Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 19. september 2008.

Kontrafaktisk. En bombe slår ned i Henriette Rostrups kalejdoskopisk krydsklippende københavnske kollektivroman.

Terror i linie 5A

I Kirsten Hammanns nye roman En dråbe i havet bliver hovedpersonen Mette Mæt, der bekymrer sig så meget om de fattige, beroliget af sin onkel Jens, der er ekspert i risikovurdering og derfor ved, hvor usandsynligt det er, at der skulle sprænge en terrorbombe på Nørreport Station. Men kun få uger efter at Mette blev beroliget (i den ene roman), bliver hendes frygt til desperat virkelighed (i en anden roman). Det er Kirsten Hammanns nye og hidtil upåagtede kollega Henriette Rostrup, der med lader bomben sprænge en linie 5A på Nørreport Station i luften, og pludselig tager den udmærkede roman om københavnske skæbner en markant og interessant drejning.

Terror rammer sine ofre med uforudsigelighed, og det samme gør litteratur – og i en tid, hvor terror har bemægtiget sig vores bekymrede hoveder, sætter den naturligvis også spor i litteraturen. Hvor mange danske romaner er der ikke udkommet, der enten bruger 9/11 som reference på den ene eller anden måde eller lader dødsensfarlige terrorceller operere i Danmark? Og hvor mange internationale romaner er der ikke kommet, der forsøger at forklare terrorens væsen? Jeg kan komme i tanker om de første 10-15 stykker, deriblandt også flere, som er bedre end Henriette Rostrups I dag og i morgen – men ingen, der har den samme virkningseffekt. Vi skal hele 300 sider ind i romanen, og undervejs har der ikke været den mindste opbygning, den mindste antydning, det mindste spor. Intet, absolut intet, har forberedt læseren på at en mand – hvem, hvorfor? – pludselig bringer sin rygsækbombe til sprængning i den fyldte bus.

Attentatet flænger bogen på samme måde som den flænger bussen. Som et lyn fra en klar himmel. Med den forulempende pludselighed, der karakteriserer terrorismen, bringer forfatteren bomben ind i bussen, ind i byen, ind i bogen og ind i bevidstheden. Her er ingen kælderkonspirerende imamer, ingen lurvet kriminalkommissær på opklaringsarbejde og ingen kvindelige journalist som via et tip kommer på sporet af en celle, som hun stopper. Her er kun den almindelige og gennemsnitlige hverdag i københavnske krydsklip. Og så: BANG.

Som udgangspunkt er I dag og i morgen en traditionel kollektivroman. Den handler om nutidskøbenhavnere, hvis veje krydses på forskellige måder i løse forbindelser, knirkende parforhold, forgæves tosomhedsdrømme osv. På mere end 400 sider (luftige sider, skal det lige siges) følger vi krydsklippede sekvenser de mange hovedpersoners gøren og laden, vi kikker ind i deres stuer og samvittighed, og vi sammenstykker et broget portræt af byen netop nu. Som der står i romanens lille fortale: ”Vi zoomer ind på et land og en by. Det kunne være en hvilken som helst by i landet, det kunne være et hvilket som helst land. Men det er byen København i landet Danmark.”

Forud for hvert kapitel placerer Henriette Rostrup en lille nyhedsoversigt, f.eks. denne: ”Fredag den 5. juni: I ti vidneerklæringer fortæller amerikanske forhørsledere om tortur i de fangelejre, de danske soldater leverede fanger til i Afghanistan… (…) FN anbefaler Europa at tage imod flygtninge fra Irak… (…) Flere små drenge i USA og Pakistan har hængt sig efter at have set videoen af Saddam Husseins henrettelse…”

Ofte handler nyhedsklippene om krigene i Irak og Afghanistan, om terrorisme og international storpolitik, men her er også sidste nyt om hjemlige forhold: om rydningen om Ungdomshuset, om at ”hele Danmarks baggårdspuma Otto Brandenburg dør, 72 år gammel”, om arbejdsnedlæggelser i DR pga. spareplaner, om oprettelsen af Ny Alliance…

Vi har altså nemt ved at stadfæste handlingen i tid, nemlig til i fjor, og nyhedsklippene holder os hele tiden på sporet i en konkret og autentisk ramme. Da forfatteren så kortslutter sin egen handling, må nyhederne følge trop, og sammenblandingen af virkelighedsreferat med nyhedsfiktion, har en forbløffende stærk effekt: ”Selvmordsbomberen er blevet identificeret. PET mener, han har handlet på egen hånd. Hans navn er dog endnu ikke frigivet. Dansk Folkeparti har fremlagt et lovforslag til afstemning i Folketinget om opstramning af terrorlovgivningen og udvidede beføjelser til politiet. Professor i jura, Ove Haxthausen, udtaler, at denne øgede overvågning af danskerne vil være et brud på menneskerettighederne og advarer mod følgerne for det danske retssamfund.”

I fjor debuterede Henriette Rostrup med Afkom, en samling af pletvis meget talentfulde noveller, og med sin første roman viser hun en bredere og meget lovende side af sit talent. I dag og i morgen er kalejdoskopisk krydsklippende, der minder lidt om Benn Q. Holms Album, men da det er en nutidsroman har den ikke Albums mesterlige tidstilbageblik og slet heller ikke den samme nuance eller fortællevolumen. Men mindre kan gøre det. Henriette Rostrup har nemlig sans for samtiden og håndelag til at skildre naboopgangens skæbner. Ja, dem genkender vi.

Åh, København, byen hvor f.eks. Kathrine Marie Guldager, Ida Jessen, Jonas T. Bengtsson og Benn Q. Holm skriver den særlige københavnerlitterære ånd. Velkommen til byen, hvor vi mødes, skilles, lever og dør. Og velkommen til seneste skud på stammen af hovedstadskronikører. Velkommen til en tur gennem byens kvarterer med Henriette Rostrup, Københavns nyeste topografiske fortæller. Velkommen til en kontrafaktisk bombe af en bog.

Henriette Rostrup: I dag og i morgen. 428 sider, 250 kr. Bazar.

Anmeldelse i Weekendavisen den 6. september 2008.

Erlend Loe. Den norske forfatter har skrevet en ikke-fiktiv interviewbog, hvor en organist fra Oslo afslører hemmelige budskaber i Shakespeares værker.

Hvor bliver albinomunken af?

Shakespeare var slet ikke Shakespeare. Og i øvrigt skal verdenshistorien skrives om. Det mener en kirkeorganist fra Oslo, der med hjælp fra forfatteren Erlend Loe har formuleret en (konspirations)teori, der vender op og ned på det hele. Det HELE. Hæng på.

Da Erlend Loe i 1999 udgav romanen L, som først for nylig udkom på dansk (anmeldt her i avisen den 16.5.2008), troede mange norske læsere, at der var tale om en autentisk rejseberetning, og der skulle et omhyggeligt eftersyn til for at forstå, at forfatteren havde brugt en rejse fra virkeligheden til at skabe en fiktiv fortælling. Erlend Loe var angiveligt rejst ud i verden for at yde en videnskabelig bedrift a la Thor Heyerdahl, men det hele var fup: Ja, der var fotos i bogen af ham selv og vennerne på en Stillehavsø, og ja, personerne i bogen fandtes ganske rigtigt i virkeligheden – men det hele var litterær staffage og fantasi, ikke dokumentation og erindring.

Intet var, hvad det gav sig ud for at være, og derfor kunne man også godt tro, at Erlend Loes og Petter Amundsens Organisten der udkom i 2006, var endnu en litterær gimmick, en litterær leg, en hybridspøg, et eksperiment og en udfordring til borgermusikken. Men det er det ikke, og det er næsten det mærkeligste og mest forvirrende af det hele, for hør blot her:

Erlend Loe har arbejdet som filmkonsulent i det norske filminstitut. En dag fik han besøg af en mand, der søgte manuskriptudviklingsstøtte til en film, og da han præsenterede sin historie, tænkte konsulenten, at denne mand enten var gal eller genial, så han fik penge.

Da Erlend Loe senere stoppede i jobbet og genoptog forfatterkarrieren, blev han en dag opsøgt af denne mand, der nu ønskede hans hjælp til at omsætte filmen (som ikke var blevet til noget) til en bog, og igen tænkte Erlend Loe, at manden enten var gal eller genial, og han besluttede at hjælpe ham med at formulere historien – velvidende at de kunne risikere at blive til grin.

Manden hedder Petter Amundsen og er organist i en kirke i Oslo. Men ikke nok med det, han er også hjernen bag en række afkodninger og dekrypteringer af hemmelige budskaber i Shakespeares forfatterskab, og det er disse afsløringer, han med Erlend Loes hjælp fortæller om i Organisten, en samtalebog der beskriver en verdensomspændende konspiration, et politisk-kulturelt-religiøst cover up gennem århundreder, som måske viser vej til originale Shakespeare-manuskripter, Pagtens Ark eller Den Hellige Gral. Og det har en tilfældig kirkemusiker fra Oslo ene mand nu afdækket, helt uden hjælp fra Indiana Jones. Og det skal vi tro på?

Ja, Petter Amundsen er i hvert fald gravalvorlig, når han på 425 sider fortæller om sine opdagelser, og han argumenterer ud fra alle mulige former for akrostikon- og anagramafkodning, dekrypteringsteknikker, billedanalyse, kvadratrods- og primtalsregning, pythagoræisk geometri, hebraisk, latin, græsk, oldengelsk, grammatik, Bibelen, jødisk mystik, filosofi, astronomi, naturvidenskab, Shakespeare, middelalderen og alskens historie og hokuspokus blandt hemmelige loger som Frimurerne, Tempelriddere og Rosenkreutzerne.

Da den skeptiske Erlend Loe hen ad vejen indser, at han ikke kan feje beviserne til side, tager han også organistens mission på sig. Det gør den nervøst forbeholdne læserne derimod ikke, for i al sin intellektuelle og analytiske vælde, er det hele en tand for fantastisk. Hvem er denne Petter Amundsen egentlig? Hvem er denne mand, der både er familiefar og organist ved Skøyen Kirke, korleder, skiinstruktør, gelatineimportør, forhenværende forhandler af vin og ure, boligspekulant, børsmægler – og aktivt medlem af den norske Frimurerloge? Er han for real?

Amundsen & Loe bekræfter hinanden i, at de har en historie, der vil ændre verden, og hvis man kan acceptere denne ganske usædvanlige præmis, er Organisten en dybt fascinerende bog. I al sin enkelhed påstår den, at Shakespeares dramatik og sonetter ikke er skrevet af en enkelt mand, men af et kollektiv af videnskabsmænd med Francis Bacon som leder. Han er tit blevet nævnt som den virkelige forfatter til Shakespeares værker, men Oslo-organisten breder teorien ud:

Francis Bacon var ikke alene, men stod i spidsen for et broderskab, Rosenkreutzerne, der placerede en række skjulte budskaber i manuskripterne, måske især i skuespillet Stormen. Koderne viser i sidste, komplicerede ende frem til en hemmelig skat af uhyrlige dimensioner. Men, spørger Erlend Loe, hvad er det overordnede formål? Hvad ville Francis Bacon opnå?

Petter Amundsen giver sig ikke af med gætværk, men hans teori handler om et samfund under omvæltning. Rosenkreutzerne ville oplyse folket, de ønskede at løfte almuen med fornuft og hypotetisk-deduktiv videnskab, ja måske ligefrem demokrati af en slags, og de brugte de folkelige teaterstykker som medie. De var med andre ord en slags revolutionære, der befattede sig med farligt, politisk stof – samtidig med at de sad på en viden, der ikke bare ville ændre samfundet, men religionen, historien, det hele. Alt tyder, ifølge bogen, på, at de originalmanuskripter, den såkaldte førstefolie, slet ikke er gået tabt, som man altid har troet, nej de ligger begravet på Oak Island ved Amerikas østkyst sammen med en række andre relikvier, hvis rækkevidde og værdi, vi ikke kan gøre os nogen forestillinger om.

At Oak Island skulle rumme store og hemmelige skatte, er ikke nogen ny teori. Alverdens skattejægere har gravet på øen, hvor de imidlertid er blevet bremset af dybe skakte, der udløser vandfælder som oversvømmer udgravningerne. Hvem har lavet disse skakte? Hvornår? Hvorfor? Hvordan? Mysterierne hober sig op…

Alt dette lyder jo som om det ikke kun er tabte Shakespeare-manuskripter, organisten har fundet, men også tabte manuskripter til romaner af Dan Brown og film med Indiana Jones, og spørgsmålet som mange sikkert stadig stiller sig selv, er naturligvis om der er tale om en litterær limpind. Da jeg havde læst bogen færdig, skrev jeg derfor en mail til Erlend Loe, hvor jeg bl.a. spurgte om ikke forvirringen var et problem for bogen, og med hans tilladelse citerer jeg her svaret:

”Det er mange som blir forvirret. Petter Amundsen ønsket å ha det hele med, og derfor er jo detaljnivået omtrent absurd høyt. Den er jo på mange måter nesten uleselig med mindre man virkelig bruker tid på resonnementene. Ikke desto mindre er den spennende, syns jeg, men Petters (og vel også mitt) ønske om øyeblikkelig berømmelse og international stardom har dessverre så langt blitt gjort til skamme. Boken har kommet ut i Polen, Nederland og Sverige, tror jeg. Det jobbes fortsatt med å finne et engelsk forlag, men der borte er de allergiske mot nye Shakespeare-teorier. Peter jobber med en langt kortere bok, på engelsk, hvor bare rammeverket og høydepunktene er med. Han mener vi bør revidere Organisten hvis den skal selges til flere land. Han vil stramme inn og forkorte, samt bygge inn nye oppdagelser han har gjort siden sist.”

Når Erlend Loe skriver, at englænderne er allergiske overfor nye Shakespeare-teorier, er han et norsk ekko af den danske debat om hvorvidt der er en hemmelig krypt under Østerlars Rundkirke på Bornholm eller ej? Her siger tilhængerne af teorien om Tempelriddere på Klippeøen jo også, at establishmentet lukker ørerne for de anderledes teorier, fordi det er farligt at rokke ved vedtagne sandheder. Men ophavsmænd til kontroversielle teorier bliver tit tiet ihjel eller overbærende ignoreret som landsbytosser, hvilket for dem kan være en slags bekræftelse på, at deres opdagelser er rigtige og farlige. Og derfor lader den internationale anerkendelse vente på sig, og det er ærgerligt, fordi det vil være interessant at høre eksperter forklare, hvorfor Petter Amundsen ikke har ret. De eksperter, der kan gendrive Petter Amundsens beviser, skylder både Shakespeare og sandheden at gøre det. Det er trods alt historieskrivningen, det handler om. Derfor må vi håbe at en strammet og fornyet udgave af bogen kan udkomme på engelsk.

Organisten er uimodståeligt spændende og underholdende (og nem at læse på norsk), og Erlend Loe er en pligtopfyldende skeptiker, der på vegne af sig selv og os andre stiller vantro spørgsmål, men hen ad vejen lader han sig overbevise af Petter Amundsen. For lægmandslæsere er det svært at holde fast i den røde tråd, for man skal mildest talt være akademisk tusindkunstner for at kunne følge med når polyhistor Petter Amundsen kombinerer og analyserer. Derfor er det også mere end almindeligt svært, for ikke at sige fuldkommen umuligt, at mobilisere modargumenter. Men vi mangler den rygende pistol: Har organisten fra Oslo virkelig afsløret hvor Frimurere og Rosenkreutzere går og gemmer på verdens største skat, herunder Pagtens Ark? Hvorfor bliver han og Erlend Loe så ikke jagtet af kirkens magtfulde mænd? Hvor bliver albinomunken af?

Erlend Loe og Petter Amundsen: Organisten. 425 sider, paperback. 99 kr. Cappelen.

Vis mig dit Ψευδώνυμο…

Henriette Rostrup: I dag og i morgen

Midas Dekkers: Kropskultur

Erlend Loe og Petter Amundsen: Organisten

Kasper Nørgaard Thomsen: Idioteque