Weekendavisen den 17. maj 2023
Perspektiv. Når vi behandler litteratur fra fortiden, der er i strid med moderne værdier, er det altid bedre at tilføje end at fjerne.
For to et halvt år siden skrev jeg på dette sted, at jeg havde planer om at skrive en bog om »den sorte mand« som motiv og symbol i dansk litteratur.
Men havde jeg som hvid mand den rette repræsentation? Flere havde udtrykt tvivl over for mig og sagt, at jeg nødvendigvis måtte rådføre mig med nogle sorte testlæsere. Det har jeg dog undladt og skrevet bogen uden kvababbelser (den udkommer i næste uge), men i fuld bevidsthed om den litterære debats labilitet, når det kommer til emner som repræsentation og identitet.
Jeg mener stadig, at jeg – trods min hvidhed – sagtens kan skrive om den litteratur, som forfattere – som også var/er hvide – gennem år og dag har skrevet om sorte. Til gengæld ville jeg aldrig gøre mig klog på, hvordan sorte måtte opfatte disse litterære skildringer. Jeg har intet ønske om at provokere eller polemisere, endnu mindre at krænke, men jeg ved udmærket, at intention og reaktion ikke altid færdes i samme spor.
Min bog rummer mange nedslag i den danske litteraturhistorie, fra en 250 år gammel Molbohistorie til aktuel samtidslitteratur. Jeg er naturligvis klar over, at nogle vil mene, at jeg er medskyldig i sproglige voldshandlinger ved at citere litteratur, der reproducerer klassiske kulturklicheer eller er ideologisk racistisk. Derfor har jeg forrest i bogen bragt en vaskeægte trigger warning, altså en advarsel til alle potentielle læsere, så ingen behøver at give sig i kast med en bog, som måske vil overskride deres grænser.
Varslet lyder: “Denne bog er spækket med N-ord!” Og i forordet, hvor jeg gør rede for min bogs sproglige praksis, noterer jeg, at det tabuiserede N-ord optræder over 350 gange på de følgende sider, og at væsentlige dele af bogen handler om en ny bevidsthed i værdier og sprog.
I dag må forlæggere overveje nye litterære strategier for genudgivelser af litterære klassikere, der omfatter det, vi i dag opfatter som racistisk. Mest kendt i Danmark er Gyldendals beslutning om at lave en udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, hvor alle digte med ord som »hottentot« og »neger« er udeladt. Den slags kalder man purificering, altså en slags moralsk renselse.
I sidste måned udkom i USA en ny udgave af Margaret Mitchells Gone With The Wind (1936), der i dag er under beskydning for at romantisere slavetiden i de amerikanske sydstater. Denne nye udgave af Borte med blæsten er et interessant svar på det spørgsmål, jeg er optaget af: Hvad stiller vi op med den del af litteraturen, der er i konflikt med vor tids værdier?
Forlaget, Pan Macmillan, har udstyret romanen med en tekst, der ikke er en ansvarsfraskrivelse, men nærmest det modsatte. De skriver, at Borte med blæsten rummer »problematiske elementer, blandt andet en romantisering af en chokerende ære i vores historie og slaveriets rædsler«. Desuden indeholder romanen uacceptable, racistiske og stereotype fremstillinger og et foruroligende sprog. Alligevel er udgaven på alle måder tro mod originalen og reflekterer sin egen tid.
Pan Macmillan advarer om, at læsningen kan være decideret smertefuld, men ikke desto mindre, skriver de, har de valgt at udgive romanen uden justeringer for ikke at underminere værkets autenticitet. Dette må dog ikke forveksles med en anerkendelse af romanens indhold eller sprog, skriver forlaget.
Så skulle man tro, at forlaget havde sit på det tørre. Men sådan tænker de ikke selv. Pan Macmillan har således også fået forfatteren Philippa Gregory til at skrive efterskrift om racismen i Borte med blæsten. Hun skriver, at romanen effektivt promoverede de racistiske plantageejeres udlægning af historien i sydstaterne, og at den forsvarer racisme og glorificerer hvidt overherredømme.
Det for alvor interessante ved efterskriftet er, at Philippa Gregory er hvid. Pan Macmillan skriver, at hun blev valgt til opgaven, fordi forlaget ikke ville »bede nogen forfatter med minoritetsbaggrund om at påtage sig det følelsesmæssige arbejde ved at være ansvarlig for at uddanne majoriteten«. Det kan man vist kalde hensynskultur med omvendt repræsentationslogik.
Uanset hvad er det helt klart bedre at tilføje end fjerne, når det handler om litteratur, der kan krænke. Nogle foretrækker at purificere teksten, altså underkaste den antiracistisk redigering (censur, om man vil). Men kun kritiske introduktioner og oplysende efterskrifter kan gøre os klogere, når litteraturen, tiden, historien, værdierne og sproget bliver sat i perspektiv.