Weekendavisen den 26. januar 2024
Noveller. Thomas Korsgaards skriver omsorgsfuldt om de omsorgssvigtede.
Thomas Korsgaard: Snydt ud af næsen. 336 sider, 269,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
Da jeg i 2019 anmeldte Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier, skrev jeg, at den var ideel i danskundervisningen, og da jeg i sensommeren i fjor anmeldte hans ultrakortroman Mente I det, skrev jeg et måske lidt vel kækt ”hej, dansklærer!” ind i min bedømmelse.
I hvert fald faldt det en af vores læsere for brystet, og jeg blev taget i skole i et læserbrev. Sagen er bare, at jeg ikke mente noget som helst negativt med det. Hverken første eller anden gang. Jeg mente (og mener), at litteratur, der egner sig særligt til undervisningsbrug, har en væsentlig mission, litterært og pædagogisk.
Thomas Korsgaards romantrilogi om Tue er efter fortjeneste (og mere til) blevet knuselsket trindt om land (og udland), og i forfjor blev forfatteren som blot 26-årig den yngste modtager nogensinde af boghandlernes bestsellerpris, De Gyldne Laurbær.
Men hvordan tegner landskabet sig så nu, hvor Thomas Korsgaard atter udgiver noveller, denne gang med skæbnestemplet i titlen, Snydt ud af næsen?
Jo, de er stadig velegnede til undervisningsbrug, tydelige som de er i persontegning og handling, og veloplagte som de er til referater, karakteristikker og analyser. Man kan ovenikøbet trække forbindelseslinjer mellem de enkelte historier (men vist ikke alle?), idet en bi person i den ene novelle, er hovedfigur i den næste. Dertil rummer alle novellerne tydelige temaer om tilhørsforhold, identitet og fællesskab – eller mangel på samme. Det er små historier om provinsbyens altseende øje og om den skyld- og hævnbevidste sociale kontrol.
Dermed er novellerne åndsbeslægtede med Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017), hvor hele registeret med omsorgssvigt, armod, psykisk sygdom, alkoholmisbrug og vold blev sat op imod titlens naive håbefuldhed, drømmen om at set og reddet af et andet menneske.
I Snydt ud af næsen bliver dette lønlige håb formuleret af Kevin, en stakkels dreng, der går for lud og koldt vand. Hans far, en simpel klovskærer, er udstødt fra lokalsamfundet, fordi han engang kørte en pige ihjel på egnen. Og fædrenes synder går i arv til deres sønner. Men så er det, Kevin tænker ved sig selv: ”Alle de mennesker, man aldrig mødte. Dem var der flest af.”
Denne indre replik rummer essensen af Thomas Korsgaards sociale indignation og litterære ambition. Han vil give stemme til de stemmeløse, han vil skrive omsorgsfuldt om de omsorgssvigtede. Han vil minde om, at vi alle er et menneske, der kan vælge at komme forbi.
Og, åh, hvis bare Thomas Korsgaard skrev med større sproglig dybde og episk talent, ja så kunne man jo overveje at gøre en forsigtig pointe ud af, at han er skibonit ligesom Jeppe Aakjær, hvis roman Vredens Børn for 120 år siden førte til oprettelsen af en landarbejderforening og en tyendekommission.
Den slags direkte effekt får Tue-trilogien og novellerne her naturligvis aldrig, men Thomas Korsgaard er alligevel en hædersmand med et stort hjerte.