Weekendavisen den 23. juni 2023.
Hjertets behov. Rune Christiansen har en stærk visuel sans for smukke og skræmmende tableauer med symbolsk ladning. Det er som taget af Ingmar Bergmans univers.
Rune Christiansen: Affæren med den tabte tids luner. Oversat af Christel Pedersen. 224 sider, 249,95 kr. Forlaget Etcetera.
Hvad betyder det, at vores sorger er afgrænsede områder, som er ubeboelige for andre? Hvad er hjertets behov, når virkelighedens enkelhed viser sig for os? Hvad skal vi gøre med vores sammensatte og uklare følelser?
Tillad mig at foregribe begivenhedernes gang i den norske forfatter Rune Christiansens sitrende smukke sommerskæbneroman, Affæren med den tabte tids luner.
Eller: Egentlig er det jo ikke begivenhedernes gang, faktisk slet ikke, men netop følelsernes gang, jeg foregriber. Det er nemlig disse spørgsmål, der udgør romanens udtoning, hvor de åbne spørgsmål finder deres svar. Og så alligevel ikke. For selvom brikkerne falder på plads, kan der stadig være hak i handlingen, og nye horisonter kan åbne sig i livets store puslespil.
Sådan er det for Norma, en skuespiller midt i trediverne. Denne uge i juli er hun taget af sted for at besøge sin far Torsten, der har bosat sig på den ø, hvor familien holdt ferier i Normas barndom. Siden gik familien i opløsning, forældrene blev skilt, og nu er moren Edith død efter nogle års demenssygdom. Samtidig er Normas ægteskab med Johannes i opløsning. Han er flyttet, og deres datter, også Edith, er nu hos ham.
Vi ved jo godt, at intet menneske er en ø, en verden for sig, så når Norma sejler ud til faren, vil rejsen rumme mere end en uforpligtende ferie. Jo, hun har brug for at restituere. Men også for at rekonstruere. Der er nemlig noget, der ikke stemmer i familiens fortælling. Hvordan hænger det hele sammen? Hvordan er forbindelserne i det menneskelige øhav? Og hvilke hemmelighedsafsløringer varsler silhuetten af en kvindelig rytter, som Norma ser på et bakkedrag?
Mest påtrængende og uhyggelig er en skildring af Normas og Torstens gåtur langs klippekysten, hvor de kommer til en gabende grotteåbning. De ser en flok havfugle, fuglebæster, der med hidsige vingeslag og stridslystne skrig mæsker sig i en ubestemmelig masse. Torsten og Norma bevæbner sig med drivtømmer og nærmer sig fuglene, der fråser i flok:
”Men det ilde tilredte legeme, kadaveret, var ikke nogen sæl og heller ikke det, Norma havde frygtet allermest, et menneske – et øjeblik havde hun set det for sig, en druknet stakkel, der var skyllet i land, halvt opløst efter lang tid i vandet. Det, fuglene så glubsk havde kastet sig over, var en hest, de sørgelige rester af en hest. Dyret lå på siden. Det var sunket ned i tangsjappet.
Stanken var næsten uudholdelig. Slimede indvolde, organer og blødt væv var nappet ud af den oppustede bug. Mørkt, leverfarvet blod skvulpede i brakvandet.”
Affæren med den tabte tids luner giver mindelser om den poetiserede naturbevidsthed og menneskeindsigt, som vi kender fra Rune Christiansens mesterlige landsmand Tarjei Vesaas’ Fuglene og Is-slottet. Også her bliver vi mennesker ret så vilkårlige i forhold til vejrets og naturens magt. Denne følelse af ikke-betydelighed rammer Norma, da hun står ved hesteådslet, hun tænker: ”Som om der ikke fandtes nogen nutid, ingen fremtid, ingen skånsel, kun opgivenhed og kapitulation.”
Norma har hele tiden har fornemmet, at der er noget fordækt på færde, noget som Torsten ikke har fortalt, og mod romanens slutning bliver hun konfronteret med de skånselsløse svar, som jeg ikke afdækker her.
Til sidst ser Norma sin far for sig på vej hjem over marken: ”En ridder og en nar”. Mere står der ikke, og mere er ikke nødvendigt. Rune Christiansen har nemlig en stærk visuel sans for smukke og skræmmende tableauer med symbolsk ladning: øen, stranden, bakkerne, mågerne, hestene, mennesker i opbrud og på strejftog, ridderen og narren. Det er som taget ud af Ingmar Bergmans på én gang fjerlette og skæbnetunge univers. Og som Norma, skuespilleren, tænker: ”Vi er mennesker og vi skaber kaos i vores liv med alle de her sørgelige intermezzoer.”
Rune Christiansen har med Affæren med den tabte tids luner skrevet en gnistrende alvorsroman – flydende, fængende fordansket af Christel Pedersen – om at miste og genfinde fodfæste, om sorgens afgrænsede områder, om hjertets behov, om uklare følelser, om at være en anden, end den man tror man er, og dog alligevel være sig selv. Også mysteriet om hesteådslet finder sin løsning.