Kommentar i Weekendavisen den 29. april 2010.
Kommentar. Birthe Rønn Hornbech haster love igennem uden seriøse høringssvar.
På Folketingets hjemmeside kan man læse følgende: ”En del af lovgivningsprocessen går ud på, at organisationer og myndigheder m.fl. får mulighed for at kommentere nye lovforslag og sende deres bemærkninger til ministeren. Disse bemærkninger kaldes for høringssvar. Ministeren sender som regel høringssvarene til Folketinget, samme dag som ministeren fremsætter lovforslaget i Folketinget (…)”.
Man bemærker, at ministeren ”som regel” sender svarene til Folketinget samme dag, som det/de nye lovforslag fremsættes. Men ingen regel uden undtagelse: Den 24. marts 2010 modtog en række organisationer tre lovforslag med stramninger af udlændingeloven i høring fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech med besked om at fremsende svar inden d. 8. april. Men ikke desto mindre blev de tre lovforslag fremsat i Folketinget den 26. marts, altså kun to dage efter at de var sendt i høring og ca. to uger før fristen for indsendelse af høringssvar.
Problem nummer 1: Organisationerne fik ca. 14 dage til at kommentere 276 sider. Høringsperioden lå midt i påskeferien. Det er ikke acceptable arbejdsvilkår.
Problem nummer 2: Integrationsministeren fremsatte sine lovforslag uden at afvente høringssvarene. Dermed var Folketingets partier afskåret fra at få organisationernes høringssvar og de kommentarer til høringssvarene, som ministeren plejer at fremsende forud for folketingets førstebehandling af lovforslagene. Det er foragt for både høringsparterne og for partierne.
Problem nummer 3: Ved at afmontere høringssystemet og fremsætte lovforslag, der ikke er kommenteret af den uafhængige sagkundskab, øger integrationsministeren risikoen for lovsjusk. Det kan demokratiet og retssikkerheden naturligvis ikke være tjent med.
Birthe Rønn Hornbechs metode er klart problematisk, og det samme er hendes besynderlige foragt for kritikken. Da Institut for Menneskerettigheder højst usædvanligt meddelte at de ikke ville skrive høringssvar på de givne vilkår, sagde ministeren at instituttet ikke kan regne med at få indflydelse eftersom det er en politisk organisation, der afgiver politiske svar, hvilket nok har givet point hos Dansk Folkeparti, der jo gerne ser udlændingepolitiske stramninger uden indblanding fra folk, der tager menneskerettigheder alt for alvorligt.
Men selvom regeringens magtfulde støtteparti måtte være tilfreds, er Birthe Rønn Hornbechs udtalelser foruroligende af to grunde:
For det første er Institut for Menneskerettigheder ikke en politisk organisation, men et statsligt institiut der er nedsat i henhold til en lov fra 2002. Instituttet er med andre ord et organ, Folketinget selv har nedsat, og instituttets opgave er ifølge loven bl.a. at rådgive Folketinget og regeringen om Danmarks forpligtelser på menneskerettighedsområdet. Den rådgivning, der kan skabe bedre lovkvalitet og øget retssikkerhed, ønsker ministeren altså ikke at gøre brug af.
For det andet mener ministeren åbenbart ikke at de politiske organisationer skal have indflydelse på hendes lovforslag. Nu er Institut for Menneskerettigheder som sagt ikke en politisk organisation, men det er der så mange andre høringsparter der er, bl.a. de humanitære organisationer. Deres meninger ønsker ministeren altså ikke at lytte til.
Konklusionen er klar: Birthe Rønn Hornbech vil hverken lytte til Folketingets eget rådgivende institut af eksperter eller til de organisationer, der har særlig juridisk og faglig indsigt i udlændingeret m.m. For at forhindre dem i at gennemgå lovforslagene grundigt, fastsætter hun derfor en urimelig høringsfrist, siger ligeud at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt – og fremsætter i øvrigt lovforslagene uden at høringssvarene foreligger, hvilket også amputerer oppositionens mulighed for at vurdere forslagene kritisk. Dermed sker lovarbejdet ikke på et fuldt oplyst og belyst grundlag, og konsekvensen er, at lovene bliver hastet igennem uden seriøse høringssvar, der kunne have bidraget til en stærkere lovkvalitet og en mere solid retssikkerhed.
Naturligvis står Institut for Menneskerettigheder ikke alene med kritikken. Dansk Flygtningehjælp valgte at skrive et høringssvar, men beklagede den korte høringsfrist. I svaret til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skriver organisationen: ”Når der fastsættes så snævre høringsfrister og efterfølgende relativt kort tid til lovbehandlingen i Folketinget, er det yderst vanskeligt for høringsparterne at få gennemarbejdede bemærkninger frem til gavn for folketingets videre lovarbejde.” Det kan man kalde en diplomatisk kritik af arbejdsvilkår, der truer retssikkerheden for de mennesker, som lovstramningerne omfatter.
Kritikken af Birthe Rønn Hornbechs arrogante syn på Institut for Menneskerettigheder handler ikke om udlændingepolitik. Lovforslagenes indhold er sagen uvedkommende. Det her handler om et generelt problem i regeringen, hvilket Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum har dokumenteret i en undersøgelse, der viser at mange ministerier tilsyneladende opfatter høringsprocessen som ren pro forma.
Integrationsministeriet skraber bunden med ultrakorte høringsfrister, der kun kan føre til lemfældigt lovarbejde. Det er absurd, eftersom Birthe Rønn Hornbech selv dels engang var kendt for sine klare synspunkter om lovkvalitet og retssikkerhed, dels engang var en klar tilhænger af rimelige høringsfrister. Og for at det ikke skal være lyv, anbefaler Justitsministeriets vejledning om høringssvar frister på fire uger. Men nu synes holdningen at være denne: Når der alligevel på forhånd er aftalt et folketingsflertal for lovene, hvorfor så spilde tiden med at høre andres mening?
Med lovsjusk bliver land bygget.