Weekendavisen den 17. februar 2023
Roman. Et fremtidigt USA i knæ for Kina tvangsfjerner børn fra familier uden de rette patriotiske værdier. Celeste Ng tænker godt, men skriver ringe.
Celeste Ng: De savnede hjerter. På dansk ved Lisbet Kjær Johansen. 300 sider, 275,00 kr. Politikens Forlag.
Jeg kan virkelig god lide den kritiske substans, som Celeste Ngs De savnede hjerter bygger på, men jeg er allergisk overfor romanens klægt forfølende formsprog.
Handlingen er henlagt til USA i en temmelig snarlig fremtid. Efter en mangeårig global finanskrise, er Kina kommet bedst på fode, og efter at USA har tabt terræn i det politiske og økonomiske magtspil, er den amerikanske selvforståelse hårdt såret. Derfor har Kongressen vedtaget en ny hyperpatriotisk lov, The Preserving American Culture and Traditions Act, PACT, som blandt andet giver myndighederne mulighed for at tvangsfjerne børn, der er i risiko for at vokse op hos forældre med anti-amerikanske værdier, altså i kinesiske fjendefamilier.
Sådan en familie vokser Noah op i, eller Bird, som hans mor kalder ham. Hun er en eventyrfortællende lyriker af kinesisk afstamning, hans far en sproginteresseret akademiker. Men en dag er Birds mor væk. Hvorfor har hun forladt sin søn uden et ord til afsked?
Bird savner sin mor, men hans far lægger i ét og alt afstand til hende. Overfor myndighederne bedyrer han, at han ikke har nogen kontakt til sin kone, at han er en god patriot, og at han aldrig har delt hendes værdier.
Nu begynder så Birds sporjagt gennem et paranoidt amerikansk samfund (han minder lidt om en blanding af den sandhedssøgende dreng i Jonathan Safran Foers nine eleven-roman Ekstremt højt og utrolig tæt på og den kække Dorothy i Troldmanden fra Oz), for naturligvis har den intelligente mor efterladt et spor til sin følsomme søn.
Via en hemmelig biblioteks- og borgerretsbevægelse – en slags pendant til den underjordiske jernbane som hjalp de slavegjorte – følger Bird brødkrummestien. Det viser sig at hans mor ikke alene er en fin lyriker, men også en retfærdighedssøgende aktivist, der måtte gå under jorden, efter at en linje fra et af hendes digte, our missing hearts, var blevet brugt som slagord i en demonstration imod PACT og tvangsfjernelserne af børn. Med fare for egen sikkerhed indsamler hun nu de savnede børns historier, og sørme om ikke hun har fundet en smart måde til at fortælle alverden om de forsvundne hjerter.
Celeste Ng har skrevet en anerkendelsesværdig politisk bekymringsroman om patriotismens fare med en skræmmende plausibel samfundsintrige. Hendes scenarietænkning er god, og på idéplanet fortjener De savnede hjerter at blive nævnt i forlængelses af hvad-nu-hvis-romaner som Sinclair Lewis’ Det kan ikke ske her (1935) om en højrepopulistisk præsidentkandidats valgsejr og Philip Roths Komplottet mod Amerika (2004), en kontrafaktiske spekulation om hvad der var sket, hvis flyverhelten og antisemitten Charles Lindbergh havde vundet valget i 1940. Endelig har Celeste Ngs roman naturligvis også en snert af Tjenerindens fortælling, blot ikke noget nær Margaret Atwoods kvalitet.
De savnede hjerter er en tankevækkende anti-voldelig Guy Fawkes-historie om en autoritær og intolerant nationalistiske patriotisme, hvis kim findes i det amerikanske samfund. Hvad det angår, kan romanen også læses som en tendenshistorie side om side med bestsellerkollegaen Hanya Yanagiharas nye roman Til Paradis, der også skildrer et autokratisk USA med intensiv borgerovervågning og frihedsbegrænsinger.
I gamle dage kaldte man spionromaner for lufthavnslitteratur, fordi de blev solgt som stangvarer til forretningsmænd på langfart. Men vor tids lufthavnslitteratur er denne slags etisk pumpede politiske parfumeromaner, hvor ikke én eneste retfærdighedsfølelse krøller den forkerte vej. Og farens undsigelse af Birds mor viser sig – naturligvis – kun at være en nødvendig parade for at beskytte Noah mod repressalier. Pyha!
På det sprogæstetiske plan er De savnede hjerter inficeret af den internationale bestsellerlitteraturs sørgelige kønsløshed. Skrivekunst kan man dårligt kalde det, men behændig fortælleteknik er det da. Hvis man kan tåle en overdosis af snusfornuftige børn og stoiske kvinder, er denne candyflossroman absolut relevant.
Lisbet Kjær Johansens oversættelse er upåklagelig og stabil. Men jeg spørger mig selv, om romanens danske titel er korrekt? Mon ikke Our Missing Hearts handler mere om forsvundne hjerter end om savnede hjerter?