Skrøbelige liv. Tekst og performance: Sofie Volquartz Lebech

Weekendavisen den 6. juni 2014.

Tænketeater. Terrorisme og autoimmune sygdomme tænkes og tales sammen i intelligent ‘performance lecture’.

Fjenden indefra

I september 2001 blev Sofie Volquartz Lebech indlagt på et hospital i Paris, hvor hun studerede, efter flere uforklarelige besvimelser. Og samtidig slog terrorismen ned i World Trade Center – og i vores bevidsthed. Men hvad har besvimelse og terror med hinanden at gøre?

Det fik vi forklaringen på da Skrøbelige liv, en såkaldt performance lecture om terrorisme og autoimmune sygdomme, i sidste uge blev opført i Det Kongelige Kirurgiske Akademis anatomiske auditorium i Medicinsk Museion i Bredgade, København. I den smukke sal fra 1786-87, noget af det fineste inden for den nyklassiciske arkitektur, sad de unge læger i gamle dage på de buede bænke og fulgte med, når professorerne førte skalpellen. I dag fungerer salen som et smukt museumsrum, hvor vi, der ikke skal lære at operere, kan høre foredrag og ph.d.forsvar og opleve kultur, der har med det medicinske at gøre.

Derfor passede det gamle operationsteater så perfekt, da Sofie Volquartz Lebech opførte sin lille filosofiske forestilling, der bedst kan beskrives som et foredrag med lydeffekter tilsat lidt krumspring og armsving, om jeg så må sige. Ingen tvivl hos mig om, at Skrøbelige livs blivende værdi ligger i dens markante indhold, ikke i formen.

Hvorfor kollapsede Sofie Volquartz Lebech så tit? Alt syntes normalt, men det viste sig, at hun lider af en såkaldt autoimmun sygdom, en betændelsestilstand i skjoldbugskirtlen, hvor kroppen danner antistoffer mod sig selv. Kroppen har misforstået et af sine egne organer, tror at det er en fjende, og begynder at bekæmper det. For at redde kroppen fra denne selvdestruktion, bruger vi metoder, der i sig selv er skadelige.

På grund af sine besvimelser, oplevede Sofie Volquartz Lebech ikke attentatet i New York. Men efterfølgende har hun fundet en forbindelse mellem sin sygdom og terrorismen. 9/11, siger hun, er symptomet på en autoimmun fase i det internationale samfund. For det første blev Osama bin Laden o.a. optrænet i vesten som et led i kampen mod Sovjetunionen. Vi har altså selv uddannet vores fjende. For det andet indså vi efter den kolde krig, at den nye tids fjender ikke repræsenterede en stat og derfor kunne kunne bekæmpes. Truslen kommer altså indefra. Og for det tredje er vesten blevet fanget i en ond cirkel, fordi vi gennem krigen mod terror kommer til at producere det, vi prøver at bekæmpe.

Sofie Volquartz Lebech taler på én gang om celledræbende indgreb med omfattende bivirkninger i den krop, der angriber sine egne raske celler, og om antiterrorlovenes overvågning og vilkårlige brug af droner, altså et angreb på terroristerne, der samtidig bliver et angreb på os selv: “Den autoimmune samfundskrop siger: Behandlingen var ikke så slem. Birvirkningerne er værre.” Det er altså med terrorismen som med de autoimmune sygdomme: de kommer indefra, og når vi forsøger at bekæmpe dem, tager vi midler i brug, der samtidig skader os selv.

Skrøbelige liv er et intelligent teaterforedrag med en personlig refleksion om tidens terrortrussel og den sygdom, som kroppen er ude af stand til at bekæmpe. Sofie Volquartz Lebechs ordrige tekst har klare essayistiske kvaliteter, begavede og overraskende iagttagelser og intellektuelle analyser, som sætter både politiske og moralske tanker i gang hos publikum: Hvad stiller vi op med den trussel, der kommer indefra? Både terror og sygdom er, siger performeren, en opøvelse i tålmodighed. Pointen er, at terrorismen er som en autoimmun sygdom: den kan ikke bekæmpes og den er kronisk. Tænketeater.

Skrøbelige liv. Tekst og performance: Sofie Volquartz Lebech. Scenografisk konsulent: Sille Dons Heltoft. Lyddesign: Pelle Skovmand. Lysdesign: Karl Sørensen. Medicinsk Museion.