Et kulturradikalt comeback

Bidrag til debatantologien ‘Friheden flyver’, redigeret af Dennis Nørmark, udgivet af tænketanken CEPOS, maj 2010:

Kulturradikalismen stod for frisind, åbenhed, frihed og for udfordringer af autoriteter og vanetænkning, kan det egentlig blive mere liberalt end det?

”Betragter du egentlig dig selv som borgerlig?”

Det var den daværende kommunikationschef for CEPOS, Kasper Elbjørn, der spurgte, og et kort øjeblik følte jeg mig hensat til en klassisk, folkelig forvekslingskomedie, for sådan havde ingen nogensinde opfattet mig før.

Jeg havde netop afsluttet et oplæg og en debat på CEPOS’ lille frokostuniversitet, vist nok det første møde af sin slags, engang i 2005. Få dage forinden havde jeg udgivet Tid til forundring. En debatbog om den borgerlige kulturkamp, og jeg havde med glæde sagt ja tak til at stikke hovedet i løvens gab ved debatarrangementet, hvor mange kommentatorer fra den borgerlige presse var mødt op for at nedbryde min pointe om, at vi har brug for en genoplivning af den tværgående kulturradikalisme som en moderne, humanistisk, frisindsbevægelse med internationalt udsyn og demokratisk overskud.

Sådan en bevægelse, sagde jeg, kunne mageligt lade sig inspirere af det motto, som den absolut ikke-kulturradikale borgerligt-liberale Jørgen Schleimann satte i Jyllands-Postens kolofon, da han i en meget kort periode var chefredaktør i 1991: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede. Det er – uden konkurrence – den mest kulturradikale sætning, der er skrevet på dansk.

I mange år havde jeg – ikke mindst som talsmand for Dansk Flygtningehjælp – været en af de stemmer, der brugte menneskerettigheder og humanitære konventioner som basis for politisk argumentation. Det var ikke noget, der normalt blev identificeret med nogen form for borgerlighed, tværtimod, og da Kasper Elbjørn spurgte til min selvopfattelse, var det første gang, at nogen havde anset det for en mulighed, at jeg kunne være andet end venstreorienteret eller radikal. Men om jeg anså mig selv for borgerlig? Nej, ved du nu hvad!

Når spørgsmålet er blevet ved med at spøge i mit baghoved, er det måske fordi, der er noget om snakken – men vel at mærke ikke ”borgerlig” i partipolitisk, konservativ forstand, ellers tak. Hvis jeg på nogen måde har en borgerlig eller liberal rem af huden, er det, fordi jeg nærer en sund mistillid til samfundssystemer, der ikke yder borgerne maksimal frihed og demokratisk medbestemmelse, og derfor kan jeg godt lide substansen i det, vi kan kalde den borgerlige humanisme – altså et ikke-socialistisk samfundssyn, der vedkender sig social ansvarlighed, solidaritet og sympati med dem, der ikke er som os selv – og ikke mindst det liberale frisind, der jo netop er baseret på retten til forskellighed i tanke, tro og hverdagsliv. Så hvor er det dog en skam, at nutidens borgerlige og liberale ledere er så fatalt elendige til at forvalte disse politiske, menneskelige og intellektuelle nødvendigheder.

Ikke uventet kom arrangementet i CEPOS meget til at handle om de seneste tyve års mest omdiskuterede politikemne: asylsøgere, flygtninge og indvandrere. Og selvom jeg gennem år og dag har oplevet lidt af hvert i dén debat, blev jeg ret forbløffet over, hvad jeg måtte høre. F.eks. sagde professor Bent Jensen, at man jo ikke kunne sige noget kritisk om indvandringen uden at blive kaldt ”svin, svinehund og racist”, og Claes Kastholm Hansen mente, at de kulturradikale havde sværtet deres meningsmodstandere ved at kalde dem ”kryptonazister”.

Jeg måtte melde hus forbi. Jeg har aldrig omtalt nogen som nazist med mindre de var det, – til gengæld har folk fra Dansk Folkeparti hyppigt sat lighedstegn mellem islam og nazisme – og svinehunden har jeg aldrig brugt som metafor, hverken den indre eller den ydre. Men jeg skulle nu åbenbart drages til ansvar for, hvad enhver socialdemokrat måtte have sagt tilbage i de tidlige firsere. Efter bedste evne forsøgte jeg at glide af på den retoriske stråmand, idet jeg medgav, at den politiske debat utvivlsomt havde været præget af overdrevne tolerancehensyn og berøringsangst engang – samtidig med at den blev vredet ud af proportioner af Fremskridtspartiets fremmedfjendskhed, som jo vitterlig var racistisk .

Jeg mindede om, at den polariserede debat fra firserne var gået ind i en helt ny fase i begyndelsen af halvfemserne. Den politiske virkelighed ændrede karakter med den chokerende krig i det daværende Jugoslavien, som gjorde Europa til hjemsted for folkemord og etniske fordrivelser, og Danmark til en del af flygtningenes nærområde. Under ledelse af den daværende borgerlige regering gav Danmark derfor midlertidig opholdstilladelse til ca. 17.000 krigsflygtninge i to år, men da krigstilstanden kun var forværret i 1994, valgte folketinget at åbne muligheden for at konvertere den midlertidige beskyttelse til egentlig opholdstilladelse, sådan som man havde stillet flygtningene i udsigt. Det var udsigtsløst at fastholde asylansøgerne i en midlertidighed, og på anbefaling af FN’s højkommissariat for flygtninge gik den individuelle sagsbehandling i gang. Som sagerne stod, var bosnierne berettiget til at blive. Den ændring skulle administreres af Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og Birte Weiss som indenrigsminister, efter den borgerlige regering var gået af efter blamagen med den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager. Hvad der dermed kom til at ligne et socialdemokratisk forsøg på at åbne grænserne, var i virkeligheden en logisk konsekvens af en lov, som de borgerlige stod bag.

Men denne beskyttelse af de bosniske muslimer skulle komme til at skille vandene, og under indtryk af asylkonflikten opstod Dansk Folkeparti. Partiet placerede sig effektivt i det flygtningepolitiske vakuum, godt og gavmildt hjulpet på vej af Ekstra Bladet, der under ledelse af Claes Kastholm Hansen lancerede et par aggressive kampagner om ”de fremmede”. Hermed blev, hvad vi kan kalde den kulturradikale dominans i dansk udlændingedebat, for alvor overhalet og gjort tavs af den nye danskhedsdagsorden, som senere skulle udmønte sig i den nationalkonservative kulturkanon og den borgerlige værdikamp, der fik sit prædikat i 2003, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview med Weekendavisen påpegede, at den vigtigste debat at vinde er den, der handler om værdierne.

Anders Fogh Rasmussen havde indlysende ret. Den, der har indflydelse på folks langstrakte holdninger og ikke kun deres akutte synspunkter, har fat i den lange ende. Det er jo netop også derfor, at den reelle kamp imod terrorisme ikke handler om hårde magtmidler, men om at skabe demokratiske sindelag. Som f.eks. den fhv. operative chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, har udtrykt det: Kampen står om hjerner og hjerter.

Min pointe fra debatbogen om den borgerlige kulturkamp står ved magt og er så aktuel som nogensinde: Danmark har brug for en revitalisering af den kulturradikalisme, der i 20’erne og 30’erne satte en ny dagsorden for kunst, kultur, social bevidsthed og politik. Eller endnu bedre, vi har brug for et moderne gennembrud a la det, som enmandshæren Georg Brandes stod for i 1870’erne.

Kulturradikalismen bliver i dag nemt bortdømt som en smagsdommerideologi, der ville opdrage folket til at sidde i de rigtige møbler, læse de rigtige bøger, lytte til den rigtige musik og lade sig oplyse af de rigtige lamper. Men fremtidens ”kulturradikalisme” skal en helt anden vej. Folk må for min skyld hjertens gerne dyrke deres dårlige smag, de må gerne se realitysoaps døgnet rundt, surfe porno, spille poker på nettet og læse den nyeste fladskærmstest i B.T. Men det betyder ikke at de kvalitetsløse medier skal gå ram forbi i kulturkritikken.

De seneste år har politikerne sat sig stadig tungere på borgernes livsførelse – senest mente undervisningsminister Bertel Haarder, at uddannelsesinstitutionerne skal vække de dovne elever med sms-beskeder, så de kunne komme op om morgenen. Hvor kom den idé pludselig fra? Bertel Haarder – dette ærkeliberale menneske – har ellers altid afvist at mene noget om, hvordan den enkelte skal leve sit liv. Han ville som integrationsminister ikke tage sig af tørklæder, badeforhæng og frokostordninger, det måtte man finde ud af lokalt på de enkelte institutioner, men pludselig vil han bestemme, hvordan unge mennesker skal vækkes om morgenen. Hvad bliver det næste?

Rygeloven var det måske mest synlige og mest omdiskuterede eksempel på det offentliges magt over den enkelte borgers vaner. Mange har – med rette – opfattet den som en frihedskrænkelse og som et indgreb i den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Men rygeloven giver trods alt god mening, fordi folkesundheden er et kollektivt ansvar, og fordi rygernes røg også var ikke-rygernes problem. Rygning er – og vil sikkert være det ud i en overskuelig fremtid – stadig en privat sag for den enkelte, og det er svært at forestille sig, at det definitive rygeforbud vil komme med samme hast og nemme integration som forbuddet mod rygning på restauranter m.m. Men hvor der ryges, er som bekendt en social sag, og her har politikerne valgt at bruge loven som magtmiddel for at gennemtvinge en adfærdsændring.

Men mens man kan gennemføre en begrænsning i borgernes mulighed for at ryge og dermed ændre deres rygeadfærd, kan man ikke gennemføre en begrænsning i deres mulighed for at tænke selvstændigt. Derfor rummer ”kulturkampe” deres egen logik, for oppositionens argumenter og værdier vil altid være tilgængelige i et eller andet omfang. Derfor er kulturkamp nedefra altid mere relevant end kulturkamp oppefra.

De værdikampagner, som regeringer sætter i værk, kalder naturligvis på borgernes sunde skepsis, og derfor forblev daværende kulturminister Brian Mikkelsens danske genopdragelsesprojekt udi kulturel rodbevidsthed, den nationale kulturkanon, da også mest en overflødig selskabsleg, som mange mødte med overbærende ironi, selvom den var udtryk for et klassisk forsøg på at bruge kulturpolitikken som et værdipolitisk styringsinstrument.

At skabe viden om og tilgængelighed til de vigtigste danske kulturværker er en indlysende god idé, men at gøre det med en kultur- og værdipolitisk bagtanke, der skulle manifestere danskhed over for islam, er naturligvis et politisk projekt, som ikke kan have folkelig opbakning, uanset hvor meget det lanceres som en folkegave. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad daværende kulturminister egentlig ønskede at opnå med sine kulturkanoner, så kan svaret findes i hans bundærlige tale til det konservative landsmøde i september 2005, hvor han sagde, at kanonerne skulle bruges mod muslimer med middelalderlige normer, og at kulturel oprustning er det bedste middel mod åndelig formørkelse.

Debatten om kulturkanonerne viser, at kulturkamp ikke føres godt fra et ministerkontor. Det forstår Brian Mikkelsens efterfølger, den anonyme Carina Christensen til fulde, og hun har valgt at administrere kulturlivet uden at trætte offentligheden med holdningskampagner eller politiske fremstød af ideologisk karakter. Da hun i sommeren 2009 blev angrebet af Pia Kjærsgaard for at være for usynlig og for ikke at føre regeringens kulturkamp videre, svarede hun, at det ikke var hendes opgave at provokere, men kunstnernes. Det er jo så sandt som det er sagt, rent bortset fra at det er et noget bedaget kunstnersyn, som mange udøvende kunstnere også reagerede på med en vis træthed.

Carina Christensen sagde også, at hun står vagt om det kulturpolitiske armslængdeprincip, som Dansk Folkeparti aldrig har respekteret i deres udtalelser, og da Dansk Folkepartis Martin Henriksen i september 2009 stillede spørgsmålstegn ved om det Det Kongelige Teater burde spille noget så politisk og kritisk som Christian Lollikes Fremtidens historie, der bl.a. sætter asylpolitikken til debat, bed Carina Christensen ikke på. Hun havde sagt, hvad der skulle siges om armslængdeprincippet, så hun holdt sin mund, hvilket hendes forgænger næppe ville have magtet, og med den besindighed viste hun sig som en kulturminister, der kunne mande sig op over for Dansk Folkeparti i modsætning til Brian Mikkelsen, der altid tog det standpunkt, som Pia Kjærsgaard forventede af ham.

Moderne kulturradikale mærkesager

I sommeren og efteråret 2009 tog kulturminister Carina Christensen så hul på sit kulturpolitiske projekt, der bl.a. havde begrebet ”dannelse og dansk kultur” som et signaturbegreb, og det lyder unægtelig som gammel vin på nye flasker. Men vinen var åbenbart ikke helt gammel nok, for Carina Christensen ville længere tilbage end som så – helt tilbage til tiden før den danske kultur og dannelse opstod, ja længere tilbage end til de uomgængelige kulturminder, som Brian Mikkelsen indskrev i de nationale kanoner. Kulturministerens næste udspil handlede nemlig om en massiv restaurering af danske oldtidsmindesmærker.

Socialdemokraternes Mogens Jensen mente, at det var en våd klud i ansigtet på de kunstnere og kunstinstitutioner, der netop havde fået tilføjet et kæmpe hul i budgetterne fordi regeringens og Dansk Folkepartis skattelettelser bl.a. skulle finansieres ved en fastfrysning af erhvervsstøtteordningen frem til 2015 – og dermed røg så en masse støtte til teatre og spillesteder. Når man samtidig tænker på, at regeringen kun viser ligegyldighed over for kommunalreformens udsultning af biblioteker og i øvrigt kun ønsker at hjælpe de kunstnere, der kan støtte dansk kultureksport og dermed branding af Danmark i udlandet, har Mogens Jensen fat i noget.

Men Carina Christensen har også en pointe. Det er en vaskeægte skandale, at danske oldtidsmindesmærker har fået lov at forvitre, og jeg kan ikke bebrejde ministeren, at hun gerne vil gøre nytte på dette område. Det er markant vigtigere og hundred gange mere visionært end at lave lister over vigtige kunstværker, og når man engang i fremtiden vil gøre status over Det Konservative Folkepartis indsats i Kulturministeriet siden 2001, bør anonyme Carina blive rost for sin stærkt tiltrængte tavshed i debatten og evnen til at ignorere Pia Kjærsgaard, – nedskæringerne er jo ikke hendes ønske, men noget, hun er sat til at administrere – mens opmærksomhedssyge Brian bør kritiseres for at være et kulturkonservativt halehæng til Dansk Folkeparti.

Men hvis ikke Danmark – uanset kulturministeren – får genetableret en ny, stærk kulturstøtte, når fastfrysningerne udløber i 2015, vil De Konservative blive husket som det parti, der gennem værdidebat om rødder, historie og danskhed, nationale kanoner og støtte til fortidsminder fik forvandlet Kulturministeriet til Kulturarvsministeriet. Kulturkonservatisme a la Dansk Folkeparti, med andre ord.

Jeg ønsker ikke en kulturkamp, der har politisk holdningsopdragelse som sin metode – hverken en kulturradikal eller en kulturkonservativ. Kampen om hjerner og hjerter må føres gennem et opgør med de magtfulde krav om kulturel ensretning, for de udgør en autoritær trussel mod det åbne samfund og retten til forskellighed inden for demokratiets vide rammer. Når jeg taler om en ny kulturradikalisme, tænker jeg altså ikke på opdragelse i god smag og kulturel kvalitet, men på en ny, humanistisk demokratibevægelse, der udfordrer og går på tværs af ideologierne i partierne.

Vi har brug for et rationelt og tværpolitisk tilhørssted, der dels kan rumme uenigheder, dels gøre op med vaneforestillingen om, at vi alene besidder nogle særlige værdier, der er unikt danske, som f.eks. ligestilling og tolerance.

Danmark mangler en tværgående politisk bevægelse, der repræsenterer det samme, som Elias Bredsdorff efterlyste i sin berømte kronik om kulturradikalismen i 1955: ”Der er brug for åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klicheerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne. Der er brug for en etik, som er fragjort af kirken og den konservative konvention.”

Endnu bedre blev det faktisk formuleret af litteraturprofessor Johan Fjord Jensen, der talte om kulturradikalismen som en holdning til ”de andre”, en humanitet, en social bevidsthed, en kamp for menneskerettighederne, for de underkuedes ret, en erkendelse af, at medmennesket er en livsbetingelse.

På samme måde, har vi i dag brug for en strømning, der gør op med den kulturkonservative og nationalbegejstrede magt, som især Dansk Folkeparti står for. Om sådan en bevægelse kaldes ”kulturradikal”, er naturligvis fløjtende ligegyldigt, men da kulturradikalismen i sin tid opstod, udmærkede den sig ved at tiltrække mennesker på tværs af de traditionelle partiskel, fra kommunister til konservative, der fra hver deres politiske ståsteder søgte et kulturpolitisk råderum som først og fremmest var frit. Det er der naturligvis en demokratisk bonuseffekt i, fordi demokrati er andet og mere end flertallets ret i folketingets stemmeoptælling. Men for min skyld kan vi også bruge det prædikat, som Anders Fogh Rasmussen forsøgte at smykke sit eget eftermæle med, nemlig ”socialliberal”.

Det ”kulturradikale” dilemma er simpelt at formulere og kompliceret – umuligt, nærmere – at løse: Hvordan kan man gå ind for ytringsfrihed og religionskritik på den ene side og være fortalere for tolerance på den anden side? Dilemmaet udsprang i fuld figur under Muhammed-krisen, hvor mange mere eller mindre forgæves måtte balancere de to værdier – ytringsfrihed og tolerance – over for hinanden.

En moderne ”kulturradikal” bevægelse bør stadig være kritisk af natur og belastet med en social bevidsthed. Den enkeltes frihed og retten til forskellighed er fuldkommen vital – men naturligvis i en (kontradiktorisk) blanding med det fællesskabshensyn, som bl.a. kommer til udtryk i rygeloven.

Fremtidens kulturradikale mærkesager hviler på den klassiske tradition for samfundskritik, nemlig:

Demokrati
Grundloven er ikke tidssvarende. Der er brug for en revision eller ajourføring, der fremtidssikrer det danske demokrati som en moderne styreform, der er baseret på de internationale menneskerettighedserklæringer. Man kunne begynde med at skrive kongen ud af grundloven i de vitale afsnit om landets ledelse.

Ytringsfrihed
Det er nemt at give taletid til dem, man er enig med. Kunsten er at beskytte ytringsfriheden for dem, der mener det modsatte. Desværre lægger Dansk Folkeparti i dag et ikke ubetydeligt pres på meningsdannere, som ikke mener det samme som dem selv, f.eks. Hans Jørgen Bonnichsen og Bashy Qurashy. Tiden er inde til at afskaffe de paragraffer, der bremser frie ord (også frie, forfærdelige ord), og vi skal imødegå fjendtlige holdninger med stærke argumenter, ikke med forbud.

Krigskritik
Danmark skal påtage sig internationalt medansvar. Men Danmark skal ikke én gang til gå blindt ind i en krig på falsk grundlag som naivt-loyalt halehæng til USA. Og Danmark skal ikke én gang til lade sig lokke til at understøtte de amerikanske menneskerettighedskrænkelser, illegale fangetransporter og brug af tortur.

Integration
Integration forveksles hyppigt med betingelsesløs fordanskning, og f.eks. Søren Pind fra Venstre har krævet assimilation frem for integration. Vi har brug for at forene divergerende livsvaner i en kultur med delmængder og fællesmængder, fordi intet menneske kan frigøre sig fra sine egne rødder og overtage andres.

Menneskerettigheder
De mangler basale menneskerettigheder ude i verden, mens vi har vores på det tørre – sådan plejer vi at se på det. Men terrortruslen har medført en række metoder til borgerovervågninger, ytringsfrihedsbegrænsninger og administrative udvisninger m.m., som presser de basale borgerrettigheder i retsstaten.

Religionskritik
Muhammed må lære at leve med det. Religionskritikken er en væsentlig del af det sekulære demokrati. Samtidig må også de kristne acceptere, at der er en ateistisk samfunds- og religionskritik, der betakker sig for religiøs indblanding i stort og småt. En adskillelse af stat og kirke bliver et dominerende emne i fremtidens debat. Det samme gør kampen imod de lande, der via Organisationen af Islamiske Stater (OIC) forsøger at få FN til at gøre religionskritik ulovlig.

Asylansvar
Danmark bør, kan og skal yde beskyttelse til flere af verdens asylsøgere. Særligt skal vi forbedre vilkårene for asylbørn, og vi skal ikke gennemtrumfe tvangsudsendelser af afviste asylansøgere til usikre områder, som FN decideret fraråder tilbagesendelse til. Flygtningenævnet skal restruktureres til større uafhængighed.

Kulturpolitik
”Den, der betaler orkesteret, bestemmer musikken”. Sådan har Dansk Folkeparti sagt om Danmarks Radio, ligesom partiets kulturordfører og formand for Folketingets Kulturudvalg har sagt, at politikerne bør rykke tættere på f.eks. Det Kongelige Teaters repertoireplaner. Fingrene væk fra kulturens indhold!

Ligestilling
Der er ikke reel ligestilling i Danmark. Og frigørelse af kvinder handler ikke kun om burkaer og tørklæder. Danske kvinder har et lønefterslæb, der er ikke lige løn for lige arbejde. Kvinderne er underrepræsenteret i direktioner og bestyrelser. Og unge piger (og drenge) lider under et forkvaklet syn på kroppen fra reklameindustrien.

Klimaansvar
PH, den kulturradikale frontfigur og en af brandesianismens vigtigste efterfølgere, foragtede naturen og ville have alt det grønne lavet om til byggepladser for fremskridtets skyld. I dag bør den kulturradikale samfundskritik også handle om at skabe en bæredygtig livsstil, der begrænser nedslidningen af det globale klima.

Social samvittighed
Klassisk kulturradikalisme er ”belastet” med en social samvittighed, men i mange år har de kulturradikale måske interesseret sig mere for ”de fremmedes” sociale virkelighed end for danskernes. Det er en fejl. Den sociale samvittighed på de svages vegne er ikke en mærkesag, som Dansk Folkeparti skal være ene om.

Og så kan man for nemheds skyld samle alle de kulturradikale mærkesager, som bør kunne forene både borgerlig og socialistisk humanisme, til ét eneste punkt: Dansk Folkeparti. Én ny kulturkritisk strømning skal udfordre nationalkonservatismen og danskhedsdogmet i det parti, der kun værner om ytringsfriheden, når den kan bruges mod muslimer, det parti, der sidder i partigruppe i EU-parlamentet med nogle af de værste højreradikale banditter, fordi de moderate borgerlige ikke ville vide af dem.

Men selvom Dansk Folkeparti er den kulturradikale traditions veldefinerede modpol, har partiet også den mest profilerede (og dermed forudsigelige) og 100 % urokkelige position i den danske politiske debat. Partiet er som bekendt elitestyret og uden indre opposition, og med dets stigende indflydelse på regeringspartierne samler interessen sig derfor i særlig grad om den del af det borgerlige Danmark, der synes at være uden forsvarsværn over for Dansk Folkeparti, nemlig Lene Espersens Det Konservative Folkeparti.

De Konservatives politiske dobbeltkontrakt

De Konservatives kultur- og værdipolitik har i årevis været deponeret godt og grundigt i de dybe danske lommer hos Dansk Folkeparti. Med Brian Mikkelsen som kulturminister og justitsminister og med Lene Espersen som partiformand har De Konservative udviklet sig til at være et halehæng til Pia Kjærsgaard.

Efter både Gitte Seeberg og Pia Christmas-Møller forlod partiet, er det tilsyneladende også uden en synlig indre værdipolitisk opposition, hvilket er det værste et parti kan være (for Connie Hedegaard siger intet, der ikke har med klima at gøre, og Per Stig Møller har nok at gøre med at være udenrigsminister). Da Brian Mikkelsen i sommeren 2009 igen-igen talte Pia Kjærsgaard efter munden og støttede ideen om ministerposter til Dansk Folkeparti, var det en ukendt – men måske repræsentativ – stemme for baglandet, der sagde fra. René Offersen, formand for De Konservative i København, sagde: ”Morten Messerschmidt er dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Hos K ville en sådan politisk straffelovsovertrædelse være afslutningen på den mest lovende karriere … For mange konservative er det hjerteblod, at K ikke bevæger sig mod DF i udlændingesagen … Der er sket meget siden Schlüter meldte ud, at han ville gå, hvis Glistrup blev medlem af folketingsgruppen…”

Med Naser Khader som ny værdipolitisk frontfigur har De Konservative skærpet politikken over for den antidemokratiske islamisme, som alle retsindige må opfatte som en politisk hovedfjende. Men når den overordnede debat om værdierne bliver til et spørgsmål om 50-70 kvinders påklædning, holder det hele op med at være en kamp om politik og begynder at blive en kamp om symboler. Hvis Danmark skal være et samfund, hvor politikerne bestemmer, hvordan mennesker skal gå klædt, holder vi op med at være et åbent samfund med plads til forskellighed, og så har vi ingen borgerlig humanisme tilbage i dansk politik.

Når et land og et folk bilder sig selv ind, at enhver politisk debat og enhver forskel i livsførelse er en kamp om værdier, breder der sig med det samme en frygt for, at værdierne er truede. Konsekvensen er, at der tales endnu mere begejstret og bekymret om værdierne, hvilket fører til en ekspansion af disse værdiers råderum – på bekostning af forskellighederne i samfundet.

På den måde bliver værdidebatten sin egen værste fjende. Se bare, hvordan det er gået den klassiske værdi ”tolerance”, efter den er blevet udsat for værdidebattens forøgede opmærksomhed: Tolerance er i dag noget, som alle påberåber sig, også de som håndhæver intolerante holdninger.

Det Konservative Folkepartis værdipolitiske fremstød i sensommeren 2009 var et perfekt eksempel på, hvordan man kan tale kærligt og respektfuldt om frisind som en dansk og konservativ værdi, samtidig med at man foreslår en intolerant politik. De Konservative krævede tre ting , som på ingen måde kan harmonere med deres selvprædikat som ”frisindede” og ”tolerante”:

• Øget kontrol med muslimske friskoler, som nærmest blev beskyldt for at være udklækningsanstalter for terrorister – uagtet de i forvejen er under tilsyn, lever op til friskolens krav, høster gode karakterer og beskæftiger en lang række danske uddannede seminarielærere.

• Forbud mod bederum på danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner, fordi der er grænser for, hvor meget vi skal tilpasse os muslimerne – uagtet at ingen virksomheder menes at have bederum! Hermed begik partiet samme brøler, som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der engang i slutningen af 90’erne også mente, at vi skulle trække grænsen for bederum, hvorefter arbejdsgiverorganisationerne måtte melde, at de intet kendte til den slags, og at det ikke var et problem i det omfang, det måtte findes.

• Totalforbud for burkaen for at skabe ligestilling for de burka-klædte kvinder, som man må antage er undertrykte i et eller andet omfang – uagtet at adskillige blandt de relativt få burka-klædte kvinder i landet er danske konvertitter, der selv har truffet beslutningerne om deres eget livs udformning. Som bekendt endte kravet med en bovlam landing, hvor regeringen udsendte en form for bandbulle mod burkaen, hvis lige næppe er kendt mage, men dog afstod fra at forsøge et forbud. De Konservative udlagde nederlaget som en stor sejr, og man mindedes Komiske Ali, der nægtede at fjenden stod i landet, mens bomberne føg ham om ørerne.

At kalde sig selv frisindet og tolerant samtidig med at man kræver regler, der – hvis de bliver realiseret – vil være udtryk for en regulær intolerant og totalitær statsindblanding i borgernes privatliv, er et forsøg på at binde vælgerne en politisk dobbeltkontrakt på ærmet. Men det er for gennemskueligt. Man bliver ikke frisindet og tolerant ved at påstå, at man er det, når ens handlinger samtidig trækker i den modsatte retning, og debatten om det konservative burka-forbud viste også, at partiet måske nok havde mange vælgeres opbakning, men hverken høstede politisk ros eller forståelse andre steder end hos Dansk Folkeparti.

At klæde sig som man vil er en del af den personlige frihed, en slags kroppens ytringsfrihed, og ikke noget, politikerne bør blande sig i. Men ikke desto mindre bliver den slags formalistiske krav fremstillet af et parti, der burde forsvare frihedsrettighederne frem for frihedsbegrænsningerne, der fjerner partiet fra det (kulturradikale!) frisind, som de ellers påberåber sig.

Hvis De Konservative ønskede at gøre en indsats for at stoppe kvindeundertrykkelse, burde de ikke nøjes med at drage omsorg for få burka-kvinder. Det vil være meget mere relevant og effektivt at beskytte de unge piger, der i dag tvinges til at adoptere det sygdomsfremkaldende og forkvaklede billede af kvindekroppen, som reklamebranchen trækker ned over os alle. Senest er det internationale popikon Victoria Beckham brugt som model til en undertøjsreklame, hvor man har en stærk formodning om, at hendes krop var retoucheret tyndere og mere elegant i linjerne. Hun lignede en blanding af en mynde, en panter og en gazelle, alt andet end en kvinde midt i 30’erne, der har født tre børn. Den slags forfalskninger af kvindekroppen gør tusindvis af kvinder syge i krop og sind, og tiden er inde til at diskutere den kommercielle ytringsfriheds amoral. Hvorfor kræver De Konservative ikke, at der bliver skredet ind over for den slags budskabers kvindeundertrykkelse? Og hvordan kan vi leve med en reklameindustri, der systematisk gør unge piger fortræd?

De Konservatives frisind er en fiktion, mens partiets forsøg på at indgå en dobbeltkontrakt med vælgerne er en realitet. Her er det atter tid til at citere Jørgen Schleimann: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede. Og det er tid til at bemærke, at citatet ikke nøjes med at sige, at frisind er andet end frisind blandt ligesindede, nej det er andet – og mere. Heri ligger et markant signal om, at frisind kræver noget af den frisindede, ligesom tolerance gør, og ligesom fuld respekt for ytringsfrihed gør. Disse dybe værdibegreber i den dansk-humanistiske kultur – frisind, tolerance og ytringsfrihed – er jo intet værd, hvis ikke de deles med de mennesker, der lever på en anden måde og mener noget andet, end vi selv gør.

Men – kan man så indvende – skal vi bare praktisere en tossegod tolerance, der ikke stiller krav til f.eks. muslimer om at respektere ligestilling? Kan vi ikke blive så tolerante, at vi accepterer de intolerante? Eller med den fedeste af alle klicheer: ”Hvis alt er lige gyldigt, bliver alt jo ligegyldigt?”

Det er tolerancens indbyggede paradoks, at den kan fremme intolerancen, det er ytringsfrihedens paradoks, at den kan benyttes til at fremme antidemokratiske holdninger. Og jo: tolerancen har en grænse. Der findes en skillelinje for, hvad vi kan acceptere af kulturelle traditioner, og den går ved det fysiske overgreb i form at pigeomskæringer eller ære-skam-relateret vold osv. Men at flå burkaen af nogle få kvinder, det er ikke i overensstemmelse med frisind og respekten for den livsførelse, der er fremmed for os selv. Det er derimod nøjagtig så intolerant som forsøgene på at tvangsfordanske de 22 grønlandske børn, som i 50’erne blev fjernet fra deres hjem og sendt til Danmark for at blive transformeret til udviklede medlemmer af velfærdsstaten.

Et borgerligt oprør?

I Tid til forundring. En debatbog om den borgerlige kulturkamp (2005) efterlyste jeg et opgør med Dansk Folkeparti og regeringens danskhedspolitik, men vel at mærke et opgør fra centrum-højre. De reelt humanistisk borgerlige og frisindede liberale måtte være ubekvemme ved den kulturkonservative politik, og en revitalisering af god, tolerant og humanistisk kulturradikalisme burde derfor komme fra – de borgerlige.

Et par år senere kom så det efterlyste opgør i form af Ny Alliance. Nok-er-nok, sagde Gitte Seeberg ved partiets lancering, med direkte adresse til Dansk Folkeparti, og substantielle dele af centrum-højre-Danmark reagerede med stor sympati for Ny Alliances projekt. At det borgerlige opgør med danskhedspolitikken ikke blev til noget for alvor skyldtes som bekendt ikke, at sympatien med de værdipolitiske signaler forsvandt, men at det nystiftede parti ikke havde styr på sig selv, sin politik og sine folketingskandidater. Da Ny Alliance gik op i limningen, forsvandt det borgerlige opgør for denne gang. Men hvor længe kan Venstre og De Konservative holde til at være støtteregering for Dansk Folkeparti?

I august 2009 ryddede politiet Brorsons Kirke på Nørrebro for de afviste irakiske asylsøgere, som var flyttet ind for at forhale eller undgå tvangshjemsendelse. Ifølge meningsmålinger bakkede 60 % af danskerne rydningen op, hvilket fremprovokerede en interessant reaktion fra forfatteren Benny Andersen. I et indlæg i dagbladet Information skrev han, at han gennem mange år har haft ry som en ”folkelig” forfatter, men at han nu gerne vil frasige sig dette prædikat. Han ville ikke mere være ”folkelig”, når folket bakkede tvangshjemsendelserne af de irakiske asylsøgere op. I stedet ville han nu gerne kaldes en ”mellemfolkelig” forfatter.

Samtidig med Benny Andersens symbolske skilsmisse fra folket tog en række andre kulturfolk og forfattere også til orde mod Dansk Folkeparti og regeringen, sådan som det er sket med jævne mellemrum i åbne breve, manifester og fællesunderskrifter blandt intellektuelle gennem de senere år. I Information gik Carsten Jensen og Niels Barfoed voldsomt i rette med regeringen om rydningen af Brorsons Kirke. Deres kolleger Iselin C. Hermann og Janne Teller gjorde det samme i Politiken, hvor også Rune Engelbreth Larsen, Flemming Chr. Nielsen og Malene Fenger-Grøndahl skrev en kronik, der indvarslede en slags folkebevægelse mod Dansk Folkeparti. Men en sporadisk flok af regeringskritiske, venstreorienterede og kulturradikale forfattere udgør ikke nogen trussel for Dansk Folkeparti, der bliver flittigt understøttet af især Morgenavisen Jyllands-Posten og Trykkefrihedsselskabet, der officielt er en ytringsfrihedsforening, men mest virker som en islamkritisk organisation med stærke relationer til partiet.

Derfor er det store spørgsmål, om der findes debattører med borgerlige rødder, som vil tage nogle ”kulturradikale” mærkesager på sig. Sagen er jo, at kulturradikalismen ikke er venstreorienteret, men fællesskabsorienteret, humanistisk og tværgående. Dens venstreorienterede ry stammer dels fra de kulturradikales evige kritik af den småborgerlige kultur, dels af det faktum, at mange fra den kulturradikale bevægelse tog skridtet ind i kommunismen som en følge af deres antinazisme og antifascisme – uden at opdage kommunismens enorme forbrydelser. Det eklatante udenrigspolitiske fejljugement er en historisk kendsgerning, men bør ikke forhindre en ny fase af kulturradikalismen som en samfunds- og kulturkritisk strømning forankret i menneskerettigheder, frisind og en humanisme, der forener mennesker på tværs af partiskel.

I dansk politik nu til dags er der tankevækkende nok mange kulturradikale afsmitninger på kryds og tværs af partierne, slet og ret fordi Danmark er en kulturradikal nation, om den vil være ved det eller ej (bl.a. erkendt af Bertel Haarder engang), og hvad endnu mere tankevækkende er: Hele skalaen af politiske partier er repræsenteret med forskellige former for kulturradikalt arvegods – også Dansk Folkeparti, der gennem deres fundamentalistiske antiislam repræsenterer en massiv, men meget smal og selekteret, form for religionskritik. Det er denne manifestiation mod islam, som venstrefløjen forsøger at kopiere, – dansk politik er jo i høj grad et spørgsmål om at kopiere fjenden – hvilket bl.a. kommer til udtryk i Villy Søvndals skærpede retorik over for bl.a. Hizb ut-Tahrir.

Et kulturradikalt fremtidsprojekt møder naturligvis stærk modstand i det solide tag, som Dansk Folkeparti har i brede dele af befolkningen – fra deres kernevælgere til mange politiske kommentatorer i den borgerlige presse. Så hvem er fremtidens ”kulturradikale” meningsdannere, og i hvilke borgerlige hjørner vil det være muligt at vinde sympati? Flemming Chr. Nielsen – den ene af forfatterne til oprørskronikken mod Dansk Folkeparti – er en klassisk borgerlig, fhv. lederskribent på Jyllands-Posten. En anden borgerlig-liberal humanist, der ikke vil være en del af den snævre danskhedspolitik, er naturligvis Uffe Ellemann-Jensen. Derudover er det småt med en synlig opposition inden for de borgerliges egne rækker – men nu hvor sårene er slikket efter Ny Alliances deroute, nu hvor Gitte Seeberg er væk, Anders Samuelsen snakker økonomisk frihed i Liberal Alliance, og Naser Khader fører kulturkonservativ værdipolitik forklædt som frisind hos De Konservative, er debatpladsen åben for enhver, der uden for partierne vil markere humanistiske standpunkter, der siger til regeringen og Dansk Folkeparti, at nok er nok.

Som Benny Andersens frasigelse af ”det folkelige” viser, er hele det asylpolitiske problemkompleks en dominerende udfordring for det kulturradikale samfundssyn. En fremtidig genoplivning – eller samling – af den kulturradikale samfundskritik vil derfor koncentrere sig dels om at højne respekten for humanitære principper og menneskerettigheder, dels om at udfordre den magt, som Dansk Folkeparti øver på den generelle meningsdannelse i almindelighed og på Venstre og De Konservative i særdeleshed.

Dette er ikke et spørgsmål om at bekende sig til en venstreorienteret kulturradikalisme, men om at genskabe en borgerlig humanisme.

Tilbage til indledningsspørgsmålet som Kasper Elbjørn stillede mig efter frokostuniversitetet i CEPOS i 2005: ”Betragter du egentlig dig selv som borgerlig?”

Nej, det gør jeg ikke. Men heller ikke uborgerlig, heller ikke venstreorienteret. Jeg er tilhænger af ordentlighed, både i holdning og handling, og selvom jeg gerne ser kulturel og etnisk mangfoldighed omkring mig – og derfor opfatter mig selv som ganske tolerant – så er jeg ikke typen, der dyrker yderligheder, ja jeg er ikke engang typen, der dyrker almindeligheder:

Jeg har aldrig røget en smøg, aldrig drukket en øl, aldrig taget et kørekort. Alligevel vil jeg nok betegne mig selv som progressiv i holdning, men småborgerlig i livsmodel, ja jeg bor ligefrem i et Thorkild Henningsen-rækkehus på Fuglebakken på Frederiksberg, gennem 70 år hjemsted for frisindede og velsituerede læger, arkitekter, journalister, forfattere, skuespillere og diverse akademikere, hvor jeg både har et lille ellipsebord, en PH-lampe og en masse bogreoler fra IKEA. Mit hjem er indbegrebet af klassisk kulturradikalisme i arkitektur og smag, og jeg selv er lykkeligt rundet af den Brandesianske, PH’ske, Rifbjergske elitære arrogance, som værner om folks ret til at være, som de selv vil, bare de accepterer, at det er os, der har ret… (ironi kan forekomme).

Jeg er lykkeligt partipolitisk hjemløs, men må naturligvis bekende mig til både kulturradikalismen og den socialliberale tradition. Derfor passer det måske nok meget godt, når Dansk Folkeparti kalder mig ”et fremtrædende medlem af det kulturradikale meningskleresi” . Men hvis jeg på nogen måde, bare i princippet, skulle være tiltrukket af det bedste i den borgerlige humanisme – som i de senere år blev håndævet af Gitte Seeberg inden hun sprang til Ny Alliance og senere ud af politik til Verdensnaturfonden,– så har Det Konservative Folkepartis ledelse selv sørget for at skræmme mig langt væk med den gustne danskhedspolitik, som Brian Mikkelsen og Lene Espersen står for. Og hvis jeg på nogen måde, bare i princippet, skulle være tiltrukket af det bedste i det liberale frisind – som i de senere år er blevet håndhævet i glimt, men kun i glimt, af f.eks. Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder – så har Venstre selv sørget for at skræmme mig langt væk med det tilbagevendende knæfald for Dansk Folkeparti.

Det er den ironiske pointe: Den borgerlige humanistiske anstændighed og det liberale frisind med respekt for forskellighed har mistet magten, både i værdikampen og hos De Konservative og Venstre – mistet magten til den galloperende anti-internationalisme og danskheds- og nationalstatsdyrkelse, som Dansk Folkeparti har vundet så store triumfer med. Det er dette magttab, som slår igennem, når Lene Espersen og Naser Khader kræver forbud mod burkaer – og når selv Connie Hedegaard, som mange havde forventet mere borgerlig humanisme af, oven i købet bakker op om det statslige påklædningsforbud.

Derfor må man konstatere, at hvis man i dag vil have borgerlig humanisme og liberalt frisind, må man lede uden for De Konservative og Venstre, f.eks. i den kulturradikale tradition for samfundskritik. Ingen andre steder finder man respekt for den gode, gamle antikulturradikaler Jørgen Schleimanns kulturradikale dictum: Frisind er andet og mere, end frisind blandt ligesindede.