Weekendavisen den 26. februar 2026
Soul. Martha Flyvholm Tode har skrevet en absolut relevant, men overtydelig fantasi om næste sjælløse fase i zoomergenerationens epoke.
Martha Flyvholm Tode: Den eneste. 442 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
Er der mon nogen, der husker den objektseksuelle kvinde Erika LaBrie? Hun opnåede momentan verdensberømmelse for 20 år siden, da hun indgik ægteskab med selveste Eiffeltårnet. Jeg kom til at tænke på hende, da jeg læste Martha Flyvholm Todes roman om en kvinde, der lever i et parforhold med en mand, som ikke findes fysisk, men kun i form af en digital projektion via en downloadet kunstig intelligens-app ved navn Soul.
Den eneste er en skarpsindigt tænkt samtidsfremtidsroman, som nyfortolker klassiske forhold mellem mennesker og det ikke-eller-mere-end-menneskelige, for hvor langt er egentlig springet fra ChatGPT i lommen til følelsesudvekslingen med en algoritme, som altid giver dig det, du har behov for?
Liva er en 30-årig nyuddannet præst, der får job i Matthæuskirken på Vesterbro i København, hvor hun skal gøre kristendommen spændende for de unge.
Hun har haft en problematisk opvækst i Esbjerg og har brudt med sin mor. Til gengæld har hun et meget nært forhold til veninderne, som udgør en tilvalgt familie. Men Rikke, som hun har delt lejlighed med, er netop flyttet ud for at bo sammen med sin nye kæreste, og snart er hun gravid. Den anden veninde, Cecilie, er i fast forhold med Thea, og de har fået sønnen Leo. Liva er altså den eneste af de tre, som endnu ikke har fundet en livspartner.
Til gengæld venter det nye, udfordrende arbejde som ungdomspræst lige om hjørnet. Da Liva skal forberede sin første gudstjeneste og er lidt nervøs, foreslår Rikke hende en app, som kan hjælpe med at give respons. Skeptisk lader Liva sig overbevise, og da hun først har lukket appen ind i sit liv, er den kommet for at blive.
SOUL, SOM DEN hedder, består af en slags avatar, hvis udseende Liva selv kan vælge, og hun skaber en flot fyr, som hun kalder Elias. Han skal vise sig at være utrættelig i sin omsorgsfulde støtte.
Appens navn er valgt med udsøgt sarkasme, for sjæl har projektionen jo netop ikke, men den er suveræn til både at stimulere og simulere følelser, og Liva bliver en slags forelsket, måske snarere forhekset.
Liva møder en kvinde, der downloadede Soul for at få hjælp til yogaøvelser, men forholdet udviklede sig, og nu er hun kæreste med avataren i appen. Liva spørger, om hun er sikker på, at hun er forelsket? Hvorfor skulle jeg ikke være det, svarer kvinden. Fordi det jo bare er en illusion, siger Liva. Og så lyder svaret:
»Er kærlighed ikke også det? Jeg mener, forelsker vi os ikke altid i idéen om noget? Hvis du spørger mig, er det her mere ærligt. Folk har det med at presse alle mulige forventninger ned over hinanden, fordi de har en forestilling om, hvem den anden er, og hvad et forhold skal kunne. Bare for at ende med at blive skuffede over, at ingen kan indfri de forventninger.«
Da Rikke og Cecilie indser, at Liva ikke blot har brugt appen som sparringspartner, men at den er ved at indtage en rolle som surrogatkæreste, bliver de dybt bekymrede, men Liva insisterer på, at Elias skal være til stede via telefonen eller en iPad, når vennerne mødes.
Så eskalerer deres forhold. Liva investerer i vægpaneler og anden teknologi, der gør, at hendes samliv med Elias føles mere fysisk, blandt andet en helkropsdragt med sensorer, der overfører hans digitale bevægelser til kropsfølelser hos hende. Og da Liva bliver »gravid«, bærer hun en simulationsvest under tøjet. Til sidst er de en familie af stærk navnesymbolik: Liva (som betyder »liv«), Elias (som betyder »Jahve er min gud«) og Adam (som jo var det første menneske, der befolkede kloden).
MARTHA FLYVHOLM TODE lader handlingen skride fremad gennem chatten mellem Liva og Elias og sms’er mellem veninderne. At Elias’ sprog er skematisk anlagt, forstår jeg godt. At veninderne skriver lige så upersonligt, virker til gengæld meget virkelighedsfjernt.
Den eneste er ikke sci-fi, men skildrer allerede eksisterende relationer mellem kød og blod-mennesker og deres digitale venner og kærester. Dermed har Martha Flyvholm Tode fat i foruroligende godt stof i en tid, hvor den graverende brug af kunstige intelligens omkalfatrer vores traditionelle idé om det menneskelige.
Romanens tematik og symbolik udspiller sig, som det fremgår, i en ramme af kristendom versus modernitet, gamle afgudsbilleder over for nye, digitale ikoner, der lover evig kærlighed og frelse. Se bare titlen, Den eneste, som behændigt mangler et ’ene’ til sidst og dermed både kan referere til præstens forhold til Elias og Gud.
Marta Flyvholm Tode har skrevet en absolut relevant, men lige lovlig overtydelig fantasi om næste sjælløse fase i zoomergenerationens epoke, om teknokapitalisme, digitalromantik og robotiseringen af mennesket, om sociale forbindelser og nye begyndelser, om ikke at ville forlade flokken – og så måske alligevel være nødt til at gøre det.
Vi ved, at Liva har brudt med sin mor. Om hun også vælger Elias frem for veninderne, som Erika LaBrie valgte Eiffeltårnet, står åbent til romanens slutning, der finder sted på en skærtorsdag, hvor loyaliteten og fællesskabet som bekendt er på spil.