Weekendavisen den 12. februar 2025
Historisk biografi. Han skal skrive recepter, men vil hellere skrive digte. Kristian Himmelstrups roman om Emil Aarestrup er fin og stilsikker.
Kristian Himmelstrup: En sølvsky ud i luften. 300 sider. 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Hvis jeg siger: »Om lidt, saa er vi skilt ad,/ som Bærrene paa Hækken …« – hvad svarer De så, kære læsere? Ja, netop: »Om lidt er vi forsvundne/ Som Boblerne i Bækken.« Emil Aarestrup, den mavesvære og dameglade erotisk-lyriske starut (1800-56), lever og har det godt i vores citatbevidsthed, i hvert fald dette bedårende eksempel. Og mon ikke Kristian Himmelstrups biografiske roman om ham skulle have heddet Som boblerne i bækken, hvis ikke lige Thomas Bredsdorff i fjor havde snuppet den titel til sin kærlighedsbog?
Nu hedder romanen så En sølvsky ud i luften i stedet for, og det er digterlægen Emil Aarestrup og vi læsere godt tjent med. At Kristian Himmelstrup har en stilsikker og ferm fornemmelse for virkelighedsnær fiktion om historiske personer, viste han tydeligt med den meget fine Pio (2022) om arbejderbevægelsens aktivistiske pioner Louis Pio, og med sin sentimentalt velskrevne og indsigtsfulde Aarestrup-roman indfrier han fint forhåbningerne.
Romanen følger hedonisten i hans tre egenskaber som 1) familiefar til 10-12 børn i ægteskabet med hustruen og kusinen Caroline, som han elsker og bedrager med lige stor selvfølgelighed, 2) læge på Lolland, senere stiftfysikus i Odense, og 3) resigneret digter til en samling poesi, som udkom i 1838 og kun blev solgt i 40 eksemplarer.
I en række stilsikre tableauer fører Kristian Himmelstrup os ind i dette trefløjede liv, hvor vi ser Emil Aarestrups modsætninger: Han er godhjertet og selvisk, han er loyal og svigefuld, han er pligtopfyldende og drømmende, han skal skrive recepter, men vil hellere skrive digte, han skal passe sin familie og sine patienter, men vil hellere drikke vin sammen med Christian Winther og andre gode venner i København.
Ak, at være en erotisk sindet digtersjæl med borgerlige pligter, og så ovenikøbet i en verden, der rumler af reformer og krig.
EN SØLVSKY UD i luften skildrer en mands pligtopfyldelse og romantiske resignation, hvilket er ideelt stof til en kunstnerroman, og Kristian Himmelstrup søger klogeligt nok muligheden for at vise den rehabilitering, som blev Emil Aarestrup til del sent i livet. Han skriver:
»Han er læge, men indimellem får han lov til at føle sig som digter. Tiden er ved at indhente hans digte på en helt anden måde, end tiden har indhentet ham og gjort, at han dårligt kan bevæge sig. Måske overlever digtene ham alligevel, letbenede og liderlige, som et ekko af den, han var, og som han ikke ville have noget imod at være igen.«
Ja, måske har digtene en fremtid i den nye verden, som er ved at opstå omkring Emil Aarestrup, der til gengæld gør sig klar til at forlade scenen og det fremskridt, som han betragter med skepsis:
»Den nye verden har travlt og reducerer tale til tegn, som den sender af sted med lydens hastighed. Og hvilke tanker vælger man at sende? tænker han. Hvad er så påtrængende, at det ikke kan vente på postvognen, men skal sendes gennem tråde eller blinkes fra tårn til tårn? Efterretninger om oprør, krig og handelsblokade, bip bip bip, verden er blevet dum. Hvorfor ikke sende digte eller tanker om den menneskelige eksistens? Eller døden, for den sags skyld? Vil de sende nyheden om hans død gennem trådene? Og hvem skulle de sende den til?«
Gode spørgsmål fra en døende mand i 1856. Som Kristian Himmelstrup besvarer med netop det, der er modsætningen til alt det der bip bip bip, og en modvægt til den verden, der er blevet dum, nemlig en vaskeægte og læseværdig roman med historisk viden og litterært vid.
EN SØLVSKY UD i luften er – forventeligt, sådan er det oftest – skrevet ud fra en sympatisk indstilling til den biograferede person. Kristian Himmelstrup holder så meget af Emil Aarestrup, at han hele tiden lader ham være troskyldig og elskelig, måske lidt naiv og sværmerisk. Man savner næsten, at han også er påståelig og irriterende.
Irriterende er til gengæld romanens fuldkommen overflødige og anstrengte kapiteloverskrifter, for eksempel »Isblomster og grødomslag«, »Usynlige skæbnetråde«, »Duftene frigivet« og »Bum – piiiih«. Den glimrende romantekst kunne gerne undvære den slags.
Og til sidst en lille forundring. Pressemeddelelsen oplyser, at romanen er den første af tre om det moderne gennembrud. Men romanen om Emil Aarestrup har intet med det moderne gennembrud at gøre. Den periode begynder først omkring 1870. Da havde digterlægen været død i næsten 15 år, og det, han i sin tid havde skrevet, var ikke gennembrudslitteratur.
Men okay. Georg Brandes, den store gennembrudsguru, genopdagede i 1877 den oversete Emil Aarestrup, hvis sans for det erotiske var vand på de modernes mølle, så i den forstand går der en aarestrupsk linje fra 1800-tallets første halvdel til den sidste.
Jeg har et meget blødt punkt for den biografiske kunstnerroman, hvor moderne forfattere – Maria Helleberg, Mette Winge, Dorrit Willumsen, Henrik Stangerup, Jesper Wung-Sung, Hanne-Vibeke Holst, for bare at nævne nogle – kaster blikket halvandet eller to hundrede år tilbage i et portræt af en kunstner og en epoke.
Så hvad mon Kristian Himmelstrup har på bedding? En roman om J.P. Jacobsen (som han tidligere har skrevet biografi om)? Brødrene Brandes? Nogle af epokens kvindelige pionerer?
Jeg har det som en stående jagthund, der snuser i luften for at spore fuglens flugt.