Anmeldelse i Weekendavisen den 16. september 2011.
Far og søn. Jonas T. Bengtsson har skrevet et bevægende symbolsk og socialrealistisk eventyr.
Jonas T. Bengtsson demonstrerer allerede i første linje sin særegne tone, hvor de korte sætninger stresser os og varsler fremtidens fortræd for en lille dreng, tryg ved sin far, men utryg ved verden:
“Jeg er lige fyldt seks år da Olof Palme bliver skudt. Det er februar måned og meget koldt udenfor. Min far og jeg sidder i køkkenet, vi spiser rundstykker, jeg tegner. Vi hører det i radioen. Min far skruer op. Kvinden i radioen lyder som om det er vigtigt. En stor nyhed. Jeg jagter en birkesfrø hen over bordet med neglen. Så siger min far jeg skal tage mit tøj på. Jeg kan ikke finde mine sokker. Min far bukker sig ned og stikker mine nøgne fødder i gummistøvlerne.”
Fortælleren i Et eventyr bor hos sin far, der snyder lidt her, svindler lidt der, i rastløs nomadebevægelse fra hummer til hummer, by til by. Engang, forstår vi, var faren en talentfuld akademiker, men noget er gået galt. Nu holder han sin søn væk fra skolen og underviser ham selv i paratviden, sprog og filosofi. De fleste folk går blinde gennem verden, nægter at se det, som de ikke kan gribe fat i, lærer han sin søn. Bibelen siger at den der leder skal finde, men det er ikke sandt. Den der leder for meget, finder ikke noget som helst, siger han.
Faren lærer sin søn “at se uden at se” indtil drengen tror at han kan se engle. Han fortæller også en allegori om en konge og en prins, der har mistet deres hjem og nu drager ud i verden for at dræbe “den hvide dronning”, der har forblændet alle, undtagen kongen og prinsen, der er de eneste som stadig kan se verden som den er. Men de bliver jaget af dronningens håndlangere, “de hvide mænd” som ligner almindelige mennesker med ørnehoveder, løvehoveder og ulvehoveder.
Langsomt opdager vi, hvor porøs en psyke den opofrende far har. Det kan kun ende galt. Pludselig introduceres en idealistisk politiker ved navn Monika, kaldet Svenskeren, fordi hendes forældre er fra Sverige. Hende kan faren godt lide, og en dag i 1989 tager han sin søn med ind på Christiansborg, hvor Monika skal holde tale. Og så sker det voldsomme, abrubte gearskift: faren angriber politikeren med en kniv i ét kalejdoskopisk voldsbillede, hvor Palme-mordet fra indledningen kombineres med farens fantombillede af “den hvide dronning”.
Faren spærres inde i et psykiatrisk fængsel, og drengen bor nu hos moren og hendes nye familie. I 1996 bryder han op for at opsøge sin farmor og farfar på den lille ø, hvor slægten gennem generationer har boet i præstegården. Den ukendte farfar ligger for døden, men når lige at betro sit barnebarn, at han ikke behandlede hans far, sin egen søn, ordentligt.
Tre år efter, i 1999, skifter romanen spor. Nu har drengen taget ny identitet, og vi møder ham på falske papirer som den 21-årige halvtyrker Mehmet Faruk, natarbejder i postsorteringen og talentfuld kunstmaler. Kun sådan kan han leve i farens ånd, en fri eksistens. Han hutler han sig gennem formålsløse dage fulde af sprut og stoffer, og via en kollega møder han en sær eneboer, der holder til på et af byens hustage, de kalder ham Karlsson. Det kræver viljestyrke at synke højt, siger han, mens han udpeger de steder, han gerne vil bombe: Nationalbanken, Børsen, Folketinget.
I begyndelsen af Et eventyr cykler far og søn gennem byen, og faren spørger: “Hvad elsker du da, du besynderlige fremmede?”, og drengen svarer: “Jeg elsker skyerne. Skyerne som drager forbi. Dérude. De vidunderlige skyer!”
Charles Baudelaires smukke digt ‘Den Fremmede’ om manden, der hverken har forældre, søskende eller et fædreland at elske, og derfor kaster sin kærlighed på de drivende skyer, rummer dels essensen af forholdet mellem faren og sønnen, dels sønnens transformationer og romanens lyse slutning med håndslag til kunsten og det anti-konforme liv.
Mennsket kan vænne sig til næsten alt, det handler blot om at undslippe de hvide mænd, siger faren, da sønnen besøger ham i det psykiatriske fængsel. Til sidst får vi den dramatiske forløsning mellem de to i en drømmesekvens. Et eventyr er slut, et nyt kan begynde.
Man kan have visse indvendinger mod dette moderne storbyeventyrs symbolske behændighed, men eventyr er nu engang konstruktioner, der skal oplyse os om sandhed og essens. Jonas T. Bengtsson skriver stilsikkert med den barskhed og blidhed, som han grundlagde i debuten Aminas breve (2005) og foldede ud i fuld skala i Submarino (2007). Med den stærkt bevægende symbolske, psykologiske og socialrealistiske Et eventyr om den besynderlige fremmede, befæster han sin prosas særlige tone, som måske nok går hen over øret på nogen, men rammer mig rent.
Jonas T. Bengtsson: Et eventyr. 383 sider, ?? kr. Rosinante.