Kasper Nørgaard Thomsen: Idioteque

Anmeldelse i Weekendavisen den 29. august 2008.

Dystopi. Velkommen til Kantonen, samfundet der begynder hvor demokratiet gav op, og hvor svage mænd vil have stærke ledere.

Valby-visionen

I en fremtidsagtig nutid eller nutidsagtig fremtid, under alle omstændigheder i en ikke nærmere bestemt efterkrigstid, træder en ung mand ind i Kantonen, et arbejdsfællesskab af en slags, der befinder sig i et industrikvarter i Valby, Købehavn. Den unge mand, fortælleren, er gået i stå i tilværelsen, og hans far tager ham ud af samfundet og får ham ind i Kantonen. Først dalrer han rundt uden at lave noget, mens han kikker skævt til en gruppe mennesker, der sidder i en meditativ cirkel og laver – ingenting. De indomsiggrebne, kalder han dem, og deres cirkel omtaler han som meuten (efter ordbogsopslag fandt jeg ud af, at det betød et kobbel hunde til parforcejagt). I Kantonen får han beskæftigelse som pæremand, men avancerer på til afhugger, og da afhuggernes formand Larsen sætter sig i spidsen for et blodigt oprør, bliver alle pæremændene slået ihjel. Afskummet fortjente det, siger formand Larsen i en tale, hvor han udråber Oprørskommunen. Han har bådet studeret aristokrater og socialister, og nu tager han hvad han kan bruge, og forener det i god retorik. De underordnede kvitterer med at synke hengivent i knæ og på skift sutte på hans pik.

Pæremand? Afhugger? Forvirret? Fortvivl ikke, der er alligevel ingen hjælp at hente. Kasper Nørgaard Thomsens Idioteque forklarer en del, men spekulerer i forvirring, og hvorfor ikke? Tiden er forvirret, menneskeheden er forvirret, fremtiden er forvirret, og selvom romanen her bl.a. viser, hvordan forvirrede mennesker efterstræber nemme løsninger på komplicerede problemer, er og bliver forvirringen et livsvilkår. Således også for de læsere, der giver sig i kast med denne bogsæsons måske sorteste og mest foruroligende roman.

Formand Larsen har en vision, og som så mange andre mænd i historien, har bevist, så beror magten hos den, der kan definere visionen. Han slår fast at pæremændenes død var naturens lov (har man ligesom hørt det før?), og da han indser, at visioner må påberåbe sig store, nye begyndelser, gjalder han sit budskab ud: ”Hus, siger han. Rum, siger han. Tvær-tid, siger han. Beklemthed, siger han. Fælder en tåre. Så knalder han næven i jorden. Fejer jorden. Så hikker han, så begynder han at spytte med bogstaver – i begyndelsen giver det ikke nogen mening, men efterhånden får han sig sporet ind på noget: valdhornet, Wahnsee, Walden, vigør, Valby!

Ja! Valby! Derpå: Hannover. Hikke. Huset. Haven. Hamstring. Ja! Hallen. Valby-Hallen! Det er her kommunen skal trives. Det er her vi skal leve sammen, det er herfra det nye liv skal begynde. Da netop samfundet, som vi hader, siger formanden, har koloniseret space godt og grundigt med lurendrejerier og mærkelige abstrakter, små må vi undslippe i den mørke muld. Under Valby-Hallen! Og hvis nomaderne bor der, slår vi dem ihjel.”

Afhuggerne hujer og jubler. Fjenden er defineret, visionen er formuleret, den stærke mand har talt. Totalitarismens eksempelsamling i verdenspolitik og litteratur er uendelig, og her får vi endnu et eksempel på, hvordan grupper antager den identitet, som deres leder skænker dem. Kasper Nørgaard Thomsen har et skarpt blik for menneskementaliteten, flokken overfor individet, og i lederens retorik, kan alt bruges til forførelse, fra Wahnsee, hvor jødeudryddelserne under nazismen blev planlagt, over Walden, hvor eneboeren H.D. Thoreau isolerede sig – til Valby.

Hvad der videre sker i Kantonen, skal jeg ikke ind på her. Vi skal dog have med, at kollektivets storskærm er det eneste sted, hvor man kan se Asger Jorns berømte maleri Stalingrad, eller Stedet som ikke er, eller Modets gale latter. Fortællerens far har i sin tid kæmpet ved Stalingrad (hvordan det så hænger sammen), og maleriet forbliver det helt centrale symbol på menneskelighed i en umenneskelig tid.

Idioteque beskriver folkemordets psykologi, den autoritære og totalitære fristelse, og den ansvarsfrihed, der ligger i blind lydighed. Fortælleren er kommet til Kantonen fordi han ikke kan tåle friheden længere, siger han, og da han bliver en del af formand Larsens opgør, finder han endelig et fællesskab, der gør ham fri på den rigtige måde. De angrebet på pæremændene, hans tidligere gruppe, er under opsejling, gør mændene honnør ”fordi vi altid har savnet at gøre honnør”, og på tærsklen til blodbadet giver det hele endelig mening:

”Jeg forstår at jeg er social, og at dette er socialt, det mest sociale. Det vi alle sammen ønsker og drømmer om. At slå hælene sammen, sammen, i solskinnet. Omsider er den indlæring man har været udsat for – svinsk og dobbeltmoralsk – borte, sandet til i en merkantil løgn, der bare har ventet på at briste. Vi får besked på at tage knivene frem.”

Kasper Nørgaard Thomsen skriver med stor arrogance og uden hensyn. Se bare romanen som fysisk produkt: Der står ikke et ord på hverken bagsiden eller de to flapper på det kulsorte omslag, kun forfatternavn og titel. Vi får ingen stikord, ingen vejledning, ingen støtte, men har bare at kaste os ud i den sorte, sære, svære tekst, hvor utilgængelighederne står i kø, navne popper op, antager nye former og forsvinder, handling veksler med digressioner og samtiden brydes af overrumplende henvisninger til vores nutid (hvad laver Bjarne Reuter, Steffen Brandt, Bennys Badekar og Matador pludselig i teksten, for ikke at tale om den gamle fodboldmålmand Per Vind, der godt nok spillede i Valby-klubben Frem på de kanter, hvor Kantonen holder til?). Og pludselig, løsrevet og uden forklaring, får vi at vide at navnet Jonathan Little bringes op på Kantonens storskærm, men fortælleren mener at hans historie tager skade, hvis han broderer over navnet. Men hvem er Jonathan Little? Er det den amerikanske forfatter, der netop i denne uge får sin berømte roman, De velvillige, om jødeudryddelserne set gennem gerningsmændenes øjne ud på dansk?

I disse år dyrker den moderne danske litteratur både storby, forstad og provins, men sådan her har vi aldrig set Valby før. I det hele taget bryder forfatteren reglerne for gennemsnitlig dansk normalprosa, for her – som i Oprørskommunen – regerer blandingsvirkeligheden, og Idioteque tager dermed prisen som det særeste og sjældneste, jeg længe har læst. Romanen er et pacifistisk-humanistisk opråb imod umenneskeliggørelse og en advarsel mod stærke ledere og svage flokke. Dermed har vi fået en ny dansk dystopi om et samfund, der begynder hvor demokratiet gav op, og det er veltænkt og velskrevet, litterært modigt og politisk interessant.

Kasper Nørgaard Thomsen skriver som formand Larsen taler: han spytter bogstaver, der måske ikke giver nogen mening i begyndelsen, men efterhånden får han sig sporet ind på noget, og det der står tilbage er et sort sigtespot på menneskelig dårskab. Hvad er det der sker, når ordren er givet, når den totalitære leder har sendt sin flok på opgave og flokken adlyder? Hvad sker der for et hundekobbel på parforcejagt? Hvad sker der for de kvækere, der pludselig dukker op med historien om, hvordan lederen dikterede kollektiv kastration, så de kunne leve i overensstemmelse med freden (vores fortæller længes efter ”den udstrakte piks totalitarisme”)?

Og hvad sker der for soldaterne? Velkommen til Irak, Afghanistan, Darfur og Rwanda, velkommen til Kosovo og Kaukasus, velkommen til USA og Danmark, velkommen til Stalingrad og Kantonen, stedet som ikke er, velkommen til Wahnsee og Valby og til Kasper Nørgaard Thomsens dystopi.

Kasper Nørgaard Thomsen: Idioteque, 150 sider, 175 kr. Anblik.