Den sorte albino

Artikel i Amnesty 3/2011, september 2011.

Journalist Mads Brügger foregiver at være forretningsmand og ambassadør da han rejser til Den Centralafrikanske Republik for at afsløre diplomaters handel med bloddiamanter. Hans nye film er en journalistisk bedrift og et post-kolonialistisk mareridt. Hvordan gør han? Hvordan tør han?

Hvis Congo var Mørkets Hjerte – som forfatteren Joseph Conrad kalder det i sin berømte roman af samme navn – så er Den Centralafrikanske Republik blindtarmen.

Det siger journalist Mads Brügger i sin nye opsigtsvækkende film, Ambassadøren, der snart kan ses i danske biografer og på de internationale festivaler for dokumentarfilm.

Og Mads Brügger ved hvad han taler om. Hans film fra den fhv. franske koloni, der er blandt verdens fattigste lande, afdækker nemlig historien om internationale fupdiplomaters lyssky og ulovlige handel med blood diamonds.

“Det begyndte da jeg engang i 2007 læste om et firma, der sælger diplomattitler. Hvad vil du være? Handelsattache? Generalkonsul? Ambassadør? Den slags titler er ret faktisk til salg på hjemmesiden diplomaticpassport.com, der drives fra Portugal af tre engelske brødre, der alle har en fortid i Royal Marie Commando,” fortæller Mads Brügger til Amnesty.

Filmen åbner med skjulte optagelser fra instruktørens besøg hos firmaet, der sælger – eller som de selv kalder det: mægler – diplomattitler til pengestærke business men. Mads Brügger foregiver at være sådan en forretningsmand med planer om at bygge en tændstikfabrik i Den Centralafrikanske Republik. Og hans business vil være noget nemmere, hvis han samtidig kan smykke sig med en titel som konsul eller ambassadør.

Colin Evans, der leder firmaet, kan godt fornemme et dobbeltspil, når han møder det. Men denne gang fornemmer han det forkerte dobbeltspil. Han ser en forretningsmand, der vil snyde et fattigt land i Afrika. Men Mads Brügger er en journalistisk fup-forretningsmand, der vil afække diplomatmæglernes salg af titler til fupdiplomater, som er ude efter bloddiamanter. De scener, hvor han med skjult kamera i knaphullet får Colin Evans til at tale over sig, er kostelige og uhyggelige: “Enten bliver du rig, ellers så ender du i en afrikansk grønt…”

En legeplads for lykkejægere
“Diplomater er en slags super-journalister. De kan komme ind alle steder, der er respekt om dem, og de har adgang til hjertet af magten. Men diplomatiet omfatter også et fedtlag af udenlandske forretningsfolk, der har købt sig til titler i fejlslagne afrikanske stater,” siger Mads Brügger, der selv søgte råd hos Afrika-eksperten Peter Thygesen, da han skulle beslutte, hvilket land han skulle gøre karriere i som fupdiplomat.

“At være udsendt som diplomat til Den Centralafrikanske Republik må føles som en straf. Det er et bizart og farverigt sted, men også et sted som de færreste har hørt om. Jeg rejste dertil i 2008 som en “business man” med officielle planer om at starte en tændstikfabrik i landet. Der indså jeg, at min film ikke bare skulle handle om forretningsmænd og fupdiplomater, men om fupdiplomater og bloddiamanter,” siger Mads Brügger.

Ambassadøren er historien om, hvordan man kan komme ind fra gaden og køber sig til en diplomattitel – i tilfældet Mads Brügger som konsul for Liberia i Den Centralafrikanske Republik. Med den i hånden, og med strategisk uddeling af “lykkens kuverter” proppet med kontanter, er landet en legeplads for grådige lykkejægere.

Men diplomat-mæglerne hører ikke til gods bedste børn, og ingen kan føle sig sikker i Den Centralafrikanske Republik, hvor en af Mads Brüggers kontakter – landets sikkerhedschef – en dags findes dræbt i en vejgrøft. Hvordan tør han arbejde under cover med risiko for at blive afsløret?

“Jeg fandt min beskyttelse i at stikke så meget ud som muligt. Jo mere excentrisk og bizar, jo bedre. Man slå ikke på tosser,” siger han. Og regner i øvrigt ikke med at Evans-brødrene vil komme efter ham, for de kan godt regne ud, at han har optagelser i baghånden, som de ikke ønsker at nogen skal se.

Men filmen er også historien om, hvordan den hvide mand opfatter den sorte, og vise verca:

“Afrikanerne forventer at enhver hvid mand i jakkesæt har mindst seks skjulte dagsordener. Deres fordomme om os er lige så stereotype som vores fordomme om dem, og jeg besluttede mig til at leve op til deres vildeste forventninger ved at klæde mig i kolonialistisk stil, og jeg har måttet love mindst to afrikanske ministre at sende dem et par ridestøvler som dem jeg går i,” siger instruktøren, der ikke er bleg for at bruge de mest simple racistiske klicheer i filmen.

Da han – som en del af sit cover up – skal ansætte folk til tændstikfabrikken, hyrer han pygmæer, fordi de er kendt for at have de bedste heksedoktorer, hvilket vil give en markedsfordel. Da han besøger deres landsby, har han sæbe og cigaretter med til dem, og da det viser sig at hele landsbyen er drukket skæve i billig vin, danser den elegant habitklædte Mads med dem i et grotesk tabernakel, hvorefter han siger: “Det er det NGO’erne ikke forstår. Man kan godt have sjov og fest i Afrika! Tak for dansen, wonderfull pygmæer!”

I filmens voice over, hvor Mads Brügger guider os igennem dobbeltspillet, siger han om sig selv, at han er hvid udenpå, men sort indeni, en sort albino.

Afrika-film på en ny måde
Der er med andre ord en dobbeltbundet ironi i filmens absurde rollespil, der både rummer nærvær og distance. Den er dramatisk og nervepirrende, grotesk og foruroligende, og på sin egen skæve facon er filmen også et portræt af en fejlslagen stat, som vi ikke ved meget om. Den Centralafrikanske Republik er ikke overraskende verdens måske mest underrapporterede land.

“Regeringen i hovedstaden Bangui er involveret i kriminalitet fra morgen til aften. EU har givet 5 mill. Euro i pension til landets soldater, men udenrigsministeren har proppet pengene i sin egen lomme, og hvis en journalist vover at skrive det, bliver han smidt i fængsel. Det korrupte land har krydset grænsen for legitime stater, og mange tror at det vil gå til grunde. Partis betragter landets rige undergrund som Frankrigs sparekasse, og kineserne prøver diskret at få deres del af ressourcerne. Den Centralafrikanske Republik er som en overflødig puslespilsbrik i det samlede billede,” siger Mads Brügger.

Han håber at filmen vil vække opmærksomhed om fupdiplomati og handel med de ulovlige diamanter, der hentes ud af konfliktområderne og sælges på det sorte marked. Men han vil også gerne give sit bidrag til vores billede af Afrika:

“Jeg har prøvet at lave en Afrika-dokumentar, som man rent faktisk kan holde ud at se. De fleste film gør os ufølsomme, fordi vi kun ser mennesker der sulter og dør. Mit håb er at bryde Afrika-dokumentaren som genre, og jeg håber at skabe en diskussion, der går længere end klicheen om, at det er synd for Afrika,” siger han.

Mads Brüggers ‘Ambassadøren’ er produceret af Zentropa. Premiere den 5. oktober 2011.