Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. oktober 2008.

Bødlens spejl. Jens Christian Grøndahl sætter ikke sit lys under en skæppe, når han antyder at han – som J.P. Jacobsen i Fru Marie Grubbe – viser illusionsløse dybde i sit kvindeportræt.

Kærlighedstyven

Som hun sidder der på romanens omslag og vender ryggen halvt til mens hun kikker væk, udstråler hun lige dele afvisning og attraktion. I elegant sommerkjole og med smuk, rødlig hårpragt ligner hun forvirrende meget Helle Thorning-Schmidt, men hun er Ingrid Dreyer, arkitekt, alenemor, elskerinde, kærlighedstyv og hovedperson i Jens Christian Grøndahls velkomponerede roman om, hvordan bedraget går i arv gennem tre generationer af kvinder.

Ingrid Dreyer var engang gift med Anders og sammen har de sønnen Jonas på 15. Da drengen var lille, gik hjemmet i opløsning, fordi Ingrid havde mødt den tyve år ældre Frank, som ganske vist ikke forlod sin kone, men gerne ville være fast elsker, ja nærmest illegal ægtemand. Mens Anders er flyttet til sin hjemby Stockholm, hvor han har stiftet ny kernefamilie, gør Ingrid karriere som arkitekt, og ingen opdager ensomme Jonas’ skråplan, før han en dag bliver taget med på Station City efter at have deltaget i et voldeligt overfald på en ung indvandrer.

Her begynder romanen, og i de næste fire følelseslabile dage, oprulles ikke bare Ingrids kaotiske kærlighedsliv, men også hendes families forhistorie, hvor både moren og mormoren har trådt de samme veksler, som Ingrid nu bevæger sig ned ad.

Ada, Ingrids mormor, var i sin ungdom ung advokatfrue i Hjørring, indtil hun på et badehotel i Kandestederne møder den unge digter og Heretica-redaktør, Per. Han afslører Ada som den virkelige kvinde bag nogle pseudonymt indsendte digte, som tidsskriftet har bragt, og snart har Ada lagt provinsen bag sig. I København bliver hun sammen med Per en del af det litterære parnas, og i sin karrieres efterår modtager hun De Gyldne Laurbær for en erindringsbog, der skånselsløst fortæller om, hvordan hun gennem hele livet har haft den ene elsker efter den anden. Samtidig daler Pers position, og han ender som skizofren og alkoholiseret selvmorder.

Eller gør han? Undervejs lægges brikker ud til et puslespil, men da det hele samles til sidst, har der måske været snydt med brikkerne. Hvad er virkelighed, hvad er fiktion og hvad er rekonstruktion i kvindernes genfortællinger? Som det hedder i Ingrid og Berthes samtale om Adas forhold til Per: ”Det er ikke nemt at være bøddel, når man er lukket inde i sit eget spejlbillede.”

Berthe, Ingrids mor, vokser op uden at kende sin far, provinsadvokaten Erik. Til gengæld tager Per ansvaret på sig, og han bliver en tryghedsskabende figur i pigens opvækst. Dog havde han næppe ønsket, at den unge pige lader sig forføre ind i et ægteskab med den frygtede kritiker Norman Dreyer (der aldrig omtales ved sit fornavn alene), som herefter trods alt har pli nok til ikke at flænse sin nye svigerfars bøger. Berthes forhold til Norman drejer ind i en blindgyde, da det viser sig, at han har en søn fra et tidligere forhold, en søn som han aldrig havde ønsket kom til verden. Mens forældrene splittes, får Berthe dog pludselig en ældre halvbror, den unge medicinstuderende Georg, som hun knytter sig varmt til.

Ingrid selv gifter sig med Anders, som hun møder til sin halvbrors bryllup. Livet er lagt på skinner med job, lejlighed, barn og lyse fremtidsudsigter. Men så bliver også Ingrid ramt af den nedarvede skæbne, som præger familiens kvinder. Hun møder tilfældigt en mand, og det der ligner et forbigående, professionelt møde, viser sig at være en besættelse. Ingrid accepterer at være den forbudte kvinde i den gifte mands dobbeltspil, hun er ”en kærlighedstyv, der med tiden er kommet til at føle, at hun har vundet en slags hævd på det, hun stjæler.”

Fire dage i marts er kompositorisk gennemtænkt. Tidligt lægges små spor ud, som senere genfindes og udfoldes til en større fortælling. Men romanen har også et par hvide pletter. F.eks. hedder Ingrids ukendte halvbror Georg Dreyer – men hvorfor har han efternavn fra en far, som han aldrig i sit liv har kendt? Ville det ikke være mere rigtigt, at han havde sin enlige mors efternavn? Samme Georg er gift med den jødiske Rebecca, og vi får at vide, at hendes familie til at begynde med ikke havde været meget for at hun giftede sig ikke-jødisk. Vi får også at vide, at Georg har accepteret at deres børn får en jødisk opdragelse. Hvad vi til gengæld ikke får at vide, er hvor de blev gift. Kirke? Garanteret ikke. Synagoge? Næppe. Her er vist en ufortalt historie.

Jens Christian Grøndahl kan få visse kritikere til at se rødt, spørg bare kollega Bukdahl, der ikke misser en anledning til at lufte sin rituelle aversion. Hm. Jeg kan også blive irriteret på den renskurede prosa, romanernes intellektuelle mad-, musik-, arkitektur- og kulturbevidsthed, den synlige afhængighed af elitær dannelse og et persongalleri der består af en forfatter, en kulturjournalist, en arkitekt, en læge osv., der holder til i Sølvgade, på Esplanaden, i Kandestederne, i Rom… Og når der kommer en mand fra en fremmed verden, er det bare så karakteristisk, at Frank ikke blot handler med havemøbler – nej, han handler naturligvis med havemøbler af tropisk træ (havemøbler af hvid plastic hører ikke hjemme i en Grøndahl-roman).

Den fine, velfortalte og uhyre sprogciviliserede roman kan da heller ikke sige fri for også at forfalde til klicheer. F.eks. ler Frank en ”drenget latter” og han har en ”rig og varm stemme”. Den slags er der masser af. Men her er også præcisionsskrivning som når den krukkede, selviscenesættende Berthe bliver ”bleg af pudder og forvirring”.

Det er alt dette, som nogen ynder at kalde fimsen i forfatterskabet. Men, hallo! Det er et af Jens Christian Grøndahls kunstneriske varemærker, og han beskytter det perfekt. At han så samtidig er en af de få danske forfattere, der orker at mene noget udenfor sin fiktion og skriver personlige, politiske essays, trækker ikke ned i mit bedømmelsesbillede, tværtimod.

Fire dage i marts er en returrejse til Jens Christian Grøndahls tidligere kvindeskildringer (Lucca og Et andet lys) efter de to seneste romaner, der havde samtidspolitiske motiver, og dermed har Grøndahl for alvor defineret et hovedspor i sit forfatterskab efter de to små, fine politiske romaner Piazza Bucarest (2004) om eksil og Røde hænder (2006) om terrorisme.

Jens Christian Grøndahls kvinder er ikke på jagt efter traditionel magt – det er snarere på flugt fra afmagt. Men Ada, Berthe og Ingrid er handlekraftige og viljestærke i deres søgen efter erotikken, selvstændigheden, kærligheden og bekræftelsen, og de er dominerende skikkelser, som får deres ellers meget betydningsfulde mænd til at tage sig ud som nogle konturløse skvat. Dermed bliver romanen også en lang emancipationshistorie og en roman om frigørelsens omkostninger.

Ingrid opfatter sig selv, sin mor og sin mormor som tre kvinder i tre stadier af alder, udtoning og afmagt. Men man kan også karakterisere romanen med de ord, som skolepigen Ingrid med Pers hjælp bruger da hun skal eksamineres i Fru Marie Grubbe: Hun taler om ”kvindeportrættets illusionsløse dybde, Maries ubændighed”, og først langt senere får vi at vide, at det pseudonym, hendes mormor brugte da hun skrev de digte, der førte hende i favnen på Per, var kombineret af fornavnet på den veninde, der inspirerede hende til at digte, Martha, og efternavnet på et forbillede fra litteraturen: Grubbe.

Ja, Jens Christian Grøndahl sætter ikke sit lys under en skæppe, respekt for dét. Fire dage i marts er derfor – fimsen til trods, ja man lærer sgu helt at holde af den – særdeles vellykket som et trefløjet kvindeportræt om kærlighedens, families og moderskabets nedarvede krise. Ingrids konfrontation med fortiden, familiens kvinder, Anders, Frank og Jonas, kaster ikke kun lys over Ingrid selv og de roller hun er tvunget til at spille. Konfrontationen er et tidsportræt, hvor Jonas’ rodløse, sociale skrøbelighed avler vold, der avler modvold, der avler skræk, der avler frygt. Det er simpelthen en begavet analyse af de brudte familier og det splittede samfunds problemer.

For resten har Jens Christian Grøndal og Hanne-Vibeke Holst en del til fælles med deres aktuelle romaner. De skriver begge om stærke kvinder og skvatagtige mænd. De skriver begge om parforholdets vanskeligheder. De skriver begge om lurende alderdom. De skriver begge om at have magt – over andre og over eget liv. De skriver begge om et voldeligt overfald på en indvandrerdreng. De lader begge romaner kulminere i sand konfrontation. Og de bruger begge det jødiske som en slags kontraststaffage.

Jens Christian Grøndahl: Fire dage i marts. 336 sider, 299 kr. Gyldendal.

Anmeldelse i Weekendavisen den 28. oktober 2008.

KRITIK: Poul Behrendt uddyber sit angreb på Nils Malmros film om farens rolle i Thorotrast-sagen – og Hans Hertel efterlyser modige humanister…

Sandhed og brunt papir

Da forrige nummer af KRITIK udkom i foråret, hæftede jeg mig især ved det opsigtsvækkende angreb, som filminstruktør Nils Malmros rettede mod universitetslektor Poul Behrendt. Opgøret handlede om Behrendts analyse i Den hemmelige note (2007) af Malmros’ film At kende sandheden (2002). I analysen anklager litteraten instruktøren for at manipulere med filmfortælling og fakta, og i artiklen i KRITIK 187 beskylder instruktøren omvendt litteraten for at være uhæderlig og uvederhæftig. I tidsskriftets nye nummer kommer Poul Behrendt så til orde. Også i dén grad. Han svarer igen på Nils Malmros artikel med noget der ligner asymmetrisk styrke – hele tyve magasinsider bruger han til at referere og demontere den kritik, han blev udsat for i forrige udgave (man kunne læse en forkortet version i vores kultursektion sidste uge).

Duellen handler om den rolle, som Nils Malmros far, overlæge Richard Malmros, spillede i den berømt-berygtede Thorotrast-sag fra neurokirurgiske afdeling på Århus Kommunehospital i 40’erne, hvor man bl.a. undersøgte og behandlede sygdomsforhold i hjernen med et røntgenstof, som ulykkeligvis var radioaktivt og kræftfremkaldende. Patienterne, der skulle helbredes for en akut sygdom, ville altså blive påført en risiko for at udvikle cancer 10-30 år senere. Hvad vidste man egentlig om risikoen? Hvad vidste Richard Malmros? Og har Retslægerådet efterfølgende holdt hånden over venner og kolleger? Disse spørgsmål har i forskellig form spillet en rolle lige siden fejlbehandlingerne fandt sted i 40’erne, da Retslægerådet – og Ritzau – gik ind i sagen i 80’erne, da Nils Malmros lavede sin film i 2002, og da Poul Behrendt udgav Den hemmelige note for et par år siden. Og nu i KRITIK. Læs videre “Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.) : KRITIK 189”

Den tålte tuneser

Jens Christian Grøndahl: Fire dage i marts

Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.) : KRITIK 189

Jesper Bernt: Checkpoint Charlie