Anmeldelse i Weekendavisen den 12. maj 2011.
Himmelby. Bo hr. Hansen digter om sin egen død. Så godt som da Benny Andersen var bedst.
Vi fejrer sjældent vi skal dø
Bo hr. Hansen lever! For første gang i elleve år udsender han nu en samling digte og tekster, Død og status, og selvom der hviler en massiv requiem-stemning over både titel og tema, kan denne egensindig lyrikersjæl skrive dødsdigte med en lethed i tonen, som simpelthen ikke er til at stå for.
Rundet af de sorte 80’ere, avantgarde og punk, debuterede Bo hr. Hansen (f. 1961) med en håndfuld dårlige, tidsåndskorrekte digte i Hvedekorn (det studentikose hr. i navnet er resultatet af den unge digterspires cut up af det oprindelige mellemnavn, Erhard), mens hans bogdebut i 1987, Hjerte-form, til gengæld var kosteligt bevidst-naiv og ligetil, imponerende nok uden at digtene mister dybde – og det har siden været forfatterskabets modige og trodsige emblem.
I Død og status indser digteren, at han nu er fyldt 50, og at han er blevet en midtvejsmand (det var nøjagtig samme konstatering, der for nylig fik Søren Ulrik Thomsen til at skrive Rystet spejl, som om der findes en lyrisk lovmæssighed om statusdigte for modne, mandlige digtere) – og det fremkalder både selvironiske, morsomme selvportrætter og indtagende, milde, smukke, markante og oprigtigt savnfulde mindedigte til og om forældrene, især moren.
Hovedvægten i samlingen er lagt på Bo hr. Hansens digte om Bo hr. Hansens død, som om den var fundet sted i virkelighedens verden. Han skildrer sit sygeleje og sin død, vi læser avisnekrologer og vennernes mindeord, vi kommer til bisættelse og venter med den døde digter på, at der bliver plads i himlen, hvor han er skrevet op. Til sidst går turen til – med et Grundtvig-udtryk – Himmelby, hvor Bo bl.a. møder Hitler (!), som han diskuterer sine digte med. Det er, skønt præget af tristesse, skrevet med generøst overskud og befriende humor.
På omslaget af Død og status ser vi Leonardo da Vincis Den Vitruvianske Mand, her ganske nytegnet af kunstneren Lars Ravn, der har erstattet den kendte mandsfigurs ansigt med et indsat portræt af Bo hr. Hansen. Skikkelsen med de fire arme og fire ben er trukket ud af den geometriske cirkel, og anbragt på baggrund af er sort korsvej i et øde landskab. Bo hr. Hansen bruger altså Leonardos studie af den voksne mands ideelle proportioner til sin egen statusopgørelse: Døden nærmer sig, og digteren står symbolsk udspændt mellem humanisme og kristendom.
Bo hr. Hansen er mest kendt, men dog stadig temmelig ukendt, for at have medskrevet et par julekalendere, filmmanus til Søren Faulis De Skrigende Halse, Hella Joofs tv-dramatisering af Benn Q. Holms Album, filmversionen af Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor, som han vandt en Robert for som bedste manus. Som lyriker har han været hemmelig for de fleste, men Død og status fortjener at blive hans folkelige gennembrud. Bo hr. Hansen digter nemlig som mennesker taler og tænker, og hans humor er unik, f.eks. i hans prosaversion af filmen Café Paradis (1950), der handlede om en prokurist og en fabriksarbejder, der var afhængige af alkohol. I Bo hr. Hansens genskrivning møder vi forfattere, der er afhængige af at skrive!
Selv når Bo hr. Hansen holder gravskrift over sig selv, er det kolossalt livsbekræftende og dybt rørende. I det prægtige Vasketøj og frakker hedder det: ”Vi fejrer sjældent vi skal dø.” Det er læsestykke, lærestykker og livsstykker. Faktisk som da Benny Andersen var bedst.
Bo hr. Hansen: Død og status. Digte, tekster. 88 sider, 199 kr. Gyldendal.