På lidelsens og litteraturens alter

Weekendavisen.dk d. 26. juni 2023

Tiden er inde til at nuancere den hagiografiske dyrkelse af kaosmennesket Tove Ditlevsen, som i flere omgange har fungeret som et feministisk ikon, og som de seneste mange år er blevet fejret som et orakel.

Da jeg i forrige uge anmeldte Lise Munk Thygesens Tove Ditlevsen var min mormor, hæftede jeg mig ved bogens sandsynliggørelse af, at Toves fjerde ægtemand, Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, havde et seksuelt forhold til Toves teenagedatter Helle.

Hidtil havde den biografiske litteratur om Tove Ditlevsen og Victor Andreasen ladet det være ved antydningerne, som for eksempel Karen Syberg, der i sin bog Tove Ditlevsen. Myte og liv (1997), skrev eufemistisk om Victors ”forelskelse” i Helle.

Med barnebarnets citater fra morens patientjournaler ved vi nu, at hun som voksen fortalte Rigshospitalets psykiatere om, at hun som 15 årig indledte et seksuelt forhold til Victor Andreasen.

Det, som en patient siger til en terapeut, er ikke nødvendigvis troværdigt. Men uddragene af Helles journal bekræfter under alle omstændigheder den vonhørensagen og de antagelser, som flere biografiforfattere har arbejdet ud fra, ikke mindst ansporet af antydninger i Tove Ditlevsens selvbiografiske skønlitteratur.

Vi kan dermed bekræfte, at Victor Andreasen var et dumt svin. Al normal anstændighed siger naturligvis, at han skulle have holdt nallerne for sig selv, uanset hvor meget hans hustru behøvede at lide for at kunne skrive. To voksne mennesker skal naturligvis ikke involvere den enes datter i deres sadomasochistiske danse macabre.

Men Lise Munk Thygesens bog rummer mere nyt. Hun kan citere et brev fra Tove til datteren Helle, som var blevet smidt ud af hjemmet efter en konflikt mellem moren og stedfaren. I brevet skriver Tove, at hun savner Helle som datter, men ikke som ”rivalinde”.

I min anmeldelse skrev jeg, at det var en skrækindjagende og kvalmende formulering. At unge Helle måske begav sig ud på et erotisk eventyr, som hun ikke kunne overskue, frikender hverken Victor eller Tove. Han skulle have standset sig selv. Hun skulle have standset ham. I stedet gjorde de Victors affære med Helle til omdrejningspunktet for deres dødedans.

Vi har alle lært at elske Tove på trods af (eller på grund af) hendes uperfekthed, psykiske sygdom og narkomani. Men når nu vi ved, at hun så gennem fingre med hendes mands seksuelle udnyttelse af hendes 15-årige datter, er fejlbarligheden gået for vidt.

For Tove Ditlevsen var lidelse et litterært brændstof, og hun havde brug for den ydmygelse, som hendes geniale og brutale mand udsatte hende for. På den måde var Victor Toves muse, mens hun var hans medvidende, og således var Helle begges offer.

Jeg kommer til at tænke på, at Tove Ditlevsen som brevkasseredaktør engang rådgav en fortvivlet kvinde til at glemme, at hendes mand havde forsøgt at voldtage hendes datter af første ægteskab. En mand kan jo blive fristet over evne af sådan en pige, skrev hun.

Ugen efter at bogen med de nye oplysninger udkom, var der premiere på dramatiker Jakob Weis og instruktør Martin Zandvliets formidable kammerspilsdrama, Toves værelse. Filmen spekulerer groft og grundigt i Victors forhold til Helle (og kun udgivelsen af Lise Munk Thygesens bog ugen før giver intrigen fast grund under fødderne). Tove ved det hele, og håner Victor, for at hans elskerinde er så ung, at hun leger dåseskjul med sine venner. Tove har stukket øjnene ud på et fotografi af elskerinden, og da Klaus Rifbjerg opdager, at det er Helle, angriber han i dyb forargelse ægteparret for at være umenneskelige. Men så allierer Tove og Victor sig med hinanden. De har begge brug for misbruget. Helle betaler prisen.

Tove Ditlevsen er litteraturhistorie, socialhistorie, kvindehistorie, danmarkshistorie. Den litterære rehabilitering af hende, der allerede begyndte med Jens Andersen og Karen Sybergs to biografier i 1997, er velanbragt, og hendes tragiske skæbne er rørende.

Måske gør svigtet kun Tove Ditlevsen mere fejlbarlig, mere menneskelig. Men man kan ikke se bort fra, at hun overgav sin teenagedatter til stedfarens seng, og dermed ofrede hende på lidelsens og litteraturens alter.

De nye oplysninger fra journaler og breve udgør en afgørende vending i synet på Tove Ditlevsen. Det minder, synes jeg, om afsløringen af Ole Wivels stupide ungdomsflirt med nazismen, som han løj om resten af livet, indtil han blev fældet af gamle manuskripter. Da var det moralske kollaps endeligt.