker man. Performancetrilogien har nået sin kulmination, hvor fremtid skal afløse fortid. Odin-folkene er nemlig ikke alene om at smide deres kostumer og rekvisitter ud, unge festugedeltagere fra hele verden deltager i ofringsritualet til tonerne af ‘Rock around the clock’.

Det hele slutter brat da en stolpeport bliver kørt frem på en truck og sat ned i jorden, hvor det står som en slags åbning til en ny epoke. Nej, symbolikken er meget mere subtil og meget mere jordnær, for der sidder et par øksner i tværbjælken, og pludselig ser vi, at det er et klassisk gyngestativ! Nu kan børnene lege på det sted, hvor fortiden bogstavelig talt er begravet. Lad hvedekornet dø, så noget nyt kan opstå.

Da det hele slutter, ligger graven side om side med et skellettet til et lille skur, som også er blevet dekonstrueret i løbet af forestillingen. Mens gyngerne hænger i stativet, hænger et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine fra loftsbjælken i det nedpillede skur. Den stammer fra en tidligere Brecht-forestilling, og er åbenbart udvalgt til ikke at gå i graven. Jeg håber at det betyder, at digterens skriveredskab ikke kan være fortid, men altid vil være en del af fremtiden.

Hvordan initiationen af Eugenio Barba til Ashtanga-folkenes kult skal forstås, har jeg svært ved at gennemskue. Men denne eftermiddag, hvor 50 års performances samlede sig til ét stort, vildt, levende, betagende og forgængeligt kunstværk af lyd, ord, musik og billeder, var i sig selv en spektakulær, selvbevidst og symbolsk ceremonielt forløsende handling, som vil give alverdens odiologer nyt stof til afhandlingerne.

Hvedekornet døde. Under mulde ligger nu artefakterne og venter på at blive fundet og fortolket af fremtidens teaterantropologer. Mageløst.