Rød, gul, grøn

Weekendavisen den 24. november 2023

Flaskepost. Forskere i Danmark har udviklet det klimavenlige trafiklys med kunstig intelligens. Det sker, præcis 100 år efter at Garrett Morgan – »den sorte Edison« – opfandt det automatiske trafiksignal.

For en måned siden meddelte Syddansk Universitet, at professor i data science Sadok Ben Yahia har udviklet et nyt system, der kan forudsige trafikkens bevægelser. Ved hjælp af kunstig intelligens og datafusion fra sensorer, kameraer og gps justerer systemet trafiklysene, og resultatet er markante reduktioner af CO₂ og støj.

Timingen er perfekt. Sadok Ben Yahias EcoLight+ kommer, præcis 100 år efter at der blev taget patent på verdens første rød-gul-grøn-trafiklys.

Garrett Morgans far var en frigivet slave, hans mor var dels sort, dels indiansk, så da sønnen blev født i Kentucky i 1877, som nummer syv i en søskendeflok på 11, var der næppe nogen, der nærede store forventninger til hans liv. Men Morgan var en kvik fyr, og han skulle senere blive kendt som »den sorte Edison«.

Efter skoletiden, hvor han kun havde lært det mest basale med bogstaver og tal, fandt Morgan arbejde som altmuligmand for en rig jordbesidder, og han brugte sin løn til at hyre en lærer, der kunne give ham yderligere undervisning. Han fik job som symaskinemekaniker, og med fin sans for teknik udviklede han en ny og forbedret symaskine.

Garrett Morgan åbnede sit eget symaskineværksted, fik succes, stiftede familie, åbnede et skrædderfirma sammen med sin kone og fik endnu mere succes. I 1909 eksperimenterede han med en kemisk opløsning, der skulle reducere risikoen for sveden uld som følge af friktionen mellem den fartopvarmede symaskinenål og stoffet.

En dag prøvede han en opløsning, som viste sig at styrke uldens struktur. Han prøvede den derefter på naboens hund og så på sit eget hår. Det virkede! Han fyldte cremen på dåse, og i annoncer erklærede han »VERDENSKRIG MOD DÅRLIGT HÅR!«

Garrett Morgan søgte agenter, der kunne sælge hans produkt: »Vi underviser Dem gratis i kunsten at behandle Deres eget og andres hår. De kan tjene store summer på en lille investering.« Og kunderne fik stillet store resultater i udsigt. Til kvinderne: »Håret vokser, smukt, blødt og bølgende, uanset hvordan det ser ud nu.« Og til herrerne: »Vores creme glatter Deres hår ud på et kvarter.«

Men Garrett Morgan havde mere end symaskiner og hårcreme på repertoiret. I 1914 opfandt han et åndedrætsværn til brandmænd, men på grund af sin hudfarve havde han problemer med at afsætte sin opfindelse til brandmyndighederne, især i Sydstaterne.

Derfor hyrede han en hvid skuespiller, der gav sig ud for at være opfinderen, mens Garrett selv stod for demonstrationerne i røg og gasdamp.

Da en gruppe tunnelarbejdere i 1916 blev fanget under Lake Erie efter en gaseksplosion, trak Garrett Morgan selv i sin gasmaske. I en heroisk bedrift lykkedes det ham at bjerge to mand. Men fordi Garrett var sort, udelod aviserne helt hans navn og påstod, at andre havde udført heltedåden. Men åndedrætsværnet blev en forløber for Første Verdenskrigs gasmasker.

Heldigvis lod Garrett Morgan sig ikke stoppe af racismen. I 1919 oprettede han den afroamerikanske avis Cleveland Call, og han blev den første sorte bilejer i Cleveland. Dermed var vejen banet for hans mest berømte opfindelse.

I november 1923 – for præcis 100 år siden – opfandt han verdens første fuldautomatiske trafikreguleringssystem, hvor den gule farve varslede, at trafikanterne lige straks skulle stoppe. Helt nemt var det dog ikke. I 1926 kunne The Winnipeg Tribune rapportere om byens første trafiklys:

»Trafikken nærmede sig krydset helt uforberedt på, hvad der var sket i gaden. Bilisterne var lang tid om at forstå, at de skulle lystre trafiklyset. Men nogle var kvikkere end andre, og der opstod derfor en hel del råben og tumult.«

Garrett Morgan patenterede trafiklyset – patent nummer 1.475.024 – i USA, Canada og Storbritannien, hvorefter han solgte sin opfindelse til energikonglomeratet General Electric for 40.000 dollar.

I 1943 fik han konstateret grøn stær, som i de følgende år svækkede hans syn. Kort inden hans død blev hans indsats ved gaseksplosionen under Lake Erie anerkendt, ligesom han blev æret af den amerikanske regering for sin opfindelse af det automatiske trafiklys.

Ved 100-års jubilæet for Garrett Morgans opfindelse er der så grønt lys for det intelligent designede og klimavenlige EcoLight+.