Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 25. april 2008.

Forvirring. Simon Glinvad prøver med sin anden roman at beskrive intet mindre end det moderne menneskes tilstand.

Forlagene Rosenkilde og Bahnhof udgiver bøger og driver boghandel med litterære arrangementer i midt i København (Nørregade 4), og unge, modige forlæggere kan man kun have respekt for i en tid, hvor koncernkonformiteten breder sig på bogmarkedet. Og forlagene skal da også have anerkendelse for at udgive Simon Glinvad, der debuterede med ambitiøs, men uforløst fortælleglæde i 2005 med romanen Petersborg Express og nu vender tilbage med Jetlag, der rummer de samme kvaliteter som debutromanen – men desværre også de samme problemer. Læs videre “De så aldrig hvad der ramte dem”

Anmeldelse i Weekendavisen den 25. april 2008.

Krimi. Den norske forfatter Jan Mehlum mikser en ok cocktail af tidstypisk tro, terror og korruption.

Det ukendte lig

De danske aviser flyder i disse dage over med lovord i anmeldelserne af den norske opera og ballets nye bygning i bunden af Oslofjorden, hvor tegnestuen Snøhetta har skabt et sublimt arkitektonisk mesterværk. Men hvad anmelderne ikke ved, er at der et sted i betonfundamentet ligger et lig.

Jan Mehlums krimi For guds skyld foregår for tre år siden. Endnu er operabygningen kun en byggeplads, og på en rundvisning opdager selveste kulturministeren, at der stikker tre fingre op ad betonen. Det viser sig at liget er en sort mand, kendt muslim i Norge – dræbt og med et kors ridset ind i panden. Og inden længe dukker endnu et sort, muslimsk lig op. Alt tyder på at racistiske, religiøse galninge er på spil. Læs videre “Jan Mehlum: For guds skyld”

Kommentar i Weekendavisen den 17. april 2008.

Kortslutning. Hyldede Valdemar Rørdam nazismen, fordi han var fortvivlet over besættelsen?

Digteren Valdemar Rørdam og litteraturforskeren Harald Nielsen har i mange år været stemplet som nazisympatisører og/eller antisemitter, og som læsere af denne sektions debatsider vil side, er det livet om at gøre for Søren Krarup at rehabilitere dem og trække dem op af degraderingsdyndet.

Hans debat med litteraturprofessor Hans Hertel nåede et besynderligt punkt i sidste uge, hvor Søren Krarup skrev, at Valdemar Rørdams ”fatale digt” om Hitler-Tysklands angreb på Sovjetunionen, var resultatet af en ”sjælelig kortslutning” i fortvivlelse over 9. april. Valdemar Rørdams sympati for Hitler bør derfor påkalde sig Hans Hertels ”menneskelige medfølelse”, mener Søren Krarup, der er insisterende langmodig med den nationale skjald, der med åbne øjne og klar i tanken, kastede sin sympati på nazismen, som han hyldede i svulstig og umisforståelige formuleringer i digtet Så kom den Dag fra 1941. Her glæder han sig blandt andet over, at tysken viser sin kampkraft: ”Vi har dog samme livsrum at forsvare…” Læs videre “Den degraderede”

Kommentar i Weekendavisen den 11. april 2008.

Boykot. Brian Mikkelsen siger at OL-åbningsceremonien er kinesisk show off. Men show off kan han selv være med sit gratis tøndebulder om at blive væk.

Da kulturminister Brian Mikkelsen søndag aften meddelte, at han måske vil boykotte åbningsceremonien ved OL i Beijing til august, smed han en klyngebombe ind i den danske debat. Den har foreløbig ramt regeringen, kronprisen og kulturministeren selv. Han regnede vist med at blive betragtet som modig, fordi han turde sætte dialog med Tibet som betingelse for sin tilstedeværelse på stadion, men reaktionerne har mere været forundring over hans politiske illoyalitet overfor regeringen, og den hyppigste kommentarer har været tsk tsk tsk.

Kulturministerens soloudbrud var ualmindelig ubekvemt for statsministeren og regeringen, og det har kun skabt forvirring om Danmarks officielle politik og Kronprins Frederiks fremtid som IOC-kandidat. Samtidig er Brian Mikkelsens mulige aktion fuldkommen virkningsløs og ude af stand til at fremme menneskerettighedssituationen i Kina. Alle eksperter – både sinologer, Amnesty International m.fl. – mener at kritik og dialog er vejen frem, ikke boykot. Læs videre “De Politiske Lege”

Anmeldelse i Weekendavisen den 11. april 2008.

Emancipation. Hvad gør man, hvis man både ønsker sig frihed og underkastelse? Den unge Mathilde Fibiger fandt aldrig svaret og forblev…

Fortvivlet og forvildet

For bare halvandet hundred år siden var de danske kvinder lige så underlegne og magtesløse i forhold til mændene, som kvinderne er i dag i kulturer uden kønsligebyrdighed. Men langsomt opstod kvindebevidstheden og kvindebevægelsen, og blandt de allerførste emancipationspionerer var en ganske ung kvinde ved navn Mathilde Fibiger. Som knap 19-årig skrev hun brevromanen Tolv Breve under navnet Clara Raphael – og pludselig stod danskeren midt i en kolossal, samfundsomrystende debat om kvindernes stilling i samfundet.

I dag kender de fleste nok Mathilde Fibiger bedst for at lægge navn til henholdsvis en vej på Frederiksberg og Dansk Kvindesamfunds årlige pris, Mathildeprisen. Men Danmarks første kvindesagskvinde var altså fra sin pure ungdom en skønlitterær forfatter med programmatiske ambitioner. Hun ville fremme ”Damernes Emancipation”, og aldrig havde man da hørt så galt i det dybt patriarkalske og reaktionære danske samfund, hvor kvinder ikke havde ret til at bestemme over egne forhold. De var groft sagt enten husmødre, tyende eller guvernanter, og under alle omstændigheder var det deres mænd eller mandlige slægtninge, der bestemte over dem og hundsede med dem, mens det vist hed sig at de beskyttede deres ære. Man har hørt om den slags siden. Læs videre “Clara Raphael: Tolv Breve / Bodil Wamberg: Passionsblomsten”