Weekendavisen den 1. december 2023.
Politisk-poetisk. Jonas Eika har valgt – og fravalgt – blandt Ivan Malinowskis digte. Det er både plumpt, banalt, udsøgt og uforligneligt.
Ivan Malinowski: Er døden ikke politisk? Digte i udvalg ved Jonas Eika. 186 sider, 249,95 kr. Gyldendal.
I 1962 gendigtede Ivan Malinowski femten internationale lyrikere i en antologi, som han kaldte Glemmebogen. Titlen var sarkastiske ment. Digtene udgjorde ”en vandring gennem det sidste halve århundredes bevidstløshed, dets urskovsmørke,” som Ivan Malinowski skrev i forordet. Digtene var ”et album af normalt fortrængte billeder”, altså en glemmebog.
Efter sin pludselige død i 1989, som kun 63-årig, gik Ivan Malinowski selv i glemmebogen. En tavshed sænkede sig over ham og hans lyriks beske tidskritik, hans nihilisme, hans anti-kapitalisme, hans alvorsfulde strenghed og hans passion for den svenske natur.
Men nu vender Ivan Malinowski – som indtil 1980 stavede sit efternavn med enkelt-v: Malinovski – tilbage. Forfatteren Jonas Eika har med Er døden ikke politisk? foretaget et udvalg i otte bøger fra 1958 til 1988 med det formål at synliggøre forbindelserne og udvide sprækkerne mellem forfatterskabets æstetikker og grundtemaer, som de formulerer det i bogens forord (Jonas Eika omtales ikke længere med pronomenet ”han”’, men ”de”).
Hvad det vil sige at ”synliggøre forbindelser”, forstår jeg udmærket. At ”udvide sprækker”, ved jeg dog ikke, hvad betyder. Men Jonas Eika forsøger bravt at motivere sit udvalg ved at bygge bro mellem Ivan Malinowskis digte og sin egen politiske aktivisme.
I Åbne digte fra det meget produktive år 1963, hvor Ivan Malinowski udgav to digtsamlinger og en essaysamling, skrev digteren om politiet, som opløser en demonstration (på bogens omslag så man en enlig rygvendt mand med alpehue, der trodsigt konfronterer en gruppe betjente med hjelme og stave), og heri spejler Jonas Eika sig selv og sine politiske kampfæller.
De (altså Jonas Eika) fortæller om en med-demonstrant, der den 1. maj 2019 pegede på de kampklædte betjente: ”Se! Der er nogen der har klædt sig ud som politi.” Demonstrantens ironiske replik er, ligesom graffitien COPS DON’T EXIST, et forsøg på at vende magtforholdene på hovedet, mener Jonas Eika.
Men graffitien tager fejl, og pludselig bliver Inger Christensen involveret, da Jonas Eika stjæler hendes stil: ”Deportationerne findes, visitationszonerne findes, tiggeriforbuddet og den raciale profilering findes.”
Sandt nok. Og disse betændte emner ville Ivan Malinowski sikkert også have omsat til politisk poesi, og naturligvis skal en type som Jonas Eika betone denne fløj af forfatterskabet. Hans egen takketale, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2018 var, som man vil huske, en flammende anklage mod det politiske system og især Mette Frederiksen flygtningepolitik.
Det giver altså indlysende god mening, at Jonas Eika i sit forord lægger vægt på Ivan Malinowskis internationale solidaritet, på det ”parasitiske forhold mellem nord og syd, mellem kolonimagterne og de koloniserede”, og det er tilsvarende forventeligt, at Jonas Eika fremhæver, at Ivan Malinowski ”skriver en hel del om hvidhed”. De (altså Jonas Eika) citerer den fransk-algeriske forfatter og aktivist Houria Bouteldja for begrebet ”det hvide immunsystem”, som omfatter NATO, FN, IMF og ”smukke idéer” som humanisme, universalisme, sekularisme, ”der opretholder afstanden mellem hvidheden og den vold der gør hvidheden mulig”.
Det er, mener Jonas Eika, dette hvide immunsystem, som Ivan Malinowski digter om i ’Kritik af den europæiske identitet’, et digt i ni ”kapitler” fra digtsamlingen Kritik af tavsheden (1974). Og ja, det er det måske, selvom Jonas Eika introducerer begreber, som Ivan Malinowski ikke selv anvendte.
Jonas Eika mener, at hvidheden ikke er så ekspansiv som tidligere (altså kolonialistisk), men mere aggressivt befæstet (Frontex), og det kan der nok være noget om, men nu handler det her ikke kun om politik, men også om poesi, og derfor er det påfaldende, at Jonas Eika har valgt at slette to af de ni afsnit, som ’Kritik af den europæiske identitet’ består af.
Under digtet er det behørigt anført, at der er tale om et uddrag. Væk er afsnit V, som ellers en stærk anti-kolonialistisk pointe: I den tredje verden må de slide som dyr og dø af sult og sygdomme for at den første verdens losseplads kan vokse. Hvorfor er det redigeret væk?
Anderledes indlysende er det, at Jonas Eika har slettet afsnit II, som i al sin enkelhed lyder således:
”I Sydafrika udvindes ti gram guld/ af hver ton malm negerslaverne bryder/ Hvor mange tons malm/ har du på fingeren?”
Her optræder jo et kontroversielt ord – n-ordet – som skaber uro og uorden i læsningen af digtet som et opgør med den ekspansive og aggressive hvidhed.
Jeg spørger mig selv, om n-ordet også er grunden til at centrale digte som ’Lumumbas mordere’ og ’En dag i Ivan Malinovskis liv’ heller ikke er med?
Gid Jonas Eika havde bragt disse digte og konfronteret sin egen smerte ved at reflekteret over sproget og det racistiske ords status dengang og nu i stedet for at plukke og purificere som en anden kommissær. Men det havde naturligvis bragt hvidhedspointen i problemer, og at en digter med Ivan Malinowskis politisk-poetiske kritiske klarsyn brugte sådan et kontamineret ord uden blusel, er smerteligt for vor tids litterære antiracisme.
At Ivan Malinowski ikke kun var politisk, må man aldrig glemme, og ’Myggesang’ (Galgenfrist, 1958) sitrer og stråler stadig som et af den moderne danske litteraturs mest inderlige og yndefulde natur- og eksistensdigte, hvor diskrete, porøse rim nærmer sig hinanden med udsøgt og tøvende mangel på præcision, så svævende let:
I juninatten denne drøm
huset båret af kirsebærtræernes skum
til druknende fugles klukkende bølgeslag
under en klokke spinklere end fjordens spejl
min søvn en gærdesmuttes æg: en væg
af kalk og bristefærdigt synsbedrag
dirrende plantet i mørket det hvide en segl
og lydløst hakker et usynligt næb
på spejlets hinde af vind og salt
snart brister alt
Ivan Malinowski var en rig og kompleks digter, vekselvis hård og blød, som nu retfærdigvis hentes ud af glemmebogen af Jonas Eika, som er kongenialt tænkende, både politisk og naturpoetisk. Hvad det første angår, kan det blive vel plumpt, hvad det andet angår kan det blive vel banalt, men når det er bedst, er det uforligneligt. Et dagbogsdigt som dette forener det politiske verdensengagement med det natursanselige:
En afghansk kortbølgesender
skratter i radioen. Adspredt
lytter jeg til skovskadernes samtale derude
som jeg heller ikke forstår. Heraf
slutter jeg ikke at jeg er en fremmed i verden
kun at min viden er mangelfuld.
Er døden ikke politisk? er Jonas Eikas fyldige, men ikke fuldstændige, genintroduktion af Ivan Malinowskis forfatterskabet. Digtene er udvalgt ud fra en personlig prioritering, hvor valg og fravalg må tale for sig selv.
Jeg bemærker med en vis undren fraværet af programdigtet ’Disjecta membra’ fra 1958 om menneskets eksistentielle splittelse, som med en vis logik kunne have åbnet samlingen, sådan som det åbnede forfatterskabet, særligt når udvalget lukker og slukker med ’De elskende bliver ikke skilt af døden’ fra 1988, hvor alt atter samles. Mellem splittelsen og samlingen ligger tre årtier – og en cirkel er sluttet. Men det ignorerer Jonas Eika.
Nu er Ivan Malinowski altså ude af urskovsmørket, og gensynet med hans magtkritiske indignation er velkommen, interessant og relevant. Men smukkest er hans rimede digte om natur og eksistens, for eksempel, når han konstaterer, at ”af ti små fugle på en vintergren/ vil kun de to i midten overleve”, og: ”Knap har vi sat vor fod i denne have/ før leret åbner sine våde grave”.