Weekendavisen den 19. januar 2024
I aften har Det Kongelige Teater premiere på Indenfor murene, Henri Nathansens berømte problemdrama – eller moralkomedie, som det også er blevet kaldt – om konflikten mellem jøder og kristne i Danmark.
Skuespillet var aktuelt, da det blev førstegangsopført i 1912. Det var også relevant ved de talrige repremierer gennem årene, ikke mindst i 2014 og 2015, da henholdsvis Aalborg Teater og Folketeatret i København også satte det slidstærke drama på plakaten.
Og nu, i disse miserable tider, er Indenfor murene ikke alene aktuelt og relevant, det er det ulykkeligt perfekte eksempel på, at stor dramatisk litteratur ikke er afhængig af sin egen tid. Men det var garanteret ikke Henri Nathansens håb, at hans skuespil skulle være så påtrængende hele 112 år efter urpremieren.
INDENFOR MURENE ER inspireret af den geniale Henrik Ibsens realisme og psykologi og handler om unge Esther Levin fra en traditionsbunden jødisk familie, som forelsker sig i sin universitetslektor, Jørgen Herming, søn af den kristne og antisemitiske etatsråd, der engang ruinerede den gamle Levi, fordi »banken ikke havde brug for jøder«.
Kan familierne forsones? Kan religioner og traditioner bøjes mod hinanden? Kan de, bogstavelig talt, være i stue sammen? Kan de unges kærlighed accepteres?
Når Jørgen Herming skærer igennem familiernes diskussioner om, hvorvidt parrets fremtidige børn skal være kristne eller jøder, og udbryder: »Mennesker skal de blive!«, gibber det i hele mit sekulære hjerte, for lige præcis den slags børn har jeg selv opfostret.
Men uanset hvad, kan skuespillets humanistiske budskab om nødvendigheden af at bygge bro over religionernes kløfter – naturligvis inspireret af høvdingen Georg Brandes – ikke forstås løsrevet fra den alt for virkelige virkelighed, der omgiver os lige nu.
Esther og Jørgen er begge humanistiske idealpersoner, der sætter kærlighed over religion og nægter – som Shakespeares Romeo og Julie før dem – at lade nedarvede familiekonflikter bestemme.
HENRI NATHANSEN SKREV sit skuespil i en tid, hvor verden endnu ikke var tæret op af to verdenskrige og Holocaust. Men han levede længe nok til at være vidne til det civilisatoriske kollaps og overgrebet på al humanisme, og som jødisk flygtning i Sverige kastede han sig i døden fra et vindue i en tilstand af dyb depression. Man kommer uvægerligt til at tænke på Stefan Zweig, der tog gift sammen med sin kone i brasiliansk eksil.
Henri Nathansen oplevede altså ikke oprettelsen af Israel, det Israel, som hans ven Georg Brandes betragtede som en dårlig idé, fordi han mente, at jøderne ikke havde nogen fælles nationalfølelse, men hørte til i de lande, de nu engang var integrerede borgere i. Senere nuancerede han sin holdning, men fastholdt dog, at et jødisk hjemland i Palæstina ville få problemer med modsætningsforholdet til de arabere, der allerede boede i området.
Henri Nathansens ideelle fordring til det religionsneutrale samliv og Georg Brandes’ analytiske forudanelse er ikke til at komme uden om netop nu.
Begge forfattere ville, forestiller jeg mig, hvis de levede i dag, vende sig med al deres litterære styrke mod både Hamas og Netanyahu. Og begge forfattere ville insistere på nødvendigheden af at lægge sekulære planker hen over religionernes kløfter.
Som modeller for det moderne var Esther og Jørgen pionerer, og det, der var usædvanligt i skuespillets tid, blev normalt nogle slægtled senere, hvor flere og flere jøder giftede sig uden for murene. Den udvikling havde Henri Nathansens set komme, og han lader Esthers bror Hugo ramme hovedet på sømmet:
»Jeg hører selv for meget til her – inden for murene. Men det er jo noget andet udenfor – og der er slået hul i muren – og det er måske godt, at de derude får at se, hvordan vi er, og vi herinde får at se, hvordan de andre er. Mennesker er vi dog alle.«
Ja! Halleluja!
Hvor naivt og banalt det end kan lyde – og skuespillet er banalt, brændende og banalt – kan ingen bestride det sande i det banale. Lad os bare kalde det godhedens banalitet. Dén løser i sig selv ingen konflikter, men Esther (hvis navn slutter, som Herming begynder) og Jørgen (hvis navn begynder ligesom jøde) fortjener, at vi holder hullet i muren åbent efter dem.