Weekendavisen den 28. april 2023
Brud. Melankolsk realisme om en kvinde, der i eksistentiel resignation forlader mand og barn.
Carsten Müller Nielsen: Lysende mørke. Roman. 180 sider, 229,95 kr. Jensen & Dalgaard.
To fyre har set video og røget smøger og joints i flere dage. Den ene er fortælleren, som viser sig at hedde Paul, den anden er hans ven Toke. Imens ligger Pauls datter Astrid og sover i sin tremmeseng. Så opdager de at Karen er væk. Karen er Astrids mor, Pauls kæreste, og der er noget uldent ved hendes pludselige fravær.
Ved første øjekast ligner åbningen på Carsten Müller Nielsens nye melankolsk-socialrealistiske roman, Lysende mørke, umiskendeligt en scene om omsorgssvigt. Men på den anden side er der også fine antydninger af det modsatte: Toke panter tomme dåser og bruger pengene på en pakke bleer til Astrid, og Paul har både styr på at koge sutter og blande mælkepulver. Men noget er galt. Hvornår gik Karen? Hvorfor gik Karen? Hvor gik Karen hen?
Lysende mørke ligner ikke en emancipationshistorie fra et dukkehjem, men som fortælling om en kvindes løsrivelse fra det moderne hjems småborgerlighed, skildrer romanen en eksistentiel exit.
Hvad Karen søger, når hun flakker omkring i Europa, står vist hverken helt klart for hende selv eller den resignerende Paul, men hos læseren efterlader hendes valg og fravalg en foruroligende stemning af svigt. Hvad skal vi mene om en mor, der forlader sit barn?
Karens forsvinden er total. Hun vender ikke tilbage, og hun giver kun sjældent lyd fra sig i postkort og breve, hvor hun med den største selvfølgelighed fortæller om de mennesker, hun nu deler sin tid med.
Også til egen mor har Karen brudt forbindelsen, og i et brev, som Paul genfortæller, skriver hun direkte om sit syn på menneskelige relationer:
”Det er ikke godt, skrev hun, at have kontakt med mennesker, der gør én ulykkelig, bare fordi man skal, fordi man er i familie med dem, når nu jeg gør hende ærgerlig, og hun gør mig ulykkelig, hvad nytter det så? Det er bedre at leve sit liv sammen med nogen, der gør én glad, det vidste hun jeg forstod, skrev hun, det var ikke alle, der forstod det, eller ville indrømme, at de forstod det, nej, slet ikke alle, mange tænker sådan, det var hun sikker på, men de siger det ikke højt, fordi det er tabu at sige det, at man kun ønsker at forsvinde, at få lov at leve i fred.”
Dette essentielle afsnit i romanen fik mig til at tænke på noget, jeg for et par år siden hørte om voksende kriseforhold i de danske familier, og efter to klik finder jeg en artikel fra 2019, der fortæller, at 18% af danskerne har brudt kontakten til en bror, søster, forældre eller børn.
Jeg forstår godt, at det kan være nødvendigt og frisættende at bryde en toksisk familierelation. Men sådan et brud må altid være forbundet med smerte og skuffelse.
I Karens tilfælde er fred og lykke tilsyneladende heller ikke det entydige resultat af bruddet. I næste brev til Paul skriver hun, at hun har brudt med en tysk kvinde, som hun ellers var blevet tæt veninde med, og nu overvejer hun at begå selvmord. ”Jeg savner det vi engang havde sammen,” skriver hun.
Hvem er ”vi”? Savner Karen det hun havde med Paul og deres datter, eller er det veninden, hun sigter til? Vi ved det ikke. Ved Paul det? Det er kun dunkelt belyst, i hvert fald frem til romanens allersidste sætning, der er præget af raffineret blid vemod.
Carsten Müller Nielsen har i mange år skrevet sine fremragende bøger fra en udkantsposition i dansk litteratur. Folkelig bliver han aldrig, eksponent for en generation heller ikke. Ikke desto mindre er han først blandt ligemænd, når det gælder genreudvidende, eksperimenterende prosa.
Med Lysende mørke tager Carsten Müller Nielsen en drejning mod en mere social realisme, dog uden et åbent konfliktbrud mellem Paul og Karen, og det der i romanens anslag lignede en skildring af svigt, viste sig at være en langt mindre forudsigelig historie om omsorg, ansvar og et tilværelsesdefinerende ønske om at forsvinde fra ét sted for at kunne være til stede et andet.
Den bevægende historie om eksistentiel resignation er fortalt med en uudgrundelig og rørende fortabthed i stil og tone. Historien om kvinden, der forsvandt, er stilren fortalt hverdagssærhed.