Kommentar i Weekendavisen den 3. august 2007.
Bigami i Danmark? Vejen frem mod de homoseksuelles registrerede parterskaber var og¨så lang og besværlig.
En gammel vittighed: ”Hvad er straffen for bigami?”
”To svigermødre!”
Mindre muntert kunne man også sige: ”Tre år i spjældet”. Det er i hvert fald strafferammen for flerkoneri i det danske retssamfund. Og det er vist mere end billigt sluppet i forhold til Danske Lov fra 1683, der sagde: ”Hvilken Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at miste sin hals.”
Nu har sagen om den irakiske tolk, der søger asyl her i landet for sig selv og sine to koner, åbnet en debat, der sætter spørgsmål om jura, moral og religion på spidsen. Juraen er ganske vist helt klar – bigami er forbudt, punktum finale, i Danmark. Men moralen og religionen er under pres, fordi den irakiske tolks asylansøgning har baggrund i hans arbejde for de danske styrker, der som bekendt trak sig ud af Irak i denne uge og efterlod tolkene i en livsfarlig situation. Alle – måske på nær Dansk Folkeparti – synes at være enige om, at Danmark har et moralsk ansvar for disse menneskers sikkerhed, og fremtrædende kirkefolk mener endda, at Danmark skal se igennem fingre med denne ene mands dobbeltægteskab, fordi vi i næstekærlighedens og den kristne morals navn har en pligt til at hjælpe ham.
Sagen er ekstrem, fordi der aldrig før har været en grund til så meget som at overveje om en flygtning må komme hertil med mere end én kone. Nu har Danmark jo en direkte aktie i tolkens behov for beskyttelse – et behov, der også omfatter hans familie. Og den omfatter så rent faktisk to legale koner. Vi har med andre ord et sammenstød mellem dansk og irakisk jura og kultur. Det minder om de velkendte sager med somalierne, hvor dna-analyser kunne afsløre, at der ikke var blodsbånd mellem voksne og børn, der ikke desto mindre opfattede sig selv som fædre og sønner og døtre. I disse sager var der tale om at en onkel eller en fjernere slægtning havde overtaget det egentlige forældreansvar for et barn i krigen, og den stik og nagelfaste danske jura kunne ikke forholde sig fleksibelt til det faktum, at familier kan konstrueres på andre måder, end vores.
Dagens debat om asyl og bigami skaber en konfrontation mellem jura og religiøs moral – kristenmoral, altså. Og i kulissen spøger et helt tredje menneskesyn, nemlig det liberale. Nogle af morgendagens politikere fra Venstre og De Radikale vil nemlig lave om på de danske regler og tillade ægteskab med mere end én ad gangen. I en medlemsdebat, der egentlig ikke havde noget med tolkesagen at gøre, på Venstres Ungdoms hjemmeside formulerede den socialpolitiske ordfører Rolf Liljegren det på denne måde tidligere på sommeren: ”VU har ikke noget imod bigami, eller polygami for den sags skyld, så længe alle parter er indforstået med det, og ingen bliver krænket. I det sekund en person bliver tvunget ind i et polygamisk ægteskab så er den gal, og så kan det ikke forsvares. Personligt kunne jeg ikke forestille mig at leve i sådan en tilværelse, men hvis der er nogen der ønsker at indrette sig på den måde, so be it, lad dem.”
På VU’s landsstævne i juli, blev der dog vedtaget en resolution, der gik imod bigami, men det faldt ikke i god liberal jord hos alle. Hvorfor skal staten blande sig i den slags, spørger de, og hos De Radikale bakker retsordfører Asser Gregersen holdningen op: ”Vi skal under ingen omstændigheder åbne lovgivningen for et ægteskab, der kan være undertrykkende for nogen part. Den første ægtefælles helt klare samtykke skal foreligge, og hvis der er mistanke om at en ægtefælle bliver tvunget skal ægteskabet afvises. Der må også tages hensyn til eventuelle børn i familien. Det er også oplagt at lette adgangen til skilsmisse i ægteskaber med polygami.”
Ungdomspolitikerne er altså klar til at forkaste den kulturelle norm, som siger, at et ægteskab indgås mellem én mand og én kvinde, og ifølge dem, mangler vi blot at afklare den juridiske og administrative beskyttelse af alle parter – tre eller flere – før det polygame ægteskab kan introduceres og legaliseres. Venstres Ungdom og Radikal Ungdom er enige om, at samfundet på den måde vil give mere frihed til individet og skabe større tolerance overfor herboende muslimer, der har en kulturel og social baggrund, der tillader ægteskab med flere på én gang.
I visse samfund har bigami eller polygami altid givet god mening som en social konstruktion. Hvis der var for mange kvinder til de giftefærdige mænd, måtte mændene naturligvis tage ansvaret for mere end én kones underhold. Derfor findes fænomenet den dag i dag som en lige så rationel og naturlig foranstaltning – helt på linie med vores fornuftige mani med at tegne forsikringer og spare op til pensionen. Men det betyder naturligvis ikke, at dagens flerkoneri i den muslimske verden i alle tilfælde er til kvindernes bedste. Det er givet, at konstruktionen også kan være forbundet med undertrykkelse og ufrivillighed – hvilket også kan forekomme i monogame forhold – men det har ungdomspolitikerne jo taget højde for i deres vision for polygami på dansk.
For knap ti år siden, i november 1997, var bigami senest til debat i folketinget. Dengang havde Pia Kjærsgaard fremsat et beslutningsforslag om straf for bigami begået i udlandet, altså møntet på indvandrere i Danmark. I folketingets forhandlinger sagde daværende justitsminister Frank Jensen, Socialdemokratiet:
”For det første er det strafbart at indgå ægteskab i Danmark, hvis man i forvejen er gift. Det gælder også, selv om det første ægteskab er indgået i udlandet. Hvis en person, der i forvejen er gift i udlandet, indgår ægteskab i Danmark, f.eks. for at opnå opholdstilladelse, vil den pågældende således kunne straffes for bigami. For det andet: Indgås ægteskab nr. 2 i et land, der tillader flerkoneri, kan den pågældende muligvis ikke straffes for bigami, hvis vedkommende senere flytter til eller vender tilbage til Danmark. En herboende udlænding, der lovligt er gift i hjemlandet med flere personer på samme tid, vil imidlertid, såfremt betingelserne i udlændingeloven i øvrigt er opfyldt, kun have retskrav på at blive familiesammenført i Danmark med én af ægtefællerne. Der er altså ikke mulighed for ved den form for bigami at omgå reglerne for familiesammenføring. Der vil endvidere kunne blive tale om at omstøde ægteskab nr. 2 efter ægteskabslovens regler, selv om dette ægteskab er indgået i et land, hvor flerkoneri er tilladt.”
Intet er ændret i juraen, og ingen af de politiske partier har nogen intentioner om at bløde op på mulighederne for legalt flerkoneri (eller flermanderi). Umiddelbart lyder de unge politikeres idé derfor som det rene galimatias, og som en sommeragurk, som begge moderpartierne vil nægte at forholde sig seriøst til. Men vejen frem mod de homoseksuelles registrerede partnerskaber var også lang og besværlig, og måske ser vi nu de første bevægelser i retning af en fremtidsforståelse for bigami og polygami. For bare 30 år siden kunne man ikke forestille sig, at vi inden længe skulle komme til at tale om registrerede partnerskaber mellem homoseksuelle, for slet ikke at tale om bøssers og lesbiskes mulighed for at stifte børnefamilier via adoption eller inseminering. Så hvem siger, at vi ikke om andre 30 år har en mere åben og frisindet holdning til nye familiekonstruktioner, hvor en mand kan præsentere sin Kone 1 og Kone 2.
Hvis ungdomspolitikerne gør karrierer og fastholder deres syn på bigami (hvilket der jo ikke er nogen garanti for), vil Danmark måske være dét vestlige land, der skaber opgøret med det monogame ægteskab, ganske som vi stod for seksuel frigørelse og pornografiens frigivelse. I så fald vil der være tale om at det umoderne møder avantgarden i en opsigtsvækkende og sær alliance mellem traditionalistiske muslimer, sekteriske kristne og en liberalistisk-frisindet dansk politikerungdom. Hvorfor ikke? Indtil da må juraen naturligvis overtrumfe den kristne moral og de gode viljer. Derfor har Dansk Folkeparti og feministerne ret, når de siger, at lov er lov og lov skal holdes. Og de hjælpesindede teologer tager fejl, når de prøver at sættes religiøs moral over verdslig lov. Vor herre bevare os! Sagen om den irakiske tolk og hans to koner kan kun håndteres ved at der gives ophold og beskyttelse til alle tre, men at den ene kone lader sig skille formelt. Derefter kan den polygame familie jo fortsætte deres reelle samliv lige så tosset, de ønsker, og indgå private aftaler om arv og ansvar – rent bortset fra at det næppe kan lade sig gøre indenfor den religiøse lovgivning, som gælder for dobbeltlovgivning. Altså: juristerne og teologerne tilhører to uforenelige verdener, og tolkens familie er ofre i en tilsyneladende uløselig sag. At ”kristen moral” skulle kunne løse den, er lige så uønsket, som at ”muslimsk ret” skulle kunne.