Weekendavisen den 9. juni 2023
Kolonikollos. Jeppe Brixvold har skrevet en voluminøs roman, hvor konfliktstoffet er højdramatiske og hyperaktuelt.
Jeppe Brixvold: I de levendes verden. Roman. 928 sider, 379,95 kr. Gyldendal
De første litterære skildringer af den transatlantiske trekantshandel mellem Danmark, Guldkysten og De Vestindiske Øer blev skrevet med patriotisk selvglæde allerede i den såkaldt florissante periode, hvor Gud havde indstiftet et umisforståeligt hierarki mellem racerne.
Langt senere begyndte forfattere som Kelvin Lindemann (Huset med det grønne træ, 1942), Jakob Bech Nygaard (Guvernøren, 1956) og Thorkild Hansen (Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer, 1965-70) at se på epoken med kritisk distance.
I disse års antikolonialistiske historiebevidsthed repræsenterer Mich Vraa (Håbet, Peters kærlighed og Faith, 2016-18), Sofie Malmborg (Bargums synder, 2020) og Jonas Eriksson (Vejen hjem, 2023) en ny opmærksomhed om Danmarks uglorværdige fortid. Og med Jeppe Brixvolds monumentale roman, I de levendes verden, tager skønlitteraturen om den transatlantiske slavehandel et tungt trin ind i samtidslitteraturen.
Den historisk forankrede, frit fabulerende, overvældende og udmattende kolos af en roman bygger blandt andet på det biografiske materiale om den tysk-danske kirurg, naturforsker, forfatter, slavehandelskritiker og koloniideolog Paul Isert, som også Kelvin Lindemann og Thorkild Hansen har baseret bøger på.
Paul Erdmann Isert (1756-89) rejste til Guineakysten som 27-årig. Kun seks år og et omkalfatret verdensbillede senere døde han (sandsynligvis af malaria eller gul feber, selvom Thorkild Hansen mener at han blev myrdet), bedst som han var i gang med at grundlægge en dansk koloni i bjergene bag Guineakysten. Efter en rejse med et slaveskib til Caribien, fik han den danske regering med på nogle revolutionerende ideer om at etablere bomuldsplantager i Afrika og derved undgå slavetransporterne til De Vestindiske Øer.
Jeppe Brixvold skildrer, hvordan Paul Isert kort efter ankomsten var vidne til salget af en sending slaver, der blev handlet i gården på det danske fort. Han så, hvordan de sorte blev inspiceret og mishandlet, og oplevelserne afsatte ”en smerte i ham, som lod til at have skabt sig sit helt eget indre rum. En brønd eller en skakt – i forestillingen ned til en dyb, dunkel grav, hvori en del af ham selv måske for altid måtte blive liggende? Hvad havde han nogen sinde villet her?”
Ja, hvad vil den hvide mand i det hele taget i Afrika? Da den danske militærkommandant Johann Kipnasse, der havde ledet slavesalget, sidder og docerer over middagen, har Jeppe Brixvold kun brug for få ord til at skildre essensen i Paul Iserts væmmelse: ”Han kunne ikke standse en stædig association imellem Kipnasse, som undersøgte en mands mellemkøb for svamp, og de revelsben som løjtnanten sad og gnavede.”
På den måde forstår vi, at jorden er gødet for Paul Iserts rolle som progressiv skeptiker, og da han kort efter deltager i en militær straffeekspedition, bliver hans fremtid som systemkritiker og nytænker beseglet.
I 1784 drog en flåde af kanoer med danske kanoner op ad Voltafloden for at straffe et fyrstedømme, der havde halshugget en dansk handelsmand, Peder Hindsgaul, som havde forgrebet sig på en ung kvinde. På overfladen handlede det om hævn, men reelt var slaget et spørgsmål om at befæste danske interesser i området.
Slaget blev kendt (jeg havde dog aldrig hørt om det) som Sagbadre-krigen, opkaldt efter det øgenavn, som Peder Hindsgaul gik under hos afrikanerne. Sagbadre betyder svale. Som paradoksalt nok minder om slave.
Parrallet og sammenvævet med Paul Iserts historie hører vi om Adikie Asaleh, kaldet Tetele, krigerdatter og åndelig leder og hendes bror, krigeren Adi Ayajo. Mens Tetele bliver personificeringen af Paul Iserts dybe integration med Afrika – de får en søn sammen – kommer Adi Ayajo til at mærke slaveriet på egen krop.
Af romanens tre hovedskikkelser, står den tysk-danske læge klarest som karakter. Måske fordi han ønsker at ændre trekantshandlen, måske fordi man må beundre hans verdensvendte fordomsfrihed (han minder en smule om sin samtidige Carsten Niebuhr), måske fordi han slet og ret er nemmest at placere i det hvide verdensbillede og den eurocentrisk forforståelse, som vi alle er præget af.
Adikie Asaleh og Adi Ayajo er mere gådefulde, ligesom deres tilknytning til den formelle virkelighed er uafklaret. Er der tale om historiske personer eller om litterære tildigtninger, der skal skærpe Paul Iserts – og Danmarks – indre og ydre konflikter?
I romanens faktuelt formuleret appendiks bliver der redegjort for Adikie Asaleh og Adi Ayajo videre liv og skæbne, men måske er der her tale om en drilsk hybridtekst, der – som romanen selv – forener det faghistorisk verificerede med den fri fiktion. Jeppe Brixvold noterer selv, at I de levendes verden er fiktion, der ikke gør krav på ”historisk sandhed”.
Vi kender i forvejen til den umenneskelige kynisme og grænseløse vold, der muliggjorde deportationen af tilfangetagne afrikanere til plantagerne på De Vestindiske Øer. Men udenfor faghistorikernes kredse tænker næppe mange på de politiske og diplomatiske forhandlinger med lokale stater, der lå til grund for etableringen af danske slaveforter på Guineakysten, herunder aftaler med lokale leverandører af slavegjorte fanger og fjender. Det øger kun historiens uforsonlige samvittighedsløshed.
Jeppe Brixvold har altovervejende fuld kontrol over sit sprog, der både kan dirre åndfuldt og dundre voldeligt. Mest eksotisk er de scener, hvor forfatteren lever sig ind i afrikanske sæder og skikke, men mest relevant er det, der sætter den danske verden i perspektiv. Da Paul Isert er på besøg i København, fortæller han om slavemarkederne i Ningo, en havneby i det nuværende Ghana. Han bliver spurgt om ikke afrikanerne selv benytter sig af slaver, hvilket han bekræfter – hvorefter han sammenligner de afrikanske slaver med en dansk stavnsbonde, en russisk livegen og en minearbejderdreng i England.
Sprogligt er romanen velfunderet, med få svipsere. En erotisk passage virker ufrivilligt komisk (”Den kønslige forening havde fra selve bryllupsnatten, en uventet triumf for dem begge, kun bevæget sig mod nye højder. Alt tindrede, alt smeltede sammen, så snart den første berøring var sket – det sker ved højlys dag, overalt i lejligheden, det skete i nøgne, hede nætter med brusende kroppe, varme munde og fugtige blikke i ægtesengen.”), mens et ord som ”udgrænse”, der slet ikke fandtes i det danske sprog på den fortalte tid, skriger til himlen. Det samme havde jeg lyst til at sige om den rædsomme formulering ”lykkes med”, som optræder alt, alt for mange gange, og som jeg troede var ret ny, men Dansk Sprognævn forsikrer om, at konstruktionen også fandtes på Holbergs tid, så her renoncerer jeg.
Jeppe Brixvold holder sin narrative stil med konsekvens og soliditet på få undtagelser nær. Midt i romanen optræder pludselig en hidtil ukendt fortællerstemme: ”Der kan fortælles meget om Paul Erdmann Iserts fem måneder lange caribiske rundrejse (…), men det må blive et andet sted; her vil vi blot set på det sidste af disse ophold.”
Jeg mener bestemt, at dette gådefulde ”vi” i øvrigt kun tager ordet i romanens appendiks, men jeg kan jo have tabt udmattelseskampen til de over 900 fortættede sider, som mildest talt kræver stamina af sin læser.
I de levendes verden er en voluminøs, intrikat og dybt interessant roman med et vildnis af detaljer og personer. Konfliktstoffet er højdramatiske og hyperaktuelt her i kølvandet på gennembruddet for det kritiske nyfortolkning af Danmarks slavehandlerfortid (til det antikolonialistiske tidehverv knytter sig også en hyppig kritik af alt for megen mandskønnet hvidhed og alt for ringe repræsentation af mennesker, der identificerer sig selv som ”racialiserede”. Spørgsmålet er derfor, om nogen vil finde det kritisabelt, at en hvid mand som Jeppe Brixvold blandt andet skriver om en sort kvindes indre anliggender. Forhåbentlig ikke.)
Når Paul Isert følte, at en del af ham altid måtte blive liggende på brøndens bund, i den dybe, dunkle grav, handler det naturligvis ikke kun om ham som person, men om os som nation, om statsracisme, om humanismens fravær i en flov epoke af Danmarkshistorien. Her kan man tale om litteratur til tiden.