Af Klaus Rothstein

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2011.

Vejle i 60’erne. Ulrik Gräs afslutter sin bemærkelsesværdige trilogi om indvarslingen af en ny tid.

Hvor der er vilje, er der en vej

Den unge journalistelev Tino har netop forladt ringside, hvorfra han skal rapportere om aftenens boksekamp i Arbejdernes Forsamlingsbygning. Nu sidder han i en biograf, hvor en atlet slår på en gongong oppe på lærredet før filmen begynder. Hjemme hos svigerfar venter hans gravide kone, som han er blevet gift med på kongebrev. Samtidig slår musikerne i jazzklubben takten an, og i det samme stopper frimurerne deres kædedans i logens hus ved signal fra endnu en gongong. I det samme fantaserer en pyroman om at brænde byen af, og en kirkegårdsassistent ligger søvnløs, fordi den strenge pastor anklager ham for tyveri. Fagforeningspamperen fester derimod igennem, men han ved heller ikke endnu, at hans bedragerier står for fald… Læs videre “Ulrik Gräs: Gongong”

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2011.

2034. I en fremtid nær dig gennemfører Konsekvente Demokrater et stykke totalitært social ingeniørkunst.

Det Bedste i Mennesket?

I Mellemøsten har demokratierne vundet magten, Kina og Afrika er hærget af krige, og klimakatastrofer hærger jorden. Derfor modtager Region Nord tusindvis af flygtninge, og via hjernescanninger udvælges dem, der bekender sig til ”gode værdier”. Sådan lyder i hvert fald den officielle historie, som den fortælles af partiet Konsekvente Demokrater og dets magtfulde støtteorganisation, DBiM, Det Bedste i Mennesket. Men kan man stole på staten?

Hanne Richardt Becks 7 Sydøst er samfundskritisk science fiction fra år 2034. Efter klimakatastroferne er det blevet almindeligt at man skjuler sine hænder i handsker, man tager Xymo-piller og bruger caps, der sender beroligende bølger ned i hovedet – og hjemme i stuen transmitterer screenen grønne bøgeskove til lyden af beta-a-rytmer. Region Nords indbyggere er opdraget til at føle efter deres indre stemmegaffel, og selvjustere. Det lyder smukt, men det er autoritær ensretning af borgerkorpset. Læs videre “Hanne Richardt Beck: 7 Sydøst”

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. maj 2011.

Fyn Rundt med KU. Mads Nørskov Rasmussen vil gerne være en dansk Erlend Loe.

Det er slut med at gemme sig

Hovedpersonen i Mads Nørskov Rasmussens Til dem af jer der kender Ricardo, siger på et tidspunkt, at han ikke gider læse Jan Sonnergaard, fordi han har set et foto af ham på en bogflap, hvor han står med en smøg i munden foran et skilt, hvor der står ‘rygning forbudt’. Hvor påtaget kan man blive, spørger Mads Nørskov Rasmussen?

Ha, ha, fin ironi: På sin egen bogflap står forfatteren nemlig med kone og to velfriserende småbørn, fritskrabet og i farver, smilende og med blikket rettet mod en lykkelig fremtid – det er ren Scientology. Og på den måde mere end antyder han, at hans nye roman handler om selviscenesættelse, om de signaler vi sender, om hvor påtaget man kan blive… Læs videre “Mads Nørskov Rasmussen: Til dem af jer der kender Ricardo”

Kommentar i Weekendavisen den 13. maj 2011.

Gud i Vejen. Byrådet i Vejen har glemt, at kommunal kunst er en offentlig sag, mens religiøs tro er en privat sag.

I sidste uge besluttede byrådet i Vejen Kommune at rette ind efter en lille bitte gruppe kristne, der krævede ændringer i en planlagt facadeudsmykning, som sårede deres religiøse følelser. Det er slet og ret absurd, og byrådet burde naturligvis have afvist de kristne, venligt og bestemt.

Sagen kort: Ved den gamle Alfa Margarinefabrik (stiftet i 1897 og lukket i 1992 i kølvandet på branchens opslidende margarinekrig i 80’erne) er en bygherre nu ved at opføre et otteetagers hus, der skal rumme både erhverv og boliger. Huset, der er tegnet af Tegnestuen Mejeriet A/S fra nabobyen Kolding, skulle efter planen have en elegant reliefudsmykning på facaden af et kunstværk, som Vejen har identificeret sig med i en menneskealder, nemlig bysbarnet Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) skulptur ”En trold, der vejrer kristenblod” fra 1896. Skulpturen står på Vejen Kunstmuseum, og fra 1924 og frem til kommunalreformen, var trolden symbol i kommunens byvåben. Det er med andre ord et kunstværk, som byen har identificeret sig med i årtier. Læs videre “Når kristne vejrer troldeblod”

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. maj 2011.

Himmelby. Bo hr. Hansen digter om sin egen død. Så godt som da Benny Andersen var bedst.

Vi fejrer sjældent vi skal dø

Bo hr. Hansen lever! For første gang i elleve år udsender han nu en samling digte og tekster, Død og status, og selvom der hviler en massiv requiem-stemning over både titel og tema, kan denne egensindig lyrikersjæl skrive dødsdigte med en lethed i tonen, som simpelthen ikke er til at stå for.

Rundet af de sorte 80’ere, avantgarde og punk, debuterede Bo hr. Hansen (f. 1961) med en håndfuld dårlige, tidsåndskorrekte digte i Hvedekorn (det studentikose hr. i navnet er resultatet af den unge digterspires cut up af det oprindelige mellemnavn, Erhard), mens hans bogdebut i 1987, Hjerte-form, til gengæld var kosteligt bevidst-naiv og ligetil, imponerende nok uden at digtene mister dybde – og det har siden været forfatterskabets modige og trodsige emblem. Læs videre “Bo hr. Hansen: Død og status”