I 1888 kom den svenske forfatter Victoria Benedictsson til vejs ende i et kort, tragisk liv. Syg på sjæl og krop havde hun tilkæmpet sig en skrøbelig position som skrivende kvinde i et mandsdomineret samfund.
Også den magtfulde kritiker Georg Brandes’ opmærksomhed havde hun vundet. Og dertil hans litterære venskab, men ikke hans kærlighed, og tæret op af depression skar hun struben over på sig selv.
Mange år senere, i foråret 1910, blev Georg Brandes kontaktet af den finske litteraturhistoriker Helmi Krohn, som ville skrive om deres forhold i en biografi om Victoria Benedictsson. Han svarede, at han gennem mange år havde været »bytte for skrivende kvinders nysgerrighed«. Kvinderne forsøgte at fange hans interesse, vinde ham, sysselsætte ham, erobre ham, skriver han, fordi han skulle fungere som deres herold og basun.
Uden at lægge skjul på, at han fandt det væmmeligt at tale om sit bekendtskab med den svenske forfatter, svarede Georg Brandes i et brev, at han havde stået model til over 20 personer i danske romaner: »Aldrig i mine Levedage har jeg reageret imod nogen af disse ‘Portrætter’, selv ikke mod de mest ondskabsfulde. Disse i Fru Benedictssons Bøger er nu særlig ondartede.«
Den slags kunne Georg Brandes sige uden blusel, for alle vidste, hvor søgt han var af forfattere, der håbede på hans blå stempel. Fra 1860erne til sin død i 1927 vogtede han litteraturens led og dikterede smagsdannelsen med sit naturalistisk-psykologisk orienterede oprørssind, og som æstetisk og idealistisk kætter gerådede Georg Brandes ofte i skænderi med sine kulturkonservative modstandere.
Som frisindet libertiner trak han også et spor af bristede hjerter efter sig. Hvis han viste kvindelige forfattere menneskelighed, godhed og velvilje, blev det opfattet som en forpligtende forelskelse, skriver han med slet skjult selvmedlidenhed til Helmi Krohn.
JEG KOM TIL AT TÆNKE på Georg Brandes, da jeg i efteråret anmeldte og senere fulgte debatten om den norske forfatter Hilde Rød-Larsens roman Diamantaftener, der skildrer en ung, spiseforstyrret kvinde, som indleder et seksuelt forhold til en væsentlig ældre psykolog.
Forud for udgivelsen af den danske oversættelse i december gav forfatteren et interview til Information, hvor hun fortalte, at romanen bygger på autentiske begivenheder, der fandt sted for 25 år siden. I fiktionaliseret form skriver hun om sit private liv, og dermed også om andres, dog med camouflerede navne. Gennem sin advokat udsendte den mand, der angiveligt står model til romanens psykolog, en kort udtalelse, hvor han bekræftede, at han havde haft et seksuelt forhold til Hilde Rød-Larsen for 25 år siden, men at der var tale om gensidig accept og samtykke.
I min anmeldelse stillede jeg et principielt spørgsmål: »Hvordan forsvarer man sig mod et anklageskrift i romanform?« Det fik Hilde Rød-Larsen til at besvare mit spørgsmål i et læserbrev: »Helsetilsynet er orienteret om sagen, sådan at forsvaret vil finde sted i en formel granskning i regi af den norske stat.«
Fint nok. Men også et problematisk svar på mit spørgsmåls principielle karakter. Sagen er nemlig den, at Diamantaftener udkom på norsk i august – uden at vække opsigt. Virakken om romanen opstod først med interviewet i Information, hvor Hilde Rød-Larsen sagde, at hun under skrivningen havde indset, at der var tale om et overgreb. Ganske vist var de ikke i en professionel relation, og ganske vist var der tale om frivilligt samtykke, men ikke desto mindre var magtforholdet asymmetrisk. Helsetilsynet (svarende til Styrelsen for Patientsikkerhed) satte sig ifølge norske medier i forbindelse med forfatteren, og Helsetilsynets direktør, Jan Fredrik Andresen, sagde til VG: »Vi kan ikke agere på rygter eller romanstof. Derfor har vi taget kontakt til Hilde Rød-Larsen og spurgt, om hun vil tale om det.«
Det ville hun gerne, og derfor er det helt korrekt, når Hilde Rød-Larsen siger, at »forsvaret vil finde sted i en formel granskning i regi af den norske stat«.
Men sagen er jo, at det ikke var forfatteren selv, der henvendte sig til myndighederne, men myndighederne, der henvendte sig til forfatteren. Hvis der ikke havde været en roman og et forfatterinterview først, havde der jo heller ikke været en sag. Og én ting er Helsetilsynets faglige granskning (som har udviklet sig til et sagskompleks med anklager fra flere kvinder, fra seksuelle krænkelser til fejlbehandlinger og dokumentfalsk), noget andet er det indtryk, romanen efterlader i offentligheden.
Hilde Rød-Larsens svar på mit spørgsmål om, hvordan man forsvarer sig mod anklager i romanform, var derfor et ikkesvar. Det var jo ikke hendes intention at få indledt en formel granskning af terapeuten. I så fald kunne hun have henvendt sig til myndighederne, men det gjorde hun ikke. Måske havde hun heller ikke haft den samme gennemslagskraft, som romanen gav hende.
AT EN ROMAN kan være et anklageskrift, er velkendt, og Diamantaftener kan læses i forlængelse af Amalie Skrams roman Professor Hieronimus fra 1895.
Efter en indlæggelse på Kommunehospitalets 6. afdeling i København, altså afdelingen for psykiatriske patienter, hudflettede den norske forfatter afdelingens chef, professor Knud Pontoppidan (Henriks bror, i øvrigt), i en nådesløs nøgleroman, hvor den kendte sindssygelæge blev fremstillet som iskold og manipulerende.
Mod romanens slutning samler Amalie Skrams alter ego, kunstmaleren Else Kant, sine indtryk af den dominerende professor. Han er et mærkeligt menneske, hvis stilling er gået ham til hovedet, mener hun: »Som en gammeldags skolemester, der ved prygl og rå behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne disciple… sådan havde han behandlet hende.«
Og så noterer Else Kant pludselig med det, der skulle vise sig at være profetisk klarsyn: »Stakkels Hieronimus, en eller anden dag ville han stå blank og bar.«
Den dag kom, før Amalie Skram havde anet. Professor Hieronimus tiltrak sig enorm opmærksomhed, og snart var Knud Pontoppidan genstand for hele hovedstadens skandaleopmærksomhed og sladder.
Professoren havde i flere år arbejdet for en mere human sindssygelovgivning (som det hed dengang) og reformer på Kommunehospitalet, men romanen vendte al stemning mod ham, og snart havde han mistet sit job og det privilegerede embede som retslæge. Den hidtil så magtfulde mand stod skandaliseret tilbage, blank og bar.
Men to år efter, i 1897, havde Knud Pontoppidan sundet sig og var klar til genmæle. I det polemiske selvforsvarsskrift 6te Afdelings Jammersminde går han til modangreb på alle sine kritikere og på Amalie Skrams »litterære frembringelse«, som den offentlige mening havde suget næring af:
»Man [har] haft den Uforskammethed ganske almindeligt og aabenlyst at give denne Skildring Anvendelse paa mig og min Hospitalsservice.«
Knud Pontoppidan ved udmærket, at han er en slagen mand, men han går til modangreb alligevel. Det byder ham dybt imod, at Københavns magistrat bruger en roman som grundlag for en omstrukturering af hospitalet:
»Det er somme af disse literære Produkter, som med deres Blanding af Digt og Virkelighed tilsigter en forblommet Mistænkeliggørelse; der er andre, der utilsløret ere adresserede til mig og min Afdeling og prætendere fuld Objektivitet i Beskrivelse af Personer og Begivenheder. Jeg maa imidlertid bestemt advare imod at tage disse Dokumenter for historiske Kildeskrifter.«
For Knud Pontoppidan er 6te Afdelings Jammersminde både et skjold og et sværd. I én bevægelse værger han for sig og går til modangreb. Og han vender Amalie Skrams roman mod forfatteren selv:
»Det er en fortræffelig Bog – for hvem der kan læse den. Den giver en naturtro Skildring af, hvorledes et sindssygt Menneskes hadefulde Forbitrelse fordrejer hendes Syn og bibringer hende forvrængede Opfattelser. (…) For at forstaa fru Kants Tilstand maa man sammenligne hende med den, der har et ikke blot farvet, men tilmed bulet Glas for Øjnene; hun gør ikke en Iagttagelse, hun former ikke en Dom uden at Resultatet forfalskes for hende.«
Videre skriver Knud Pontoppidan, at man gennem forfatterindens skildring får et levende indtryk af, hvor usikker og upålidelig reproduktionen af erindringer må blive under sindssygens omstændigheder, og at hun ikke kan undgå at blande digtning og sandhed sammen.
Knud Pontoppidan medgiver – ikke uden en vis selvretfærdighed – at hans embedsførelse som leder af Kommunehospitalets psykiatri ikke var fejlfri. Men 6te Afdelings Jammersminde viser tydeligt, at han som højtuddannet læge fandt det ydmygende at blive udmanøvreret af en psykisk ustabil romanforfatter.
Med sin pamflet gav Knud Pontoppidan sit svar på, hvordan man kan forsvare sig mod en roman – ved et argumenteret modangreb, der sætter spørgsmålstegn ved romanforfatterens sundhed og troværdighed. Men spørgsmålet er, hvor troværdigt sådan et jammersminde i det hele taget er. Den anklagedes defensorat er vel ikke fri for selv at blande erindring og digt? Professoren er tydeligvis bragt ud af balance, og hans rekonstruktion er ikke nødvendigvis rationel.
Som udenforstående gør man nok klogt i ikke at fælde for tidlig dom i sager som disse. Man kan naturligvis altid bedømme en romans litterære niveau. Men er skønlitteraturen troværdig som anklageskrift? Og kan man overhovedet gardere sig mod en romans anklager?
ALENE INDEN FOR de seneste 13 år har der været flere eksempler på norske romaner om familiesplittelser og andre konflikter med forlæg i forfatternes egne privatlivserfaringer, som har skabt offentlig polemik.
Først indledte Karl Ove Knausgård romanserien Min kamp (2009) til stor fortrydelse for hans familie, der truede med sagsanlæg. I romanseriens sidste bind skriver forfatteren, at familiens reaktion havde fået ham selv til at tvivle på sin egen erindringer. Men ikke desto mindre fortsætter han ufortrødent med at skildre sin egen (eks)kones psykiske sygdom. Skrivningen er hensynsløs, men derfor er den ikke nødvendigvis troværdig.
Nogle år senere skrev Geir Gulliksen romanen Historie om et ægteskab (2015), der skildrer et parforholdsbrud. I en kronik skrev forfatterens ekskone, at romanen havde taget hendes privatliv fra hende.
Året efter gjaldt det Vigdis Hjorths roman Arv og miljø (2016), der skildrer en ædende ond arvestrid i forfatterens familie og rummer anklager om seksuelle overgreb mod den nu afdøde far.
Søstrene og moren sagde fra i norske medier, mens romanen gik sin sejrsgang. Vigdis Hjorths søster Helga tog konsekvensen, da hun indså, at familien aldrig ville kunne gå i rette med romanen gennem kronikker og interview. Hun tog et kursus i kreativ skrivning, og året efter at Arv og miljø havde stjålet alle overskrifterne, debuterede hun (til hverdag jurist i Riksarkivet) som skønlitterær forfatter med en roman, der ser konflikten fra et helt andet hold.
Helga Hjorths roman, Fri vilje, er et autofiktivt opgør med autofiktionen, altså et selvkommenterende metablik i anden potens, hvor hovedpersonen forklarer, at familiens jurister fraråder dem at anlægge sag mod søsteren. Vi forstår, at I føler jer retsløse, siger juristerne, men jeres søster er beskyttet af sin kunstneriske ytringsfrihed. Derefter stiller Helga Hjorth et retorisk spørgsmål, som hun selv besvarer:
»Hvilken form for ytring skal man så møde et litterært værk med? Den eneste måde at opnå balance på ville jo være at ytre sig i form af et litterært væk selv, skrive en roman. Så det begyndte jeg på, at skrive en roman.«
Denne erkendelse er litteratursociologisk interessant, fordi den viser, hvordan skønlitteraturen interagerer med det øvrige samfund.
To år senere, i 2018, fik debatten et nyt perspektiv, og endnu en gang var det en norsk forfatter, der satte sindene i bevægelse. Denne gang var det Tomas Espedal, der med Elsken brugte romanformen til et forebyggende angreb og dermed afstedkom en debat om litteratur og etik.
Romanen handler om en mand, der minder om Tomas Espedal selv. Han har syv år tidligere været sammen med en kvinde, som nu har anmeldt ham for voldtægt. På grund af bevisets stilling – der er hverken vidner eller tekniske beviser så lang tid efter – går manden fri, og kvinden bliver ovenikøbet beskyldt for at vidne falsk.
Avisen Aftenposten gravede i romanens relation til virkeligheden og kunne fortælle, at Tomas Espedal året før var blevet meldt til politiet på samme måde som skildret i romanen, og at sagens udgang var den samme.
Aftenposten var i kontakt med kvinden, der havde meldt forfatteren for voldtægt, og hun mente, at romanen krænkede hendes privatliv, fordi hun var genkendeligt fremstillet. Tomas Espedal svarede avisen, at han skrev romanen for at kunne forsvare sig mod verserende rygter, og at han havde anonymiseret kvinden.
Debatten om Elsken kunne have handlet om to mennesker, der vurderer den samme sag forskelligt. Var der tale om samtykke eller overgreb? Men Aftenpostens kommentator Ingunn Økland slog en anden tone an. Hun mente, at forlaget udviste svigtende dømmekraft. De burde have undersøgt romanens relation til virkeligheden nærmere ved at udspørge Tomas Espedal som en del af den redaktionelle proces.
En advokat supplerede med, at en roman ikke kan stemple ud af virkelighedens verden, og at forlagene bør stille kontrolspørgsmål til deres forfattere.
Forlagschef Kari Marstein fra norsk Gyldendal værgede for sig med nogle litteraturetiske modspørgsmål: »I hvilke tilfælde bør forlag ikke have tillid til det forfatterne fortæller os? Hvilke konkrete konsekvenser skal samtalerne have? Skal vi censurere forfatterne?«
DÉT SPØRGSMÅL er stadig lige relevant. Hvad havde konsekvensen været, hvis forlaget skulle undersøge relationen mellem virkelighed og litteratur i Hilde Rød-Larsens roman? Skulle de identificere og konfrontere den person, som romanen bygger på? Skulle han så have ret til at påtale fejl? Og skulle forfatter og forlag så tilpasse manuskriptet?
Selvom noget beror på erindring, og andet måtte være tildigtet, behøver en romanforfatter ikke at deklarere, hvad der formelt set er sandt, og hvad der er fiktion – og begge dele vil under alle omstændigheder kunne betvivles: Hvor pålidelige er vores erindringer?
Vi ved godt, hvad Knud Pontoppidan ville svare på de spørgsmål. Han ville sige, at man ikke kan stole på den erindring, som et porøst sind støtter sig til. Men er en rationel hjerne så altid troværdig? Eller lider vi alle – og dermed også skønlitteraturen – af hukommelsesforstyrrelser, konfabulation og hukommelseshuller, som vi fylder ud med færdige historier og fri fantasi uden at vide det?
En roman er ikke et stykke argumenterende sagprosa, men fiktion fuld af følelser og fortælling. Dens kunstneriske kvalitet og dens etiske troværdighed afhænger derfor mere af dens æstetiske overbevisningskraft end af en formel autenticitet, som er svær at bevise. Moralsk ægthed er der vel ikke noget, der hedder i kunsten.
Men man skal ikke være blind for, at en roman har sit eget magtsprog, som samtidig kan være offerets sprog. I det øjeblik en forfatter, der føler sig forurettet, fremsætter sine anklager i skønlitterær form imod en genkendelig person, bliver der vendt op og ned på forholdet mellem den magtfulde og den magtesløse. Dette offerets magtsprog er det umuligt at tage til genmæle imod. Det vidste Georg Brandes både som litterat og libertiner, og han gjorde en dyd ud af det. Men i nutidens norske debat bliver magtsproget problematiseret – flere stemmer har anført, at en roman som Diamantaftener er problematisk, fordi den anklagede reelt er dømt på forhånd. Selv har forfatteren stillet det naturlige modspørgsmål: Hvem skal der tages mest hensyn til – den, der anklager, eller den, der bliver anklaget?
Den kunstneriske ytringsfrihed har vide grænser i vore samfund og indbefatter friheden til at rette anklager mod autentiske og genkendelige offentlige personer i romanform. Så spørgsmålet er, om der findes nogen retssikkerhed for mennesker, der bliver anklaget i skønlitterær form. Juridisk, ja. Men moralsk?
Efterspillet foregår altid i et andet rum end det litterære og i et andet formsprog end det kunstneriske, uanset om det handler om den offentlige debat eller en formel undersøgelse i myndighedernes regi. Som læsere bør man derfor altid huske, at en romananklage netop er en anklage og ikke et bevis.
Hvis en person, der er blevet anklaget i et let gennemskueligt litterært portræt, finder anklagerne falske og ærekrænkende, har han eller hun kun få muligheder: Man kan tie. Man kan afvise. Man kan anlægge sag. Eller man kan skrive sit selvforsvar, hvor udmattende og ydmygende det end måtte være.
Måske overvejer den mand, som Hilde Rød-Larsen har anklaget med sin roman, netop nu, om han skal sætte sig til tastaturet og formulere et defensorat, et modangreb, et jammersminde, som vor tids svar på Knud Pontoppidan.
Men i hvilken genre skulle han i så fald skrive? Litterært set ville der være asymmetri mellem skønlitteratur i anklageskriftet og sagprosa i forsvarsskriftet. Der findes derfor næppe noget bedre svar end det, Helga Hjorth gav. Der skal en roman til at besvare en roman.