Weekendavisen den 1. december 2025
Catch-22. Kan retten i Nykøbing Falster finde en tredje vej ud af det litterære og moralske morads, som Insula-sagen søber rundt i?
En bombepilot vil ikke flyve flere togter. Han påberåber sig sindssyge for at slippe for sine pligter. Men at ville undgå de livsfarlige missioner er ikke sindssygt, det er tværtimod normalt. Derfor kan piloten ikke slippe for tjeneste.
Sådan lyder den absurde logik i Joseph Hellers berømte krigsroman Catch-22. Romanen udkom i 1961, hvorefter titlen er gledet ind i sproget som betegnelsen for et paradoksalt dilemma, hvori man vælger forkert, uanset hvad man vælger.
Og når dommer Anne Bundgaard fra Retten i Nykøbing Falster senere på måneden skal tage stilling til, om forfatteren Thomas Boberg er skyldig i injurier mod en restauratør fra Fejø, befinder hun sig netop i en sand catch 22-situation.
Hvis hun vælger at dømme forfatteren og hans roman, Insula (2024), dømmer hun også skønlitteraturen som sådan og sætter dermed hegnspæle for litterær inspiration og kunstnerisk ytringsmulighed. Hvis hun omvendt vælger at frikende forfatteren, giver hun grønt lys for grænseløse fiktionaliseringer af genkendelige personer, der ikke ønsker at blive gjort til genstand for en forfatters litterære opmærksomhed.
En utvetydig dom i den trættekære Insula-sag vil altså få negative konsekvenser, der rækker videre end til den dømte selv.
Noget siger mig, at vi ville være bedst tjent med, at sagen aldrig var kommet for en dommer. Eller gid den var kommet for Bremenfeld, Ludvig Holbergs borgmester i Den politiske kandestøber, hvori to borgere begge gør krav på det samme stykke jord. I ærgrelse og opgivelse over de to advokaters juralatin spørger borgmesterdommeren, hvorfor djævelen da de ikke bare forliger sagen?
»Når Justinianus (en byzantinsk kejser, red.) hænger kåben på begge sider,« siger Bremenfeld, »er det som han ville sige disse ord: ‘Gaaer hen, I Skabhalse, og forliger Sagen.’«
SAGEN OM ROMANEN Insula synes således at være gået i hårdknude. Hvis øboen vinder, taber litteraturen. Hvis digteren vinder, står nogle borgere magtesløse tilbage og føler sig som ofre for injurier. Det paradoksale er, at sagsøgers advokat og sagsøgtes advokat er enige om, at romanen er fuld af løgn. De er bare ikke enige om, hvorvidt det er strafbart at lyve i litteraturen.
Måske er Thomas Boberg skyldig i det, som sagsøgers advokat i prægtigt jurasprog kalder »bevidst ineffektiv pseudonymisering«. Men siden hvornår har det været ulovligt for en forfatter at lyve, finde på og digte? Hvis det virkelig er strafbart for en digter at digte, vil det betyde, at forfattere fremover ikke vil kunne lade sig inspirere af et autentisk menneske til at skabe en fiktiv karakter, hvilket vil efterlade litteraturen på ufrugtbar stengrund.
Jeg står naturligvis på Thomas Bobergs side, fordi jeg ønsker at værne om skrivefriheden, men jeg har stor forståelse for begge parter. Ytringer er frie, men trusler og injurier gider vi ikke. Men er Insula virkelig injurierende?
Det ville have været rart, hvis sagen aldrig var kommet så vidt. Det havde været bedre, hvis den var forliget gennem et medieret forløb, hvor fejbattingen og forfatteren var blevet hjulpet på en salomonisk vej ud af konflikten. En dom, uanset hvilken vej denne måtte falde, vil skabe en prekær præcedens.
Hvad gør en klog dommer så? Jeg håber, at Anne Bundgaard kan finde en tredje vej ud af det juridiske, litterære og moralske morads, som denne sag søber rundt i. En løsning, så begge parter kan forlade retten som andet end taber. Jeg håber tilmed, at retten kan vise Fejø en vis form for forståelse, uden at det går ud over digterens fantasifrihed og litteraturens råderum.
Thomas Boberg skriver ikke dokumentarisme, men fiktion, fantasi og æstetisk organiseret løgn. Det er alle enige om. Jeg mener derfor, at retten kan give restauratøren ord for, at romanens skildring af ham er fiktion. Det har han jo allerede forfatterens ord for. Til gengæld bør retten bede ham om at kigge i vejviseren for Fejø og omegn efter sit krav om erstatning.
Dommer Anne Bundgaard står i en paradoksal catch 22, hvor hun vælger forkert, uanset hvilket valg hun træffer. Men medmindre hun kan smække et genialt columbusæg på bordet, bør hun sætte friheden til at skrive højere end retten til ikke at blive beskrevet.