Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Ekspedition. Livet er en ekstremsport, siger supernaivisten og underfundighedsmesteren Erlend Loe, der har en teori om at Stillehavsmigrationen foregik på skøjter.

Alle mennesker er en ø

Kort før årtusindskiftet beslutter den 29-årige Erlend Loe, at han vil sætte Norge på verdenskortet. Han tilhører ikke den generation, der byggede velfærdslandet Norge, men nu vil han gå i fodsporene på landets store og stolte søn, ekspeditionslederen Thor Heyerdahl, for Erlend har udviklet en teori om Stillehavsmigrationen. Han er overbevist om, at Polynesien blev befolket af sydamerikanske udvandrere, der skøjtede over havet, dengang det var frosset til is. Nu vil han til de fjerne Stillehavsøer for at bevise sin teori, for han er overbevist om at skøjterne – muligvis af guld – ligger på havbunden, der hvor peruvianerne gik i land efter den lange skøjtetur. Læs videre “Erlend Loe: L”

Kommentar i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Birthe Rønn Hornbech. Folketingets liberale meningsrevisor er tilbage. Det betyder at ministeren må gå.

Birthe Rønn Hornbech bør gå af som integrationsminister. Hun kan naturligvis ikke være en del af en regering, som hun er i lodret opposition til på et dominerende værdipolitisk område, og da hendes tørklædekronik i Politiken var skrevet med en fuldkommen bevidst og klartseende illoyalitet, bør det kun være et spørgsmål om tid før furien er faret.

Efter at have holdt lav profil og tålt at blive manuduceret af Pia Kjærsgaard i diverse asylpolitiske spørgsmål, udfordrede integrations- og kirkeministeren alt og alle i onsdags. Anders Fogh Rasmussen reagerede hurtigt ved at banke hende på plads, men krisen er kun tilsyneladende løst, og regeringen fremstår uhyre driftssvag, især fordi dette er historien om en forudsigelig konflikt. Ja, faktisk har statsministerens udnævnelse af Birthe Rønn Hornbech, der skulle være regeringens menneskevenlige ansigt, vist sig at være en klar fejlansættelse – fordi planen ikke var sanktioneret af de virkelige magthavere i Dansk Folkeparti. Læs videre “Duel ved daggry”

Anmeldelse i Weekendavisen den 16. maj 2008.

Kritik. Nils Malmros hiver tæppet væk under Poul Behrendts Den hemmelige note.

Fejlfortolket

Man sidder lidt paf tilbage efter læsning af åbningsartiklen i det nye nummer af Kritik, Gyldendals tidsskrift for litteratur, kultur og politisk debat, for sjældent har man læst en så afdæmpet og velargumenteret undsigelse af en mand, man ellers mente havde sit på det tørre, rent intellektuelt og akademisk. Men nu hiver filminstruktøren Nils Malmros tæppet væk under Poul Behrendt, universitetslektor, mag.art. og forfatter til bl.a. Dobbeltkontrakten og Den hemmelige note, som tilsyneladende har begået store fejl i sin fortolkning af Nils Malmros’ film At kende sandheden, hvor han anklager instruktøren for at manipulere med virkeligheden. Læs videre “Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard (red.): KRITIK 187”

Kommentar i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Retfærdighed. Man ansætter ikke ufaglærte dommere. Alligevel skal tørklædepiger, der søger et dommerjob, udspørges ekstra grundigt om principper, krav og værdier.

Domstolsstyrelsen har udarbejdet et såkaldt dekorumkrav, altså et sæt af uskrevne regler for korrekt og høflig opførsel for medarbejderne ved danske domstole. Heraf fremgår, at personalet – også dommere – gerne må bære tørklæde af religiøse eller kulturelle grunde, men kun under forudsætning af, at ansigtet er frit. Er det klog integration eller et knæfald for religion?

Dén diskussion er relevant og kompliceret, om end kun principiel og hypotetisk. Vi har 0,0 dommere med anden etnisk baggrund, end dansk, og dekorumkravet forholder sig derfor til en tænkt situation, og den dag en tørklædepige fra jurastudiet kvalificere sig til at være dommer, må hun leve med, at jobinterviewet vil sætte spørgsmålstegn ved hendes motiver og loyalitet. Dekorumkravet bygger nemlig ikke kun på accept af tørklædet, men også på mistillid til muslimer. Læs videre “Loyalitet for loven”

Anmeldelse i Weekendavisen den 9. maj 2008.

Barndom. Vibeke Vasbos nye roman er dansk drama i al sin jyske lavmælthed.

Efterkrigstid

I 2006 udgav Kirsten Thorup den meget fine Førkrigstid om årene op til Anden Verdenskrig på Vestfyn, og nu tager Vibeke Vasbo os lige så fint lidt længere frem i tiden og lidt længere mod vest, nemlig til besættelsens sidste år og de første koldkrigsår i Sønderjylland.

Kirsten Thorups roman stoppede i 1939, og Vibeke Vasbos begynder i 1944, og på en interessant, men naturligvis utilsigtet måde, indgår de to romaner i en læseværdig korrespondance, hvor besættelsen ligger som den ubeskrevne periode mellem de to bøger, hvilket jo er ret atypisk i disse tider, hvor 1940-45 går igen i film og litteratur, og Der mangler en sang om solsorten er en poetisk og pointefuld titel, sidder jeg og ærgrer mig lidt over, at Vibeke Vasbo ikke bare har kaldt sin roman for Efterkrigstid, for stilen, tonen, stemningen, hverdagen, bekymringerne og den politiske baggrundsresonans er den samme som i Kirsten Thorups Førkrigstid, og tilsammen gør de to romaner Danmarks nære fortid til nærværende historiefortælling. Læs videre “Vibeke Vasbo: Der mangler en sang om solsorten”