Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 5. december 2008.

Kommentar. Hvis Peter Skaarup mener at Hans Jørgen Bonnichsen er som Frank Grevil, må han melde ham til politiet. Alt andet er debatkujoneri.

For nylig interviewede jeg Hans Jørgen Bonnichsen om hans nye debatbog Frygt og fornuft i terrorens tidsalder, og én af de ting, jeg ikke fik plads til i artiklen, handlede om den tidligere PET-chefs dybe foragt for Frank Grevil, whistlebloweren fra FET. Ja, så voldsom var Bonnichsens harme, at han ikke ville tage den dømte analytikers navn i sin mund.

Han slog blot fast, at han blev rasende, når nogen bare antydede at hans offentlige debatvirksomhed havde fællestræk med ”en vis person”, som han sagde i iskold og distancerende sprogtone. ”Du taler om Frank Grevil?” spurgte jeg. ”Du nævnte navnet, ikke jeg!” lød svaret fra Bonnichsen, der absolut ingen respekt har for en mand, der bryder sin tavshedspligt. Læs videre “Ytringstryghed”

Weekendavisen den 28. november 2008.

Bogstart. Tidlig læsning skal sikre god integration, og socialt udsatte familier får derfor gratis børnebøger af Styrelsen for Bibliotek og Medier. Det kan gøre mere skade end gavn, siger sprogvejleder Jette Løntoft.

Et regeringsinitiativ, der skulle gøre svage børn til stærke læsere, bliver nu kritiseret for at være fagligt naivt, socialt skævt og kulturelt etnocentrisk.

Det er sprogvejleder, lærer og talepædagog Jette Løntoft, der retter skytset mod projektet Bogstart, som Styrelsen for Bibliotek og Medier har ansvaret for. I 27 udsatte boligområder over hele landet får familier gratis bogpakker, der er udvalgt af et fagligt panel efter indstilling fra forlagene. Bøgerne udleveres i fire portioner af lokale bibliotekarer, bl.a. tager på hjemmebesøg og inviterer familierne på biblioteket når børnene er 6, 12, 18 og 36 måneder.

”Jeg mener at vi bør diskutere, om det overhovedet er et godt tidspunkt at udlevere bøger til de svageste og mindst bogvante i samfundet, når børnene kun er seks måneder gamle,” siger Jette Løntoft til Weekendavisen. ”Hvad nu hvis man kun skaber negative erfaringer, fordi bøgerne ikke egner sig og tidspunktet er dårligt valgt set i forhold til familiernes manglende erfaringer med bøger? Ja, så gør projektet mere skade end gavn.” Læs videre “Et etnocentrisk hattedameprojekt”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. november 2008.

Dødslejeroman. Mette Winge har skrevet en stil- og stemningsfuld fortælling om Oehlenschlägers ukendte skandaleerindringer.

Digterkongens død

Hvis man kunne lide Anne Marie Ejrnæs Som svalen om Thomasine Gyllembourg, P.O. Enquists Fra regnormenes liv om H.C. Andersen og Heiberg-ægteparret, Henrik Stangerups Det er svært at dø i Dieppe om P.L. Møller og andre fortolkninger af den danske Guldalders litterære fyrtårne, vil man også holde af Mette Winges skildring af Digterkongens død.

Adam og Ovine begynder som historien om Oehlenschläger, der ligger på dødslejet og spekulerer på, hvordan han skal få besørget sit sidste manuskript til forlægger Høst. I al hemmelighed har den gamle digter nemlig skrevet en ny version af sine erindringer, og nu skal alle sandhederne frem. Alle de opgør, han ikke tog dengang, skal nu for dagens klare lys.

Og der er nok at skrive om: Der er stivstikkeren Carsten Hauch ude på Frederiksberg Slot, der engang var en nær ven, men som nu af lutter jalousi nedgør Oehlenschlägers poesi. Der er den utålelige og selvoptagede Andersen. Der er Baggesen, som drev en kile ind i forholdet mellem Oehlenschlägers søster og Anders Sandøe Ørsted. Og der er teatercensor Heiberg, som engang havde den frækhed at afvise et af Digterkongens dramatiske arbejder! Læs videre “Mette Winge: Adam og Ovine”

Anmeldelse i Weekendavisen den 14. november 2008.

Hvem er du? Den svenske skuespiller og forfatter Jonas Karlsson væver mennesker og begivenheder i noveller der fascinerer og forvirrer.

Tilfældets musik

Nogle bøger læser man (jeg), som man (jeg) ser på billedkunst eller arkitektur: Man (jeg) kan hurtigt danne sig (mig) et indtryk af helheden, men ved umærket, at der er masser af detaljer som man (jeg) ikke har blik for – ikke i første omgang i hvert fald.

Sådan er det i svær grad med den svenske skuespiller og nu også forfatter Jonas Karlssons klare og komplicerede noveller, Det andet mål. Klare, fordi der ikke sker så satans meget. Komplicerede fordi det, der ikke sker, også er en del af handlingen.

De 18 korte tekster er teknisk set noveller, men måske ville de være mere korrekt at kalde dem en novellekreds (ja, man ville vel kunne slippe af sted med at kalde det her for en roman?), for der er personer der går igen fra historie til historie, og det er vel at mærke de samme begivenheder, der udspiller sig, blot med skift i fortællevinkel. Læs videre “Jonas Karlsson: Det andet mål”