Vibeke Marx: Sortehusene

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. september 2011.

Mor og datter. Besk, blid og velskreven roman om en families følelser og anti-følelser.

Et suspekt gemmested

Stedet Sortehusene er en klynge interimistiske, sortbejsede hytter nord for Odensens gamle losseplads, hvor lystfiskere har holdt til siden begyndelsen af 1900-tallet, og nu bruger forfatteren Vibeke Marx dette grønne klondyke som et symbol på et nødvendigt helle i livet.

Romanen Sorterhusene er en både besk og blid familiefortælling der krydsklipper mellem to markante kvinder, mor og datter. Kirsten er netop gået på efterløn fra jobbet som leder af den kommunale handicapafdeling. Hun gjorde karriere gennem benhård flid, på trods af manglende uddannelse og på bekostning af forholdet til manden Poul, datteren Tine og sønnen Thomas. Nu, hvor den kommunale struktur bliver reorganiseret af nye, højtuddannede konsulenter, der bruger ord og begreber som Kirsten ikke kender, er tiden inde til taktisk retræte.

Uden entusiasme besøger Kirsten pligtskyldigt sin gamle mor på plejehjemmet, men den 90-årige Agnes, landsmandskone og kranfører på Lindø (!) er ikke specielt interesseret i sin datter. Derimod er børnebørnene og Kirstens brødre og deres koner mere end velkomne.

Kirsten indser, at hun har sat noget over styr. Forholdet til Tine har alle dage været præget af Kirstens skuffelse over, at datteren ikke blev akademiker, og nu hvor Tine bliver mor, er Kirsten i vildrede om sine følelser. Thomas har hun ganske vist altid haft en overfladisk fortrolighed med, men den er baseret på hemmelig viden, nemlig hans dobbeltliv som transvistit. Ægteskabet blev grundlagt på lidenskab, men ikke holdt ved lige. Så hvad gør man, når man ikke har skabt sine følelsesalliancer mens tid var? Måske kan hun stadig nå at redde stumperne? Men i så fald: Hvad skal hun så stille op med Gregers, som hun pludselig har kastet sin kærlighed på?

Da Kirsten besøger sin hemmelige elsker i hans lysthus, får han besøg af sin søn, der fortæller om de ægyptiske konger, som slettede deres forgængeres eftermæle. Pludselig bliver Kirsten ramt af længsel efter sin egen familie. Selvom hun elsker Gregers, indser hun, hvor hun hører til: “Mine Sortehuse er ikke blot et smukt lysthus, det er også et suspekt gemmested.”

Vibeke Marx gør det modsatte af de ægyptiske konger. Hun vedligeholder forgængerens eftermæle i hvert andet kapitel, hvor vi følger Agnes som barn, landmandskone og kranfører. Hele familiehistorien rulles op, fuld af tabuer, hemmeligheder og fortrængninger, følelser og anti-følelser, som danner to velskrevne og indsigtsfulde kvinde- og generationsportrætter.

Man kommer aldrig til at holde af den egoistiske Kirsten, og man spørger sig selv om hun for alvor vil genfinde sin familie, eller om hun bare ikke tør følge sine følelser og bryde ud. Den Nora-konflikt vil mange kunne spejle sig i, virkeligheden fornægter sig ikke.

Sortehusene føjer sig yderst overbevisende til så fine bøger som Kirsten Thorups Førkrigstid, Vibeke Vasbos Der mangler en sang om solsorten (og her må lige bemærkes at Vibeke Vasbo i det virkelige liv har været kranfører ligesom Agnes) og Inge Pedersens Til Amerika.

Vibeke Marx: Sortehusene. Roman. 262 sider, 299 kr. Modtryk.