Weekendavisen den 2. juni 2023
Autotravesti. Benn Q. Holm har skrevet en melankolsk alvorlig parodi på autofiktionen.
Benn Q. Holm: Boi Wagner. 460 sider, 299 kr. Alpha.
Ifølge Danmarks Statistik var der i januar 2023 blot tolv danskere med fornavnet Boi. Navnet er altså meget sjældent, og måske derfor har Benn Q. Holm valgt at kalde sin jeg-fortæller – og sit alter ego – for netop Boi.
Men hvad sker der, når man giver et gennemsnitsmenneske et undtagelsesnavn? Gennemsnitlig er Boi Wagner nemlig. Helt og aldeles normal som mand, ægtemand, far. Også som forfatter er han temmelig almindelig. Han skriver troligt sine bøger med en vis rutinepræget træthed. Stor litteratur bliver det vist aldrig for alvor, og det virker ikke som om han er drevet af nogen kunstnerisk nødvendighed.
Nu er den midaldrende Boi på ensom rejse i et coronalukket Europa for at blive inspireret til en klog essaysamling. Hans forlag betaler rejsen, selvom direktøren helst vil have en roman, og meget gerne noget selvbiografisk. Autofiktion er jo på højeste mode.
På rejsen gør Boi Wagner status over livet og karrieren. I lange tilbageblik hører vi om hans opvækst og modningsårene, om kærlighed og ægteskab (det der brister og det nye), om livet som familiefar, og ikke mindst om tilværelsen som forfatter.
Det hele er fortalt i en sagtmodig og melankolsk resignationstone af en mand, der fornemmer at løbet er kørt. Han drikker for meget, har ondt i ryggen, døjer med en tumor (dog godartet), bøvler med skrivningen. Og de, der engang havde brug for ham, klarer sig nu fint uden.
Som portræt af en mand, som tøvende prøver at genfinde livsgnisten, er Boi Wagner både patetisk og rørende. Man fornemmer tydeligt, at rejsen ikke kun er et ønske om at finde, men også et forsøg på at forlade.
Men Boi er ikke en mand, der forlader. Han er mere typen, der bliver forladt. Det han prøver at lægge bag sig, er derfor først og fremmest forfatterlivets bristede forhåbninger. Succes er midlertidigt, og efter sin gennembrud har Boi skrevet for mange ”mellembøger”, som har gjort hans litterære position usikker.
At der er en del Boi i Benn, behøver vi ikke at tvivle på. Hvor lidt og hvor meget er ene og alene en sag for autofiktionens revisorer, som nemt vil kunne identificere en berømt kunstner og en kendt kapitalist fra Benn Q. Holms vennekreds. Her er også en række forfattere, forlæggere m.m. som bliver serveret i (halv)skarp sovs, og det er faktisk ret underholdende, men nok kun hvis man kender den litterære verden fra indersiden.
Som mand-i-midtlivskrise-roman, herunder som kunstnerkriseroman, spiller Boi Wagner kun sikre kort. Hellere være stabil, end at risikere noget. Sådan har Boi vist også levet sit liv. Og måske har Benn Q. Holm også. I hvert fald bærer Bois forfatterskab Benns vandmærke. Dermed bliver Boi Wagner netop den erindringsroman, som Bois forlægger med kendskab til det bogmarkedet efterlyser. Heri ligger romanens gennemførte ironi.
Benn Q. Holm har simpelthen skrevet den perfekte parodi på den form for autofiktion, som Leonora Christina Skov er eksponent for. Det her er bare den kedelige kernefamilieforfatters historie. Som Boi siger til sin redaktør: ”Jeg er en halvgammel, hvid mand. Det er ikke min kop te. Og hvad skal vi snart med fiktionen, hvis det hele bare er private bekendelser”. Forlæggeren mener derimod, at det ikke er forbudt at følge med tiden.
Læst som pikaresk parodi er Boi Wagner virkelig vellykket. Sjældent han jeg læst en forfatter tage sig selv ved vingebenet så selvkoketterende og satirisk – og samtidig så melankolsk alvorligt. Allerede på omslaget er tonen slået an. Her ser vi forfatteren selv på toppen af Valby Bakke, hvor han skuer ud over København. Det er en fed autotravesti, der refererer til Benn Q. Holms egen fremtoning på forsiden af romanen Album (2002) og klicheen om ham som den flanerende københavner.
Satiren er underholdende, om end det trækkes i langdrag, og kunstnerisk set er Boi Wagner skrevet et alt for kort tilløb til en alt for lang overspringshandling.
Men fair nok. Når Benn Q. Holm lader Boi Wagner skrive for mange mellembøger, adresserer han måske sig selv. Men der skal mere til, end at give et gennemsnitsmenneske af en halvgammel, hvid mand et undtagelsesnavn. Jeg har derfor et forslag: Lad romanskrivningen hvile, nu hvor erindringsromanen er i hus. Tiden er inde til at skifte spor for en stund. Skriv nu den essaysamling med europæisk motiv, som Boi Wagner rejste ud for at samle stof til.