Weekendavisen den 3. februar 2023.
Revolutionsroman. Vigdis Hjorth plejer at sige den ufortyndede sandhed om familien. Nu ser hun en pointe i at bevare livsløgnen for et gennemsnitsmenneske.
Vigdis Hjorth: Femten år. Det revolutionære forår. På dansk ved Karen Fastrup. 188 sider, 299,95 kr. Turbine.
Der er indlejret et så sympatisk og modigt nej! i denne roman, at jeg må bryde ud i et begejstret, bekræftende ja! Ja! til Vigdis Hjorths kloge, bevægende, tankevækkende og smukt svævende portræt af pigen Paula.
Forud for sin konfirmation kommer pigen til skelsår og alder, altså den alder hvor man er voksen og moden nok til at træffe beslutninger, tage ansvar for sine handlinger m.m. Sagen er bare, at Paula træffer andre beslutninger, end dem hendes traditionsbundne familie forventer.
Vigdis Hjorth har kodet sin romans titel helt perfekt. Femten år. Det revolutionære forår er dels en simpel konstatering af pigens alder, dels et gådefuldt løfte om et radikalt opgør. Men hvad handler revolutionen om? Ja, den handler om, at Paula tvivler mere, end hun tror, og at hun ikke undertrykker sin tvivl.
Vi er i Norge engang i 70’erne. Her hersker kedsommelige konservatisme med klare kønsrollefordelinger i familien, hvor Paula vokser op med forældrene, en storesøster og en lillebror. Hver dag kommer faren ydmyget hjem og klynker over manglende anerkendelse fra chefen.
Kvinders emancipation er der ingen, der skænker en tanke. Alt følger en småborgerlig forudsigelighed. For alt i verden skal facadens pænhed opretholdes. Og i baggrunden lurer og truer bedsteforældrenes reaktionære kristendom. Men Paula fornemmer familiens falske melodi, og hun sætter sig for at gennemskue løgnene. Ikke fordi hun vil udbasunere sandheden, for hun indser løgnens nødvendighed. Men hun vil vide klar besked.
Paulas revolution er diskret og systembevarende. Den handler ikke om de andre, men om hende selv. Hvis hun har lært noget til konfirmationsforberedelse, er det, at sandheden kan være farlig. Præsten er en kristen hædersmand, der forstår sin konfirmandelevs tvivl, og han citerer Henrik Ibsens berømte ord fra Vildanden: ”Hvis du tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager du samtidig lykken fra ham”.
Paula spørger om det er bedre at lyve. Præsten tøver lidt, så svarer han: ”Måske. Af og til”. Og så kommer han med et ukristeligt snedigt forslag (jeg lader det blive mellem præsten og pigen), der forløser alt i Paula. Hun føler at en byrde er løftet af hendes skuldre, ”som om hun havde været gennem en radikal kur (…) og som om en sten var faldet fra hendes hjerte, men uden at ramme hendes fødder (…), denne sten ramte i stedet jorden og trillede nedad i stor fart, og hun løb om kap med den og vandt.”
Portrættet af pigen, der afskriver den gud, som hun ellers er prædestineret til at bekræfte sin tro på, er skrevet med finesse og uden vrede. Paula ønsker at familien snarere havde lidt af livsløgne end af overlagte løgne, fordi rædslen for at blive afsløret hele tiden ligger på lur, men hun har social intelligens nok til forstå præstens pointe, og da hun skal holde tale til sin familie ved den pinagtige konfirmationsmiddag, er hendes linedans formfuldendt elegant. Som læser krymper man sig.
Det har altid været Vigdis Hjorts litterære varemærke at sige sandheden ufortyndet og uforfærdet. Men i denne roman viser hun en ny mildhed, en slags hensynsfuld skånsel. Det, der kunne have splittet familien til atomer, det der kunne have været en altomfattende og ødelæggende revolution, nøjes med at være en indre overenskomst. Livsløgnen består for familien. Men Paula er fri.
Femten år. Det revolutionære forår er i al sin behændige korthed (188 sider, ikke et ord for meget, ikke et ord for lidt), både et fuldtudfoldet pigeportræt og en eksistensroman om at finde sin egen kerne. Det hele er skrevet med et sprogligt overskud, der får hver sætning til at lyse af prosalyrisk omhyggelighed, og på snart sagt hver eneste side trumfer Vigdis Hjorth med pointer eller formuleringer, som det er værd at dvæle ved. Det er derfor en gennemført glæde at sige ja til Paulas nej.