Weekendavisen den 17. maj 2023
Roman. Mohamad Mbougar Sarr er en suveræn litterær iscenesætter med sådan en trang til kunstnerisk klogskab og menneskelig indsigt, at det virker forhippet og forceret.
Mohamed Mbougar Sarr: Menneskets dybeste erindring. Oversat af Niels Lyngsø. 464 sider, 299,95 kr. Gads Forlag.
I 1968 satte den 28-årige franskskrivende maliske aristokratsøn og forfatter Yambo Ouologuems (1940-2017) brand i den litterære debat i den frankofone verden med romanen Le Devoir de violence.
Romanen tog kegler hos kritikerne og vandt en prestigefyldt pris for sin skildring af den fiktive nation Nakem-Zuiko fra 1200-tallet til 1947, hvor uafhængigheden er nær.
Råt og blodig fortæller Yambo Ouologuem om afrikanske herskere, der fangede og solgte sine egne undersåtter til slavehandlere fra den hvide verden. Han mente det som en kritik af afrikansk nationalisme, men blev beskyldt for at besudle kontinentets historie.
Men romanens trængsler begyndte for alvor først, da Yambo Ouologuem blev beskyldt for at have planket dele af teksten fra andre forfattere, bl.a. Graham Greene, som trak sin plagiator i retten, og Pligten til vold (dansk udgave 1970) har lige siden været en litterær kontrovers.
Efter skandalen vendte Yambo Ouologuem hjem til Mali. Han holdt ikke op med at skrive, men anvendte fremover pseudonymet Utto Rudolph til sine romaner, digte og essays, men levede ellers tilbagetrukket som skoleinspektør, børnebogsforfatter og religiøs leder i en mindre by indtil sin død for seks år siden.
Men i 2021 udkom så endnu en roman af en ung, franskskrivende afrikansk forfatter, senegaleseren Mohamed Mbougar Sarr. Hans La plus secrète mémoire des hommes – som nu foreligger på dansk under titlen Menneskets dybeste erindring – skabte gedigen opmærksomhed i Frankrig, både på grund af dens flamboyante litterære suverænitet, og på grund af dens tydelige forlæg i Le Devoir de violence-affæren.
Den 33-årige Mohamed Mbougar Sarr har slet og ret skrevet en roman, der dels rehabiliterer den herostratisk berømte maliske forfatter, dels lukrerer på hans ærgerlige skæbne. Og for at ingen kan være i tvivl om hans inspirationskilde, har han placeret en nøgtern dedikation på titelbladet: Til Yambo Ouologuem.
Romanens hovedfortæller er den unge forfatter, Diégane (en slags alter ego for Mohamad Mbougar Sarr), som er en del af det senegalesiske eksilmiljø i Paris, hvor han har haft sin litterære debut med en lille roman, som ingen har taget notits af, Tomhedens anatomi.
En dag møder han den stormombruste karismatiske forfatter Siga D., som kommer til at give hans litterære liv ny retning. Hun fortæller om den myteomspundne forfatter T.C. Elimane, som ingen ved hvor er, og hun låner Diégane sit ekstremt sjældne eksempler af Elimanes legendariske roman, Umenneskelighedens labyrint. Og så går den vilde skattejagt, hvor Mohamad Mbougar Sarr er intelligente inspireret af affæren om Yambo Ouologuem.
Da T.C. Elimane i 1938 udgav Umenneskelighedens labyrint mente mange kritikere, at romanen måtte være skrevet af en hvid forfatter. Men hvis det virkelig var en neger, der kunne skrive så godt, måtte det helt afgjort være den franske imperialismes fortjeneste.
Kort efter udgivelsen af Umenneskelighedens labyrint blev T.C. Elimane beskyldt for at have skrevet af fra nogle afrikanske myter, men i stedet for at tage til genmæle, forsvandt forfatteren. I en rapport om de afrikanske reaktioner på romanen, læser Diégane, at man nok mente, at forfatteren havde genialt talent – men:
”Det er beklageligt at han valgte at bruge det på at skildre al den håbløshed: Hans alt for pessimistiske bog bekræftede kolonialismens syn på Afrika som et formørket, voldeligt og barbarisk sted. Et kontinent der allerede havde lidt så meget, og som stadig led og ville komme til at lide endnu mere, var i sin gode ret til at forvente af sine forfattere at de tegnede et mere positivt portræt.”
Allerede i begyndelsen af Menneskets dybeste erindring hører man altså dobbeltekkoet af den frankofone litteraturscenes debat om Yambo Ouologuem. Her er både spørgsmålet om litterært plagiat og forargelsen over, at forfatteren så at sige skider i egen rede.
Fra debatten om forfatteren til Pligten til vold har Mohamad Mbougar Sarr også hentet sin romans bærende spørgsmål om T.C. Elimane: Er han blot ”den exceptionelle neger”, eller er han simpelthen en exceptionel forfatter?
Med Yambo Ouologuem som inspirationsfigur skaber Mohamad Mbougar Sarr herfra en vildt fabulerende fortælling om skrivekunst som lidenskab, om litteratur og litteraturkritik og den franske kolonialismens afrikanske arv og ar, om religion, racisme og nazisme.
Som romanens rygrad er Diéganes detektiviske jagt på den forsvundne T.C. Elimane særdeles spændende. Fortællingen folder sig ud som fund i flere faser, der både fører os tilbage til forfatterens familie i Senegal og til senegalesiske eksilgrupper i Paris i 1930’erne.
Her kommer T.C. Elimane i kontakt med to unge akademikere, en mand og en kvinde, der netop har etableret bogforlaget Gemini. De tre bliver venner og elskere, og sammen forbereder de udgivelsen af det, der skal blive Umenneskelighedens labyrint.
Da beskyldningerne om plagiat rammer forfatter og forlag, må Gemini lukke, og T.C. Elimane gå under jorden, og vennerne mister kontakten med hinanden. Et par år senere møder den nu forhenværende forlægger, den sekulære jøde Charles Ellenstein, en tidligere medarbejder fra forlaget, som har forlovet sig med en belæst SS-officer, Josef Engelmann. Mødet mellem nazisten og jøden i det tysk besatte Paris bliver fatalt. Josef Engelmann er naturligvis en gemen racistisk antisemit, selvom hans forlovede bedyrer, at han ikke er som de andre nazister. Og på Josef Engelmanns foranledning bliver Charles Ellenstein deporteret.
Efter krigen flakker T.C. Elimane omkring i Sydamerika, hvor Diégane senere forsøger at følge hans spor. Hvad er det han søger? Er han stadig på flugt fra plagiatbeskyldningerne (i en sidehistorie sker der det lige lovlig mystiske, at seks af hans kritikere alle begår selvmord, som om der er kastet en forbandelse over dem, men Diégane tvivler på, at Elimane skulle have arvet magiske evner, der kan drive fjender til selvmord), eller er han snarere på jagt efter nogen? Sydamerika blev jo efter krigen tilflugtssted for mange nazister, og navnet Josef Engelmann minder med velberåd hu om både Josef Mengele og Adolf Eichmann.
Menneskets dybeste erindring er en opsigtsvækkende roman, et fascinerende og forførerende kontinuum af fortællinger med indlejrede digressioner og mystiske afledninger. Som litterær magiker kan Mohamad Mbougar Sarr både forvirre og forføre sin læser med narrativ hokuspokus og smukt draperede sætninger. Hans litterære forbilleder – som han nikker til i romanen – er forfattere som argentinske Julio Cortázar og chilenske Roberto Bolaño, der også skrev virtuose, arabeskagtige episke romaner.
Det er svært ikke at blive duperet af en ung forfatter, der fremstår som en suveræn litterær polyhistor. Men samtidig er Mohamad Mbougar Sarr en intellektuel iscenesætter, der søger sin tyngde og dybde med sådan en trang til kunstnerisk klogskab og menneskelig indsigt, at det virker forhippet og forceret.
Se bare de to (fiktive) titler Diéganes og T.C. Elimanes romaner: Tomhedens anatomi og Umenneskelighedens labyrint. Det kunne man jo opfatte det som ironiske signaler om disse to karakterers prætentiøse selvopfattelse. Og så alligevel ikke. Mohamad Mbougar Sarrs egen romans titel, Menneskets dybeste erindring, står jo ikke tilbage for noget, hvad intellektuel skabagtighed angår, men den slags filigransprog er lige lovlig gennemskueligt skabt til imponade.
Indvendingerne til trods har Mohamed Mbougar Sarr skrevet en respektaftvingende og begavet roman, der både underholder, udfordrer og udmatter sin læser. Undervejs kan man føle sig fortabt og forvirret, men hvem siger også, at man skal kunne overskue det hele i ét blik? For mig faldt tiøren mod slutningen, da Diégane modtager en lang mail fra en forfatterven, som slutter med at skrive: ”Hvor du end er henne, håber jeg at du har fundet det du ikke ledte efter.”
Dét er romanens samlede sum: Vi leder alle efter noget. Vi, der læser, leder efter en forfatter, der leder efter en forfatter, der leder efter en krigsforbryder. Undervejs finder vi alle sammen noget, men ikke nødvendigvis det, vi troede at vi ledte efter.