Af Klaus Rothstein

Kommentar i Weekendavisen den 24. april 2009.

Nuancer. Hvorfra kan man udvandre i protest, når Ole Hyltoft kalder islam en voldsorienteret religion?

Samtidig med at den iranske præsident Ahmadinejad gik på talerstolen under FN’s racismekonference i Genevé i mandags, og kaldte Israel ond, undertrykkende og racistisk, fortalte forfatteren Ole Hyltoft, at han nu meldte sig ind i Dansk Folkeparti. For nogle år siden forlod han Socialdemokraterne, hvor han ellers havde været medlem i en menneskealder, og nu meldte han sig til partitjeneste igen:

”Jeg synes at Dansk Folkepartis indsats for at holde en dybt reaktionær og voldsorienteret ideologi som islam lidt på afstand af dansk kultur, er en så vigtig humanistisk opgave, at jeg nu også gerne vil støtte den gennem et medlemskab,” sagde han.

Humanistisk opgave? Nok ikke! At holde islam på afstand af dansk kultur er snarere en nationalistisk opgave, ligesom det er en demokratisk opgave at holde antidemokrater udenfor indflydelse, uanset deres nationalitet eller religion. Ole Hyltoft mener at islam er en voldsorienteret ideologi, men man kan lige så vel sige, at islam er en fredselskende religion, som er under voldsomt misbrug af antidemokratiske, menneskeundertrykkende fundamentalister. Og hvad er dybest set forskellen på at kalde Israel ond, undertrykkende og racistisk, og at kalde islam voldsorienteret? Nej, når jeg hører de to udtalelser fra Ahmadinejad og Hyltoft, tænker jeg, at modsætninger mødes – sådan rent retorisk. Læs videre “Modsætninger mødes”

Kommentar i Weekendavisen den 8. april 2009.

Kritik og hån. Dansk Folkepartis og Naser Khaders ytringsfrihedskonference har mere brug for Taslima Nasrin end for Geert Wilders.

Naser Khader og Pia Kjærsgaard (så forskellige og dog så ens) har begge sagt det med nøjagtig samme ord, der var morsomme nok første gang, men ikke holder ved genhør: at Geert Wilders og Ayaan Hirsi Ali står for nøjagtig det samme, men at hun er nemmere at støtte, fordi hun er sort og smuk, mens han er hvid og har en latterlig frisure.

Nej, de er ikke ens, de to, og forskellen ligger i mere end Geert Wilders forkærlighed for et brintoverilteaffarvet garn, der får ham til at ligne en parykklædt dommer. Ayaan Hirsi Ali har nemlig en personlig historie og en relevant islamkritik, mens Geert Wilders er en vaskeægte populist og frygtstifter, der ikke kritiserer, men håner islam og muslimer. Læs videre “Sluterklæring”

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. april 2009.

Sydkraft. Jakob Ejersbo (1968-2008) efterlod en voldsom og dybt fascinerende Afrika-roman om en destruktions- og dødsmærket piges indre eksil.

I romanens første linie ser den femtenårige Samantha op mod vandspejlet, mens hun svømmer hen over sandbunden. I romanens sidste linie bliver hendes grav kastet til. Det siger jeg uden at røbe for meget – for omstændighederne, mine damer og herrer, omstændighederne… og romanens sidste replik, der måske er det mest kyniske, der er skrevet på dansk.

For hvor skrev han dog umanerlig godt, Jakob Ejersbo, om det rå, det destruktive, det dødsmærkede, det menneskelige hærværk. Det var mesterligt i Nordkraft, og ikke mindre markant her i Eksil, der igen beskriver selvopløsning og svigt, denne gang ikke i iskolde Aalborg, men i dunkende varme Afrika, nærmere bestemt Tanzania fra 1982 til 1986, hvor forfatteren selv boede som dreng i to perioder, der ligger umiddelbart forud for romanens kronologi. Læs videre “Katastrofespiralen”

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. april 2009.

Jan Kjærstad. Skynd dig lidt! Kom og se, hvad der sker i det forkælede land, der moraliserer over andre landes konflikter…

Jan Kjærstad: Jeg er brødrene Walker. På dansk ved Camilla Christensen. Roman 438 sider, 349 kr. Samlerens Forlag.

Der er tradition for at være næsegrus af beundring for Jan Kjærstads evne til at konstruere enorme romankorpuser, hvor personerne bevæger sig igennem handlingen og deres egne livsfaser på en arabeskagtig facon, garneret med meningsfulde digressioner, symbolspor og gennemtænkte betydningslag, som en eller anden lektor kan bruge et helt otium på at kortlægge. Og efter endt læsning af Jeg er brødrene Walker må man konstatere, at forfatteren stadig bygger sin tekst med en ekstrem forkærlighed for anstrengende neologismer og fortælletekniske stilforsøg, og som i den berømte Wergeland-trilogi og den momentvis rigtig gode Kongen af Europa, trækker det store veksler på læseren. For store, er jeg ked af at konstatere. Læs videre “Alt kan bortforklares”