Eva Tind: Citronbjerget. 252 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Der har været en påfaldende vekselvirkning i de seneste små ti år af Eva Tinds interessante forfatterskab:
I Han (2014) og Ophav (2019) beskæftigede hun sig med koreanske eksistenstemaer, og sideløbende har hun skabt de to gennemført gode exobiografiske romaner Astas skygge (2016) om filmdivaen Asta Nielsen og Kvinden der samlede verden (2021) om mideforskeren Marie Hammer.
Med sin nye roman, Citronbjerget, vender Eva Tind atter tilbage til det koreanske stof. Helt uforklarligt fremgår det ikke på nogen måde af bogens bagsidetekst, at Citronbjerget ikke er en ganske fritstående roman, men at den fortsætter, hvor den stærkt sære Ophav slap.
Fortælleren er den midaldrende forfatter Sui. Hende kender vi fra Ophav. Hendes far, Kai, var søn af en koreansk mand, der havde forladt sin danske familie og var taget tilbage til sit hjemland. Moren, Miriam, var en verdensberømt og kompromisløs kunstner, der opgav moderskabet til fordel for sin monumentale kunst.
I Citronbjerget refererer Sui en enkelt gang til sin mor, der i Ophav skabte et fuldkommen vanvittigt, gigantisk landart-værk, som hun kaldte Rodinia efter det prækambriske superkontinent, som vor tids kontinenter udsprang af. Bag en indhegning skulle verdens ældste træ vokse i fred, og al indvandring og udvandring af flora og fauna skulle forhindres for fremtiden. Naturen skulle så at sige gives tilbage til sit eget ophav.
Nu er Sui, hvis farfar altså var koreaner, ved at komme igennem en skilsmisse, som hun selv har taget initiativ til og gennemtvunget, men pludselig ikke helt forstår. Pointen var, at hun ville være fri. Men fri til hvad? Det ved hun ikke. Men fri til noget andet.
Meget passende modtager Sui en arv fra sin koreanske bedstefar, som hun aldrig har mødt. Han har efterladt hende en bjerghytte med flere sidehuse på Citronbjerget, og da hendes datter er blevet voksen, og hun selv kan passe sit arbejde som forfatter hvor som helst fra, beslutter Sui at rejse til Korea for at bo i hytten. Det er både en bekvem flugt og en oplagt mulighed for at dykke dybere ned i de koreanske familieforbindelser.
Hvad Sui oplever og erfarer i løbet af et års tid på Citronbjerget, hvor hun bor i en hytte med en talende husholdningsrobot ved navn Bobby, er ikke så lidt.
Skilsmissen spøger i baggrunden, og datteren derhjemme må sætte de grænser, som Sui ikke selv forstår at respektere. Imens er den døde onkels ånd og den koreanske kusine blevet hendes nye nærmeste familie.
Da gartneren bliver anklaget for en mordbrand, bliver Sui mystisk nok plejemor for hans datter. Og så er der de to unge mænd, som den midaldrende kvinde indleder erotiske forhold til. Den ene arbejder i den lokale døgnkiosk, den anden er en dansk-koreansk mand, der påstår, at de er gamle skolekammerater. Men er de det?
Alt det uafklarede passer fint til stedets ånd på det sælsomme bjerg, der også rummer et tilbagevendende mysterium om småfugle og bittesmå påfuglefjer, som den afdøde bedstefar opbevarede i tændstikæsker i køleskabet. Hvad disse relikvier skal betyde, får vi en antydning af i bogens slutning, der accentuerer betydningen af ritualer og kunst i menneskers liv.
Om skilsmissens nødvendighed, der løber som en paradoksal strøm gennem romanen, holder Sui hele tiden rettergang over sig selv:
»Hvor meget af mig lever stadig i ham? Hvor meget af ham lever i mig?«
»Er man den, der forlader, bare fordi man er den, der går?«
»Når jeg føler skyld, er jeg så også den skyldige? Er det en forbrydelse at ville skilles fra et andet menneske?«
At stille eksistentielle spørgsmål er en forfatters naturlige drift, her tænker jeg både på Eva Tind og Sui, og det er ikke kun ægteskabsopløsningen, der afstedkommer selvransagelse. Se bare dette udvalg af spørgsmål, som Sui stiller sig selv (og sin læser):
Hvordan kommer jeg forbi mine følelser, så jeg kan skrive med væsentlighed til andre end mig selv? Og mørket, hvad er det andet end fravær af lys? Har mørket en lyd? Lyser det hvide i mine øjne op i mørket? Hvor gammel er ens barn, når det begynder at tale til en som til en voksen? Kan man overhovedet huske noget, præcis som det var? Er der i virkeligheden ikke altid et spejl indbygget i det, man siger om andre? Er der en del af min hukommelse, der springer ud af menneskets fælles hukommelse? Søger jeg mening i det meningsløse? Er hvide løgne overhovedet hvide?
Kompileret i bunke virker de retoriske og svarløse spørgsmål måske banale, men deres mængde giver tyngde. Og som litterær drivkraft fungerer romanens skyldsspørgsmål, tvivlsspørgsmål, stridsspørgsmål og samvittighedsspørgsmål som en flot parade af eksistentielle udfordringer.
De senere års internationale gennembrud for groteske koreanske filmfortællinger har lært os en del om tilværelsens grænseløshed, og Eva Tinds roman om en kvinde, der forsøger at samle sin verden på et ukendt bjerg, befinder sig i et beslægtet kunstnerisk terræn.
Citronbjerget er skrevet med en sfærisk og udsøgt litterær teknik, fyldt med sære tableauer i et skær af drømmerisk uvirkelighed, og man læser med skærpet agtpågivenhed på kanten af det genkendelige.