Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. juni 2009.

Hvedekorn. ”Ingen hører til i mit land for vi er alle ens,” skriver debutanten Eva Tind Kristensen i sine adoptions- og identitetsdigte.

Bedst som det nye nummer af Hvedekorn ankom, sad jeg og rodede med et lige præcis 40 år gammelt nummer af tidsskriftet, hvor kunstneren Erik Andersen bidrager med fulde 25 sider med IBM-koder, hvorfor løskøbere kan få refunderet halvdelen af tidsskriftets pris, hvis de ikke råder over et dataanlæg med kapacitet til IBM 360/65, RC 4000, CDC6600, BESM-6…

Det var dengang Poul Borums var redaktør. Nu bestrides posten af noksåbekendte Lars Bukdahl, og den gode mand giver sin egen begejstring frit afløb i pressemeddelelsen, hvor han ved den søde grød fejlciterer sit eget mesterikon, F.P. Jac. Læs videre “Telefonen er tyk”

Anmeldelse i Weekendavisen den 4. juni 2009.

Selvbiografi. Peer Hultberg efterlod et manuskript, hvor han bortdømmer sin far som ond, dum og kynisk. Dansk litteratur har næppe set noget lignende.

Peer Hultbergs efterladte manuskripter kaster et ubarmhjertigt lys over den sensible og talentfulde drengs opvækst blandt voksne, der manglede enhver sans for kærlighed og omsorg. Jeg tror ikke at den danske litteratur tidligere har ejet så sorgfulde og lidende erindringsstykker.

Peer Hultberg var adoptivbarn, og mens Selvbiografi er et kompromisløst opgør med forældrene, er Brev et behjertet forsøg på at komme overens med moren, der nok havde de rigtige følelser, men manglede det menneskelige talent. Faren er der til gengæld intet forsonende at sige om. Landsdommeren i Viborg var en gennemført usympatisk person, et monster uden menneskesans: ”Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far.”
Et andet sted hedder det: “Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende.” Læs videre “”Forbandet. Forbandet…””

Kommentar i Weekendavisen den 4. juni 2009.

Buddhisme. Hvorfor giver tv-stationerne Dalai Lama fri taletid med spirituel lirumlarum?

Da Dalai Lama i sidste uge havde været på privatbesøg hos statsminister Lars Løkke Rasmussen hjemme i Græsted – nå nej, på embedsboligen Marienborg – stod TV2 News, DR og Ritzau klar med mikrofoner på gårdspladsen for at opsamle guldkorn fra det spirituelle orakel. Hvad de fik ud af det, kan man bl.a. se på nyhederne.tv2.dk, hvor der ligger hele fire minutters interview med lamaen. Sagde jeg interview? Undskyld, der var tale om en monolog, et foredrag, en erklæring – og ren tågesnak. Læs videre “Kærlighed og lykke”

Anmeldelse i Weekendavisen den 29. maj 2009.

Snedigt. Sten Kaalø digter bevægende, smukt og skarpt om fremtiden og den sidste sne i Europa.

De fryser i oktober

Sten Kaalø – digter og frimenighedspræst – debuterede for 40 år siden, og markerer nu jubilæet for sit vidtfavnende forfatterskab med et vred nye digte, Den sidste sne. I modsætning til hans seneste digtudgivelse, Adrian Moccels Papirer, som var en fortælling i digtform, er dette en regulær samling af fritstående digte, hvor nogle slår den trygge stemning an med lutter natur og kærlighed, mens andre dvæler ved uroen og det uheldsvangre. Jeg kan klart bedst lide det sidste. Læs videre “Sten Kaalø: Den sidste sne”

Kommentar i Weekendavisen den 20. maj 2009.

Lussingeopdragelse. Pia Kjærsgaard kan ikke leve med at blive ignoreret af Søren Krarup, og Søren Krarup kan ikke leve med at blive sat på plads af Pia Kjærsgaard. Det handler om at forsvare børn mod smæk – eller at forsvare familieinstitutionen mod den nazi-kommunistiske totalitære formynderstat.

”Det gør mere ondt på mig end det gør på dig / når jeg byder dig en bid af huskekagen. / Der er ingen grund til skrig og skrål og stor ståhej / over klask med lineal i buksebagen / Når Papa, han tager bæltet af og giver dig prygl / så bliver det gjort med stil og fingerspitzgefühl / Det bygger karakter, så lad være at hyl / Bare husk det for din egen, husk det for din egen, husk det for din egen skyld!”
Anders ”Anden” Matthesen: Jul på Vesterbro.

Hvor mange gange kan Pia Kjærsgaard holde til at Søren Krarup blæser på hendes partidisciplin? Hvor mange gange skal han have lov til at mene noget andet, end partiet officielt mener? Hvor lang line får han i det parti, som ellers ikke er bange for at ekskludere interne kritikere?

Spørgsmålet er relevant, fordi Søren Krarup nu for anden gang inden for seks måneder, argumenterer for forældres ret til at slå deres børn. Det er ellers en ret – revselsesretten – som folketinget afskaffede i 1997. I november 2008 måtte Pia Kjærsgaard ligefrem undsige den ideologiske præst, der havde sammenlignet en antivoldskampagne ved navn Bryd Tavsheden med nazisme og kommunisme. Intet mindre.

”Jeg vil gerne understrege, at Dansk Folkepartis linje i forhold til revselsesretten er krystalklar, og at Søren Krarup burde være klar over, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder ønsker revselsesretten genindført i Danmark, ” sagde partilederen til Berlingske Tidende for bare seks måneder siden.

Men linjen er nu ikke mere krystalklar, end at Søren Kraup er fløjtende ligeglad med den. Han kaster sig nemlig igen helhjertet ud i et lidenskabeligt forsvar for forældres ret til at slå deres børn – en ret som Pia Kjærsgaard i øvrigt engang selv var varm tilhænger af. Hun kritiserede i sin tid revselsrettens afskaffelsen som en ”uhyrlig socialistisk lov”, men siden har hun skiftet mening. Det har Søren Krarup imidlertid ikke. Han mener stadig, at lussingeopdragelse er et udtryk for forældrekærlighed. Læs videre “Samfundsvold”