Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 25. maj 2007.

Erindringsessays. Jonathan Franzen udleverer sig selv, sin samvittighed og sine forældre i perspektiverede tilbageblik på barndom og ungdom.

Middelmådigt og originalt

Når man er født i 1959, er det måske lidt vel tidligt at skrive sine erindringer, men amerikanske Jonathan Franzen har sådan et oplagt talent for at kombinere det personlige – ja, det private, ikke mindst barndoms-, opvækst- og modningsår – med tankevækkende overvejelser om kunst, kultur, politik og livets genvordigheder, at begrebet ”erindringer” bliver udvidet gevaldigt. Der er snarere tale om reflekterende essays baseret på erindringer, end om traditionelle erindringer baseret på hukommelse. Det er meget newyorker-
intellektuelt!

Forfatteren – der brød igennem med den prisbelønnede bestseller Korrektioner i 2001 – udgav senest den fremragende essaysamling Hvordan man er alene, og med Ubekvemmelighedszonen bliver han i den genre, hvor jeget og begivenhederne er autentiske. Forfatterskabet består dermed af to tidlige romaner (ikke oversat til dansk), en bred gennembrudsroman, og to smalle erindrings- og refleksionsbøger. Det er en relativ beskeden titelliste, men Jonathan Franzen rangerer alligevel blandt de store, nulevende kanoner i moderne amerikansk litteratur. Ja, faktisk er han så stor, at The Simpsons har parodieret ham, hvilket må siges at være et meget stærkt bidrag til brandet, eftersom det plejer at være folk som Tom Wolfe og Thomas Pynchon (med en papirpose over hovedet), når der er forfattere med i det formidable tegnede satireshow, som i øvrigt snart rammer biograferne med en hel film. Læs videre “Jonathan Franzen: Ubekvemmelighedszonen”

Anmeldelse i Weekendavisen den 25. maj 2007.

Nørrebro-Amazonas. Jesper Lemmich debuterer med en lovende medicinsk thriller.

Menneskejagt

Detaljerne kan til tider være svære at holde styr på – det vrimler med lige lovlig mange medicinske enkeltheder – men Jesper Lemmichs debutroman, Den tabte by, vinder alligevel på et godt plot og en stabilt opadgående spændingskurve med velplacerede overraskelsesmoment-
er. Romanen må samlet set kaldes en lovende debut – og et spændende forlæg for en film?

Vi følger Josef, en nyudklækket ph.d. fra Danmarks Tekniske Universitet. Han er træt af sine studier, modvillig overfor at skulle forske, han er rodløs, kæresteløs og uden forpligtelser overfor job, familie osv. Desværre har han en tendens til at drikke for voldsomt, og da han pludselig bliver viklet ind i en voldtægtsanklage, tager han imod et tilbud fra medicinalforskeren Harald Prinz, der sender Josef til Ecuador for at redde et strandet forskningsprojekt og finde projektlederen Nikolaj Frost, der er forsvundet et eller andet sted i Amazonas. Læs videre “Jesper Lemmich: Den tabte by”

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. maj 2007.

Forvent det uventede. A.S. Byatt intelligente gyserfortællinger overholder fine traditioner – og tilføjer besættende nyt.

Sælsomme skæbner

Gys og gru er jo en velkendt genre i litteraturen, og enhver læser vil vide, at den slags kan skrives mere eller mindre intelligent (måske oftest mindre). Men der findes heldigvis også forfattere, der kan skabe uheldsvangre stemninger med sælsomme skæbnefortællinger, der befinder sig i grænselandet mellem det naturlige og det uforklarlige – og sådan en mesterfortæller er A.S. Byatt. Læs videre “A.S. Byatt: Den lille sorte bog”

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. maj 2007.

To brødre. Først slog han igennem. Nu slår han sig fast – med knytnæve. Jonas T. Bengtsson skriver som Michael Kvium maler.

Da Jonas T. Bengtsson debuterede med Aminas breve i 2005 forudså jeg i min temmelig begejstrede anmeldelse, at han havde det i sig, som skaber en rigtig københavnerforfatter. Og om jeg fik ret? Jeg fik så meget ret. Læs selv Submarino. Du vil aldrig se på byen med samme øjne igen. Det er slet og ret københavnsk socialrealisme, så man tror det er løgn.

Romanen åbner med en prolog på nitten skaldede linier. Jeg citerer den her i sin helhed her, for den er ikke bare et forvarsel om en barsk handling, den er også et eksempel på forfatterens suveræne sans for et afmålt ordforbrug og sprogrytme, hør blot: ”Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi vågnede i morges, var han helt stille. / Da vi alle sammen vågnede i morges, da mor gik ud af værelset, / hvor hun havde sovet hele natten, / lå han der bare helt stille. / I sin barnevogn, i entreen. / Helt hvid. / Mor har sovet her hele natten, men hun har ikke hørt noget. / Der var jo ikke noget at høre. / Han var helt stille. / Mor fik et chok, da hun fandt ham. / Mor sad også helt stille og havde fået et chok. / I flere timer. / Så var det, vi ringede. Mor kunne næsten ikke. / Men det skal man. Man skal ringe. / Mor sad med ham, selvom han var helt stille og prøvede at give / ham bryst. / Mor havde jo fået et chok. / Da vi vågnede i morges…” Læs videre “Da vi vågnede i morges, var han helt stille”

Interview i Weekendavisen 3. maj 2007.

Stenalderhjerner. Det multitolerante samfund virker angstprovokerende på folk, der bare vil have tryghed og paroler, siger forfatteren Lene Andersen, der anklager sin egen generation for at være magelig, bekvem og uden dannelse.

Fotografen er i gang med sit arbejde på trappen op til Københavns Byret, hvor forfatteren Lene Andersen poserer under de manende ord Med lov skal man land bygge. På muren sidder et lille skilt med den forbavsende tekst Ophold på trappen tilladt. Et nærmere eftersyn afslører da også, at ukendte gerningsmænd har bortkradset ordet ikke. Men så nemt narrer man ikke domstolene, så på den anden side af trappen hænger et skilt, hvor ordlyd ikke kan manipuleres: Ophold på trappen forbudt. Læs videre “Dumhed og dovenskab truer demokratiet”